Hyklerisk politik
Mohammad Rona fra Moderaterne mener, at det er let at råbe »bluff« fra sidelinjen. Det er forkert. Det er let at se bluff, når det foregår lige for øjnene af én.
Statsministeren erklærede på grundlovsdag, at bederum ikke hører hjemme på vores uddannelser. Socialdemokrater og Venstre-folk har både før og efter gentaget budskabet. Blandt andre Venstres Hans Andersen har udtalt til pressen, at Venstre vil have et forbud mod bederum.
Frederik Vad fra Socialdemokratiet har sagt, at for Socialdemokratiet kunne bederummene blive lukket i morgen.
Men da Danmarksdemokraterne fremlagde et konkret forslag om at forbyde dem – ja, så stemte regeringen imod.
Det er ikke balanceret politik.
Det er hykleri.
Og det, som Moderaterne kalder »at tage ansvar«, er i virkeligheden det stik modsatte:
En ansvarsforflygtigelse, hvor man skubber beslutningerne videre til rektorer og ledere, der i forvejen underlægges et stort pres, hvis de selv tager en beslutning om at lukke bederummene.
Vi taler nemlig ikke om stillerum, hvor man lige tager en pause eller laver en åndedrætsøvelse.
Vi taler om rum, der benyttes til en bestemt religiøs praksis, og som i flere tilfælde bruges til at opretholde negativ social kontrol.
Og til at fremme islamisme på vores uddannelser.
Det er vigtigt at forstå: Når vi som samfund stiltiende accepterer særskilte bederum på offentlige uddannelser, så siger vi også: »Det her er okay«. Så understøtter vi noget, vi burde bekæmpe. I hvert fald hvis vi ønsker, at unge kvinder og mænd frit kan tage deres egne valg.
Det ønsker vi i Danmarksdemokraterne.
Mohammad Rona skriver i et indlæg i nærværende avis, at et forbud mod bederum bare vil flytte problemet. Men hvis det er argumentet, så kan vi vel af samme grund lade være med at forbyde kønsopdelte svømmehaller og andet, der underminerer vores fælles værdier?
Det har SVM-regeringen ligeledes talt for, men også her mangler der handling bag de hårde ord.
Nej, vi lovgiver netop for at sætte en grænse. For at vise, hvad vi vil tolerere – og hvad vi ikke vil.
Det kræver ikke mod at gøre ingenting. Det kræver mod at sige: Hertil og ikke længere.
Et nationalt forbud mod bederum på offentlige uddannelser er ikke symbolpolitik. Det er værdipolitik i praksis.
Susie Jessen, MF, politisk ordfører i Danmarksdemokraterne
Hvorfor vi har bureaukrati
Næsten dagligt kan vi i aviserne læse, at den ene politiker efter den anden vil afskedige tusindvis af bureaukrater (mestendels dem med en akademisk uddannelse) fra den offentlige administration. Den slags populistiske synspunkter vækker stor jubel blandt store vælgergrupper. Men ingen gider sætte sig ind i, hvorfor vi her i landet har et stadig voksende offentligt bureaukrati.
Svaret er ikke vanskeligt at finde. Vore dages politikere vedtager denne ene komplicerede lovgivning efter den anden, som ofte er så snørklet, at ingen af de politikere, som har gennemført lovgivningen, ved, hvad der står i lovteksten.
Men lovene skal administreres, og det kræver højt uddannede personer. Derfor kan man ikke bare afskedige tusindvis af akademikere i administrationen, uden at det får alvorlige følger, og det er baggrunden for, at bureaukratiet vokser.
Hvis politikerne var fagligt kvalificerede folk, gennemførte de en helt anden lovgivning, som var ordentlig gennemarbejdet, og så ville bureaukratiet finde sit naturlige niveau.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Lad os få kvalificeret flertal i EU
Det er ikke rart at se, at en leder som Ungarns Viktor Orban kan stoppe fine initiativer, som alle andre er enige om, fordi han ikke vil ødelægge sit gode forhold til Vladimir Putin.
Hvis det danske formandskab kunne få sat fokus på at indføre et kvalificeret flertal i EU, ville det være et aftryk, der ville blive husket.
Bjørn Andersson, Virum
Uværdig til Folketinget
Uden hverken at være medlem af eller stemme på Moderaterne mener jeg, at vores dygtige udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen aldrig burde være endt i mediernes shitstorm.
Et hævngerrigt tidligere medlem af Moderaterne, Mike Fonseca, der aldrig skulle have været medlem af Folketinget, så det som sin opgave at viderebringe skjulte, hemmelige optagelser af fortrolige samtaler.
Hermed viste han for anden gang, at disse samtaler aldrig var kommet på tale, hvis han med rette var blevet kendt uværdig til Folketinget grundet sit forhold til en meget ung pige.
Noget tilsvarende gør sig gældende for Jon Stephensen i hans #metoo-sag. Frank Jensen og Morten Østergaard viste vejen, da de begge forlod politik i tilsvarende sager.
Ole Borg, Hellerup
Seniorer i og uden for arbejdsmarkedet
Der skrives en del i denne avis om fordelene for samfundet ved, at seniorer forbliver på arbejdsmarkedet. Måske med en svag antydning af, at de, som ikke er det, ikke yder noget til samfundet.
Men er det nu rigtigt?
Jeg havde selv en »seniorordning« på min sidste arbejdsplads. En aftale om 60 procent tid og 60 procent løn, men der fulgte desværre også 100 procent arbejdsopgaver med. Jeg besluttede derfor at gå på pension.
Hvad har jeg så fundet i seniorlivet?
Nede i sportsklubben er det dem på 70+, som er de frivillige. Dem, som hjælper med alt fra at arrangere turneringer til vedligehold af bygninger og inventar og blomstervanding.
Nede i den lokale genbrugsbutik er det seniorerne, der holder gang i butikken som et ulønnet arbejde, og bestyrelsen i vandværket, som arbejder pro bono, er også primært den lidt ældre generation.
Så mon ikke det har en vis samfundsbetydning, at der også er friske ældre, som ikke er på det »rigtige« arbejdsmarked? Jeg tror det.
Poul Woodall, Liseleje
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
