I sin leder 6. januar gør chefredaktør Tom Jensen meget beslutsomt op med, hvad han anser for at være udemokratisk brug af retsvæsenet i USA til at forsøge at fjerne Donald Trump fra stemmesedlen til præsidentvalget.

Det eneste velbegrundede argument i den forbindelse er, at et juridisk angreb på Trump ikke skader ham, tværtimod hærder det i første omgang hans tilhængere endnu mere i overbevisningen om, at Trump er udsat for politisk forfølgelse. Men kun i første omgang, for hvis en endelig dom går Trump imod, bliver sagen mere alvorlig for ham, og han kan næppe vælges, på grund af frygt for at spilde stemmer på en ulovlig kandidat. Tom Jensen vælger en meget politisk-taktisk linje i denne argumentation.

Problemet i Tom Jensens øvrige argumentation, den juridiske del, er at han ikke bygger på kendskab til, hvordan det juridiske og politiske system er knyttet sammen i den amerikanske styreform. Dommere vælges eller udpeges politisk, lige som politichefer og andre ledende myndighedspersoner. Selv uden »Hillbillyland« er man siden nationens morgengry vant til selv at vælge sin sherif og sin fredsdommer. Som Tom Jensen også påpeger, er det primært demokratisk dominerede stater, men ikke udelukkende, som rejser sager mod Trumps valgbarhed. Man kan tilføje, at selv USAs højesteret er politisk udpeget. Den er i øjeblikket republikansk og konservativt domineret.

Hele systemet i USA er altså politiseret i en grad som vi ikke kender i de fleste europæiske lande. Men det er meget betænkeligt, når Tom Jensen konkluderer, at det derfor er forkert eller urimeligt at forfølge Trump ad rettens vej. Trump er reelt allerede med føje mistænkt og desuden dømt ved lavere instans for oprør mod forfatningsordningen. Derfor ville det tværtimod være forkert og urimeligt, hvis man ikke rejste anklager mod ham. At lade en mistænkt og allerede delvist dømt forbryder gå fri for retsforfølgelse, er en umoralsk adfærd, som vælgerne i den sidste ende vil straffe. Det er altså ikke et ryggesløst, venstreorienteret synspunkt, at Trump skal for retten, det er tværtimod god borgerlig respekt for samfundsordningen.

Derfor er det moralsk rigtige standpunkt at kræve Trump stillet for retten, uden taktiske hensyn til politiske fordele ved det kommende valg. Det amerikanske system fungerer anderledes, end det vi kender. Vælgerne kan vælge en anden dommer og sherif næste gang, hvis de er utilfredse med rettens fortolkning af loven, sådan fungerer det i USA.

Hans Christensen, Dragør