I Ole P. Kristensens udmærkede leder i Berlingske 10. oktober redegøres der grundigt og sagligt for, at Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod fra Enhedslisten, er fuldstændig argumentresistent, når hun ikke vil lytte til konklusionen i de undersøgelser, der påviser, at »intet taler for et forbud mod benzinbiler i København«.

Den københavnske trafik- og parkeringspolitik har i årevis været drevet af et nærmest religiøst præget had til biler, og dette had bliver kun værre og værre.

Man kan undre sig over, at københavnerne vil finde sig i dette tåbelige vanvid, men det vil de åbenbart – også selv om de selv har bil – for ved hvert valg får Line Barfods felttog mod biler stadig flere tilhængere.

Når undersøgelsesresultater blot fejes af bordet, når konklusionerne ikke er i overensstemmelse med Line Barfods holdninger, så er man gået for vidt. Alle, selv »religiøse« politikere, burde bøje sig for klare kendsgerninger – ellers bliver demokratiet opløst til fordel for personlige myter og fordomme.

Og det er farligt. Så kommer man tæt på gammelstalinistisk tankegang, hvor underlige femårsplaner skulle gennemtrumfes, selv om de økonomisk set var vanvittige og fejlagtige.

Trafikvanviddet i København går selvfølgelig ud over byens borgere og erhvervsliv, og tiden er vel inde til, at transportministeren træder i karakter og siger stop, så man i København og i alle andre byer ikke længere kan gennemføre reguleringer og restriktioner, som strider mod fysiske kendsgerninger. Det er på tide, at fornuften sejrer.

Mogens Nørgaard Olesen, trafikhistoriker og videnskabsteoretiker, Frederiksværk

EU er blevet bagstræberisk

EU er ikke blot på vej ind i betydningsløsheden, som B. L. Andersen skriver 11. oktober.

EU er blevet decideret bagstræberisk for europæisk udvikling med sine mange direktiver og især forbud og påbud, som andre mere succesfulde økonomier ikke lider under. Desuden er EUs lange sagsbehandlingstid ofte lammende for private og virksomhedsbaserede initiativer.

Enten skal landene tillades langt større individuel frihed i forhold til EU, og direktivmængden dermed mindskes betydeligt, eller også skal EU organiseres som et forbund i lighed med USA eller Australien med en decideret føderal regering med en afgørende overordnet indflydelse i form af afskaffelse af vetoretten.

Den sidste løsning er der nok ikke mange europæere, som vil acceptere – slet ikke deres politikere.

EU bør derfor pålægges at nedjustere ambitionsniveauet og leve op til armslængdeprincippet.

Et eksempel på en fordyrende forordning (som i parentes egentlig er afskaffet uden, at det er effektueret grundet intern uenighed) er sommertidsfjolleriet.

Niels B. Larsen, Randers

Tid til et opgør med Iran

En hvilken som helst anden nation end Israel ville være blevet fuldkommen ødelagt af Irans seneste to omfattende missilangreb.

Israel undgik imidlertid med et særdeles veludviklet og enestående luftforsvar, samt bistand fra allierede, voldsomme skader, selv om et antal missiler slap igennem.

Angrebene bekræfter, at Iran er hovedmotoren i fronten mod Israel bestående af Hamas i Gaza, palæstinenserne på Vestbredden, houthierne i Yemen, Hizbollah i Libanon og de iransk styrede militser i Irak og Syrien.

Irans erklærede mål er som bekendt at udslette Israel, og præstestyret har indtil missilangrebene baseret sig på at forsyne og styre sine stedfortrædere til at løse opgaven. Iran har hidtil ustraffet fået lov til at styre konflikten i Mellemøsten.

Israels massive angreb på Hizbollah i Libanon, der er Irans vigtigste og stærkeste stedfortræder samt største trussel mod Israel, synes imidlertid at have tvunget Iran til at gennemføre sit andet missilangreb 1. oktober for at bevare sin troværdighed og søge at opretholde nødvendig afskrækkelse.

Med Irans villighed til fortsat at angribe Israel direkte – og da styret om ønsket kan skaffe sig atomvåben i løbet af kort tid – synes Israel at have det optimale alibi for som svar på missilangrebet at angribe Irans nukleare installationer, gerne i samarbejde med allierede.

Et symbolsk svar, som i april virker helt utilstrækkeligt, og angreb alene på olie- og gas infrastruktur mv. vil ikke i samme omfang sikre Israels overlevelse på længere sigt samt stabiliteten i Mellemøsten

Jørgen Jelstrup, oberst emeritus, Odense

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk