Ifølge den franske idéhistoriker Michel Foucault var »dårerne«, »de gale« og »de vanvittige« altid en del af renæssancemenneskets konkrete erfaring. De tiggede i gaderne eller var på vandring ude på landet. Men fra 1500-tallet valgte man at indrette særlige anstalter til de gale, tiggerne, forbryderne, vagabonderne, de arbejdsløse og de utugtige. »De uønskede« skulle bringes uden for samfundets synsfelt, og her skulle man korrigere de moralske brister og genoprette fornuften.
Fra slutningen af 1700-tallet blev indespærringsanstalterne erstattet af asyler og hospitaler målrettet de »sjælssyge«, som de nu blev kaldt, og man begyndte at opfatte de gale som syge. Nu skulle lægen gennem observation, diagnostik og terapi hjælpe patienterne til bedring. De psykisk syge er stadig ude af øje ude af sind, men behandler vi dem egentlig godt nok?
