Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det 18. verdensmål

Global begrænsning af befolkningstilvæksten bør være et af FNs klimamål, mener Hans Lindum Møller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hector Retamal / AFP / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fuld respekt for FNs 17 verdensmål, men er de realistiske og tilstrækkelige? Moder Jord lider i stigende omfang under tyngden af menneskets behov. Alligevel omtaler målene vækst! Sammenlignes menneskets udnyttelse af Jorden med en kassekredit, der hvert år ved nytår blev fyldt op med friske penge, er det allerede år siden, at kreditten blev overtrukket primo august. Nu taler vi primo juni. Fortsætter misforbruget, vil der inden længe ikke være nogen kassekredit overhovedet, og livet på Jorden vil forkrøbles eller ophøre.

Problemet består i, at Jordens ressourcer ikke modsvarer det stadigt stigende behov. Behovet stiger af to årsager: Den permanente, globale befolkningstilvækst og det enkelte menneskes idelige stræben efter mere af alt materielt. Sammenlagt medfører disse faktorer tilmed en eksponentiel udvikling.

Kina blev for år tilbage kendt for étbarnspolitikken. Vesten fandt denne politik uetisk og uacceptabel. Baggrunden var, at kommunistpartiet indså, at Kina med den daværende planøkonomiske model ikke kunne brødføde flere kinesere. Derfor påbuddet om at vende udviklingen i retning af færre kinesere, færre forbrugere. Kina opgav étbarnspolitikken, da samfundsøkonomien blev radikalt ændret i retning af hidtil uset rå kapitalistisk planøkonomi.

Nu til det nye 18. eller gerne nye første verdensmål: Global begrænsning af befolkningstilvæksten. Man hører det aldrig, selvom idéen er selvindlysende. Ingen tør sætte ord på, men der er ingen vej udenom. Vi får aldrig løst udfordringerne med klimaforandringer, overforbrug af ressourcer, pandemier, migration og en lang række andre udfordringer for verdenssamfundet uden en væsentlig reduktion i antallet af individer globalt. Det må FN, politikerne, religionerne og det enkelte menneske indse.

Det skal ikke ske med tvang, men med det enkelte menneskes personlige erkendelse, med politik, med økonomiske incitamenter, med FN og verdenssamfundet på talerstolen. Aktionen vil tage tid, men vil være effektiv i kombination med de planer, der er og vil blive lagt for den grønne omstilling.

Hvilke politikere, hvilke partier tør tage idéen op?

Hans Lindum Møller, Egernsund