En blå regering?
Berlingske støtter varmt op omkring en blå regering – uden, at det politiske projekt er særlig klart defineret. Det har mere karakter af at pointere, at man i hvert fald ikke støtter en fortsat SVM-regering.
Det synes uklogt, men det er nu ikke mit ærinde her:
Kigger man bare en lille smule ind i fremtiden, vil den politiske modstand i Europa imod et aggressivt og fjendtligt USA vokse sig stærkere, og det vil få konsekvenser.
Læser man europæiske aviser, vil man vide, at Frankrig omsider bevæger sig fremad og har vedtaget et vækstbudget for militæret. I Spanien markerer El Pais, at det er på høje tid, at der bakkes klart op omkring europæisk suverænitet. I Italien virker det som om, Meloni & Co er ved at få kolde fødder mht. Trump, der tydeligvis kunne tænke sig at vriste Italien ud af EU. Tyskerne synes heller ikke begejstrede over Trumps linje.
Vi kan godt tale vores aktie i NATO op, men faktum er at den politiske ledelse af NATO hænger i laser med Trump ombord, og det bliver ikke bedre – tværtimod.
De sydeuropæiske lande har en tendens til at tænke i føderalistiske baner, og det giver god mening i en tid, hvor Europa er under politisk og økonomisk pres. En kommende blå regering må derfor indstille sig på, at tiden til euroskepticisme er helt og aldeles forbi. Det er det modsatte, der er brug for.
Jeg kan ikke lige se Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne støtte op om det. Så kort sagt – en blå regering er måske ikke så god en idé endda.
Morten Sølling, Klampenborg
KVINFO har en pointe
Henriette Laursen, direktør for KVINFO, har efter Højesterets dom vedr. Jes Dorph-Petersen stilfærdigt spurgt, om ikke Højesteret med fordel kunne have taget stilling til sagen med et dommerpanel af både mænd og kvinder, da sagen reelt har kønspolitiske aspekter.
Reaktionerne på hendes kommentar har været ret voldsomme, hvilket jeg først og fremmest ser som et tegn på, at potentielt krænkende adfærd mellem mænd og kvinder fortsat er et uforløst emne – som der bør arbejdes videre med.
Specielt hæfter jeg mig ved, at både Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti og Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti straks kræver finanslovbevillingen til KVINFO annulleret – som straf til Henriette Laursen og KVINFO for upassende synspunkter.
Skræmmende at de to partier åbenbart ikke mener, at ytringsfriheden gælder personer, som direkte eller indirekte aflønnes af os skatteydere. Udfordring af magtens institutioner er da ellers et adelsmærke i et demokratisk samfund.
Ole Olsen, Fredericia
Hav dog lidt tillid til de kriminelle
I fredags blev endnu et lovforslag fra bandepakken behandlet.
Denne gang handler det om strammere regler for leasingselskaber, fordi kriminelle har fundet et hul i systemet og brugt det til hvidvask. At ty til ny lovgivning er en meget velkendt mekanisme: Et hul opdages. En sektor udpeges. En lov skrives. Politikerne kan se handlekraftige ud. »Endelig fik vi bugt med de kriminelle« – eller?
Der er flere paradokser i denne tilgang: Blandt andet, at de partier, der ellers bruger en betydelig del af deres politiske energi på at tordne mod bureaukrati og reguleringsvanvid, står klar til at stemme for.
Samme partier fra blå blok, der med stor indignation forklarer danskerne, at staten er blevet alt for tung og for langsom, sørger med gavmild hånd for at berige os med flere regler og mere kontrol.
Kriminalitet skal selvfølgelig bekæmpes. Men vi ved det jo godt: Når ét hul i lovgivningen lukkes, opstår der et nyt. Og lige her har jeg faktisk meget stor tillid til de kriminelle. De skal nok finde en anden vej. Det plejer de. Professionelle kriminelle lever nemlig af at være mere kreative end lovgivningen.
Imens er det de lovlydige virksomheder, der får flere skemaer, flere kontroller og flere krav. Det mest interessante er næsten, hvad der sker om et år. Når bureaukratiet er vokset, når reglerne er blevet komplekse, og når sagsbehandlingstiderne er længere.
Så vil nogle af de samme partier igen stille sig op og kræve oprydning. Mindre bureaukrati. Færre ansatte. Måske endda fyringer af de medarbejdere, der administrerer bandepakken, de selv lige har vedtaget?
I et sundt samfund skal der gerne være en tillid til, at langt de fleste mennesker faktisk opfører sig pænt, sådan helt af sig selv. Man kan ikke regulere og kontrollere sig til det perfekte samfund, og mange af os får allerede kvælningsfornemmelser over de tusindvis af regler, der allerede er.
Blandt andet kom det frem i denne uge, at det ikke er tilladt at besørge i egen have uden tilladelse fra kommunen, selvom man graver det ned! Så nej: Vi mangler ikke regler. Vi mangler nytænkning, så lovgivningshammeren ikke lider overlast.
Og mens vi overvejer en ny tilgang, kan vi måske bede de politikere, der selv har indført reglerne, om at holde op med at brokke sig over bureaukratiet?
Karin Liltorp, erhvervsordfører, Alternativet
Differentieret moms
Det hedder sig, at Danmark ikke magter at indføre en seriøs, differentieret moms, grundet kompleksitet etc.
Faktum er som bekendt følgende:
Danmark er det eneste EU-land, der ikke har differentierede momssatser, idet kun én standardsats på 25 procent anvendes. De andre lande, som Tyskland (7 procent for fødevarer) eller Sverige (12 procent for mad), har reducerede satser for livsnødvendigheder som fødevarer, hvilket gør Danmark til et særsyn i EU.
Danmark er heldigvis og absolut ikke et finansielt uland, tværtimod, og bør naturligvis kunne leve op til de selvsamme momssatser, som alle øvrige EU-lande har praktiseret i mange årtier, og ikke sætte dagsordenen efter ingen eller laveste fællesnævner.
Jesper Jensen, Karlslunde
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
