Er det etisk forkert at slå sin syge kone ihjel, på trods af at hun ønsker det? Det spørgsmål vil skabe meget forskellige lejre. Personligt mener jeg, at det er etikken, den er gal med. 

Jeg er uddannet folkeskolelærer og har blandt andet linjefag i kristendom. Her underviser jeg altid i emnet, og det smukke ved faget er, at der aldrig er noget, som er rigtigt eller forkert. Det er kun, hvad man selv konkluderer. Det er dog en rigtig svær debat med aktiv dødshjælp.

For hvor, hvornår og hvordan går grænsen? Det har mange mennesker en holdning til, både eksperter inden for området, politikere, pårørende m.m. Jeg vil mene, at grænsen går der, hvor folk selv kan beslutte det. 

DR har lavet et meget rørende program om det sidste år, hvor vi ser en mand, der har tabt alt håb og glæde ved livet. På trods af at Anders Lund Madsen forsøger med diverse ting og sager, som skal lokke ham til at blive i livet. Men han vil ikke mere, og han ender også med at rejse afsted og få behandlingen i udlandet.

Hvorfor har vi ikke aktiv dødshjælp som en mulighed her i Danmark? Naturligvis skal man være sikker på, at folk har forstået alvoren af det. Men vi har mennesker, som sidder i så alvorlige smerter, er lamme fra top til tå og ikke har livsglæde mere, er alvorligt syge og har kort tid tilbage, men gerne vil dø, mens man kan sige ordentligt farvel og er sig selv og ikke en grøntsag. 

Disse mennesker bør få valgmuligheden, hvis de selv ønsker den. Der er jo forskel på en med psykiske problemer, som ønsker at komme herfra, og en der er alvorligt syg og ikke har mere livsglæde.

Jeg oplevede det selv med en person i min familie. Vedkommende havde hele sit liv været frisk, rejst rundt, gået ture, dyrket motion og levet sundt. Indtil blodpropperne kom, og derfra gik det bare ned ad bakke. Vedkommende endte deprimeret, fanget til en stol, kørestol og måtte misse alle arrangementer, der foregik uden for husets fire vægge. 

Det er ikke en værdig måde at ende sit liv på og slet ikke efter syv år, hvor man bare ser sig selv svinde hen til en grøntsag. Jeg ved ikke, om mit familiemedlem ønskede at dø, eller hvad vedkommende havde svaret, hvis muligheden var der, men det var ikke værdigt at svinde bort på den måde og ende deprimeret efter et dejligt og glædesfuldt liv.

Jeg mener, at det er på tide, at debatten tages op for alvor – og ikke blot skyde den til hjørne. Hvad holder politikerne og Det Etiske Råd tilbage?

Frederik Germann, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Halsnæs Kommune