Skal vi lære af vores internationale missioner? Ja!

​I Respect for the Danish Armed Forces støtter vi op om det nye borgerforslag, der kræver en uvildig undersøgelse af Danmarks internationale militære engagementer.

​Vores udsendte soldater har gennem årtier ydet en enorm, professionel og ofte livsfarlig indsats i brændpunkter verden over. De har fulgt politiske ordrer og løst deres opgaver til punkt og prikke. 

Netop derfor skylder vi dem – og resten af Danmark – at få evalueret de langsigtede strategier og resultater af de politiske beslutninger.

​Respekt for soldaten betyder også at lære af historien. En grundig undersøgelse handler ikke om at placere skyld hos Forsvaret, men om at sikre, at vi træffer bedre og mere gennemtænkte beslutninger i fremtiden, når vi sender vores unge mænd og kvinder i krig.

​Hvis vi for alvor skal vise respekt for vores veteraner og det nuværende forsvar, må vi ikke være bange for sandheden og læringen.

​Hvad tænker du? Gå ind og støt borgerforslaget, hvis du er enig i, at vores soldaters indsats fortjener fuld gennemsigtighed og evaluering.

Jens C. Andreasen Sauermilch, stifter af organisationen Respect for the Danish Armed Forces

Vi sender selv regningen videre

Jeg er vokset op i et mellemøstligt hjem i min hjemby. Og det jeg har set, det er ikke danskerne, der har holdt os ude. Det er vores eget miljø, der straffer dig, hvis du opfører dig for dansk.

Jeg har set koner, der aldrig fik lov at arbejde. Ikke fordi de ikke kunne. Manden ville bare ikke have det. Det så ud som om, han ikke kunne forsørge sin familie. 

Jeg har set piger, der fik meget mindre frihed end deres brødre. Bare det at have en kæreste skulle holdes hemmeligt. Jeg husker en dreng, der fik bank derhjemme, fordi nogen sladrede til hans far om, at han havde en kæreste.

Og en generel attitude med at vores kultur er den rigtige. Integration bliver ikke set som en sejr i det miljø. Det bliver set som et nederlag, et tegn på at den danske kultur vandt over vores.

Jeg blev selv først rigtig integreret, da jeg flyttede hjemmefra og startede på en uddannelse, hvor jeg pludselig var den eneste med udenlandsk baggrund. Hele min skoletid og gymnasietid havde jeg mest hængt ud med andre udlændinge. 

Det var først, da jeg kom væk derfra, det rykkede noget. Jeg talte og opførte mig mere som en dansker.

Og så er der den her snak om diskrimination, som om den bare kommer ud af ingenting. Som om en udlejer en dag vågner op og bestemmer sig for at hade et mellemøstligt navn. Sådan tror jeg ikke det fungerer. 

Når nogen siger nej til en ansøger med et bestemt navn, er det sjældent kun den ene person, de dømmer. Det er hele gruppen. Og det omdømme er ikke opfundet. Det er bygget op over årtier af, hvordan folk faktisk har opført sig.

Jeg ændrede mit navn for ikke at skulle sende flere ansøgninger afsted end danskere. Der var ikke tunge følelser i det, det var en transaktion for mig, at betale sig fra at skulle gøre mere for at få de samme resultater som danskerne.

Ja, det er uretfærdigt for den enkelte, der står tilbage og betaler en regning, han ikke selv har ansvaret for. Men det ændrer ikke på, hvor den opstod.

Derfor vindes kampen for integration derhjemme, i miljøet, før det hele når så langt.

Alexander Lind, Holstebro

Præster i Folketinget

Undskyld mig, en præst tilknyttet Folketinget – med hvilket formål? Folketinget tæller 175 medlemmer og dertil er knyttet omkring 30 spindoktorer.

Blandt andre præst Sørine Gotfredsen omfavner forslaget. Men at stille en præst til rådighed for Folketingets medlemmer al den stund, det vel altid har været tanken ikke at blande politik og religion sammen, taler dog imod. 

Og hvornår skulle Folketingets medlemmer have brug for en præst på deres arbejdsplads? Vi har hospitalspræster og fængselspræster og med rette, men folketingspræster – ordet er ikke mundret!

Ida Auken har været ude i et ærinde, hvor hun finder anledning til at juble over sit eget forslag, men det skiller som forventet vandene.

Irene Bjerrehuus, København

Værdig død, nej, værdigt liv, ja

Kan man tale om en værdig død? Det er tvivlsomt, men man kan helt bestemt tale om et værdigt liv.

Avisens debatredaktør Aminata Corr Thrane har et tankevækkende indlæg om aktiv dødshjælp i avisen forleden. Hun argumenterer for, at begrebet en »værdig død« er et forkert og urimeligt udtryk. 

Argumenterne for det synspunkt fremføres med overbevisning, og selvom jeg ofte selv har brugt udtrykket en »værdig død«, må jeg erkende at redaktøren har en pointe.

Men ordene, et »værdigt liv« forholder det sig ganske anderledes. Det liv, der kan være uværdigt for det ene menneske, kan være værdigt for det andet. 

Vi mennesker er jo forskellige. Hurra for det. Derfor er et værdigt liv også forskelligt fra menneske til menneske. Fordi vi mennesker er formet af vores baggrund, tro, etik og livsholdning.

Mit liv er værdigt så længe jeg er mig selv, kan genkende mig selv og kan bruge min hjerne til at huske, genkende og kommunikere med andre.

For mig er mit liv ikke værdigt, hvis jeg når et punkt, hvor jeg skal mades, skiftes som en baby, og hvor jeg ikke kan genkende mine døtre, søstre og børnebørn.

Hvis den dag nærmer sig – og ingen bedring er mulig- vil jeg, efter et langt, spændende og godt liv, samle min nærmeste familie omkring mig, drikke et sidste glas champagne og sige farvel og tak til hver enkelt.

Det er derfor, jeg er tilhænger af aktiv dødshjælp som en lovlig mulighed.

Helge Adam Møller, major, medlem af Regionsråd Østdanmark og Regionsråd Sjælland, Næstved

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk