Med den nye finanslov, som for nylig er blevet præsenteret af en historisk bred række partier, bliver det såkaldte servicefradrag hævet fra 6.600 kroner til 11.900 kroner i 2024. 

Det er vi utroligt glade for i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og Danske Service, som er brancheorganisation for små- og mellemstore servicevirksomheder. For det første får flere hårdtarbejdende familier nu mulighed for at få hjælp til kvalitetsrengøring og vinduespolering i deres hjem uden at føle sig nødsaget til at ty til sort arbejde. 

For det andet er forøgelsen af servicefradraget en vigtig saltvandsindsprøjtning til en stærkt presset servicebranche, som primært består af små- og mellemstore virksomheder, der hver dag yder en stor indsats for at sikre sunde og rene rammer om danskernes hverdag.

Knapt 400.000 danskere benytter i dag servicefradraget til eksempelvis rengøring i deres hjem – fra 2024 vil denne gruppe få endnu mere ud af deres servicefradrag. Det er positivt, da man, ved at vælge et momsregistreret rengøringsfirma, bidrager til bedre og sikrere arbejdsmiljø for dygtige rengøringsmedarbejdere. 

Det er samtidig vigtigt at bemærke, at servicefradraget ikke er forbeholdt en lille gruppe; både hus- og lejlighedsejere samt danskere, der bor i andels- eller lejeboliger, kan drage fordel af fradraget. Samlet set giver forøgelsen af servicefradraget flere travle danskere muligheden for at få rengjort deres hjem af virksomheder, som betaler deres skat.

Forøgelsen af servicefradraget giver samtidig et vigtigt skulderklap til de små og mellemstore rengøringsvirksomheder, som kæmper for den fortjente anerkendelse i konstant konkurrence mod de skatteunddragende virksomheder. 

Dermed er servicefradraget en hyldest til kvalitetsrengøringens betydning, idet det fremhæver fordelene ved at overlade rengøringsopgaven til professionelle fagfolk. Forøgelsen af servicefradraget skaber både flere arbejdspladser, fremmer væksten i branchen og understøtter danskernes sundhed – noget der er særligt essentielt i en tid præget af covid-19 og influenzasmitte.

Med finanslovens løft af servicefradraget tager vi et afgørende skridt mod en sund, ren og mere samfundsøkonomisk retfærdig fremtid. Vi fejrer særligt anerkendelsen af de små og mellemstore virksomheders uundværlige bidrag til bekæmpelsen af sort arbejde og vi er glade for, at flere familier nu vil få bedre mulighed for at vælge professionelle rengøringsfirmaer, som betaler skat. 

Samtidig sætter vi pris på, at de små og mellemstore servicevirksomheder nu får bedre vilkår for at bidrage positivt til danskernes sundhed og den danske økonomi.

Clara Rydahl Torp, sekretariatsleder for Danske Service i Dansk Erhverv