Det vender sig i mig, når politikere som for eksempel Trine Bramsen forsøger at profilere sig via de modige oprørske iranske kvinder. Og det virker ekstra slemt, at det sker op til Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts. Det virker falskt, da disse politikere med den ene hånd har stemt for koranloven, mens de med den anden hånd forsøger at pudse deres rustne glorier.

Hykleriet består i, at man i første omgang vedtager en lov, som begrænser kritik af en bog, som de iranske magthavere bruger til at legitimere sin terrorisering af kvinder. Dette er endda sket på foranledning af de iranske myndigheders pres med trusler om at skade danske virksomheder. 

Herigennem står en lille del af dansk eksport åbenbart over iranske kvinders menneskerettigheder. Derfor virker det hult, når selvsamme politikere siger, at de støtter op om de iranske kvinders kamp for et værdigt liv.

Jeg vil gå så langt, som kunstneren Firoozeh Bazrafkan skriver i sin kommentar i Berlingske 8. marts, at det er en fuckfinger til de iranske kvinder, når de danske politikere misbruger dem for egen politisk gevinst. Begrebet søstersolidaritet er hos en særlig gruppe politikere åbenbart blevet forandret til søstersolodaritet.

Felix Nikolaj Nunnegaard, Roskilde

Styrk vores kollektive hukommelse

Kulturministerens forslag om at gøre kvindelige, historiske personligheder mere synlige i gadebilledet i form af statuer, fik Birgitte Borup til her i Berlingske 7. marts at beskrive det som en omskrivning af historien. Jeg er ikke enig i dette synspunkt.

En omskrivning af historien er, når man prøver at »glemme« de ubehagelige dele af historien ved for eksempel at smide gipsbuste i havnen eller slette Simon Spies’ navn fra en plads i Helsingør. Eller når man som Putin simpelthen forvansker historiske fakta.

Et velfungerende demokratisk samfund baserer sig på en bred historisk forståelse, som man kan bygge videre på i fremtiden.

Man skal lære både af sine fejl og sine succeshistorier. Derfor er opstillinger af statuer af kvinder – og i det hele taget repræsentanter fra alle befolkningsgrupper, som har gjort en markant forskel i historien – en vigtig del af vores kollektive hukommelse. Den er med til at styrke den meget lovpriste sammenhængskraft, som minimerer den splittelse, som vi løbende oplever herhjemme og ikke mindst i udlandet.

Og opstillingen af nye statuer eller monumenter i vore byer kan måske få flere af os til at stoppe op og fundere over det positive i tilværelsen.

Peter Bøgelund, Dragør

Bæredyghed og bøjningsmønster

Det er moderne at føre en bæredygtig grøn politik, og begrebet bøjes til alles fordel. Vi sorterer affaldet, nedbringer CO2-udslippet og gør alt det rigtige ud fra den lokale balance og uden reel nedsættelse af levefoden. 

Vi glemmer den globale balance. Vi overser det kæmpestore efterslæb, som Kina, Indien, Brasilien, Nigeria, Indonesien og mange andre lande har i forhold til levefoden i EU, Nordamerika, Japan og Australien. 

Forbruget af mineralske råstoffer stiger. Romklubben forskrækkede hele verden med rapporten om grænser for vækst i 1972. Problemet blev for dramatisk, og intet råstof slap op i forrige århundrede. Det slipper næppe heller ikke op i dette århundrede, men den globale ubalance bliver meget større, og det bør der tages højde for.

Hans Kloster, Frederiksberg

Privatlivets fred

Afskeden med Søren Pape Poulsen fra Viborg Domkirke var smuk på mange måder. Smuk, fordi hele den danske forsamling af politikere fra alle partier kunne støtte hinanden i sorgen over tabet af en god kollega.

Smuk, fordi præsten holdt en meget personlig tale, og smuk med masser af blomster. Men så blev privatlivets fred krænket. Alle Søren Papes meget nære venner og ikke mindst hans far og mor græd og græd. Alle var meget ulykkelige over at have mistet en søn, en nær ven og en kammerat. 

Men så kom de smarte fotografer, der ikke kan få nok og åbenbart ikke kender til empati, med deres billeder af alle, der græd og var ulykkelige. Ikke kun flygtigt, men igen og igen, det kunne jo være, at der var en, der brød helt sammen.

Selvom kirken er for os alle, så må der også her være en grænse for medierne. Det var øjensynligt en konkurrence om, hvem der kunne skaffe flest fotos af kendte personer, der græd, helst så nært så man kunne se tårerne! Privatlivets fred ønsker vi alle, vi må have lov til at vise følelser.

Pressen kan ødelægge så meget for andre mennesker for egen vindings skyld (her salg af fotos).

Bitten Bjerre, Hellerup