Danmarks næststørste station er på vej – men langt fra alle må være med


Ny Ellebjerg Station i Valby er på vej til at blive Danmarks næststørste trafikknudepunkt, der smelter to S-togsruter, godsbanen, to passagertogslinjer og metroen sammen.
En pendlergruppe er dog forment adgang til de mange toglinjer. Nemlig de bilister, der kunne ønske sig at parkere bilen og stige på S-tog eller metro, og benytte sig af kollektiv transport det sidste stykke frem til arbejdspladsen i København. Der er nemlig ikke planlagt nogle parkeringspladser ved Danmarks næsttravleste station, og derfor må bilisterne i stedet køre videre gennem byen i deres bil.
Det er en rigtig god idé at etablere parkér og rejs-anlæg uden for Københavns Kommune, som eksempelvis Køge Nord. Det dækker bare ikke alle, og derfor bør der også være parkér og rejs-anlæg i udkanten af selve byen. Flintholm Station kunne have været et godt eksempel, men med kun 36 parkeringspladser er der heller ikke mulighed for omstigning fra bil til kollektiv transport. Også her må pendlerne altså blive i bilen.
Jeg ved godt, at Ny Ellebjerg-projektet har været mange år undervejs – så meget desto mere grund til at undre sig over, at det er lykkedes at fastholde, at stationen skal ekskludere de pendlere, som ankommer i bil.
Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København
Selvfølgelig skal de unge studenter 2020 have den opmærksomhed, de fortjener, og naturligvis skal de også have deres køretur. Det bliver på en anden måde end den traditionelle, men det er vel noget praktisk, der må kunne organiseres:
To busser pr. klasse, så de kan sidde én og én på hver række. Buschaufførerne og busserne er ledige i øjeblikket pga coronapandemien, så det må kunne lade sig gøre.
Selve velkomsten i studentens hjem må holdes enten i ejendomsgården, og hvis sådan en ikke findes, må det blive på fortorvet med afspærring på cykelstien. Det må der kunne gives tilladelse til.
For de studerende, der har en have, må vin, kaffe, snacks, sandwich mm. indtages der. Erfaringsmæssigt er vejret ofte køligt og regnfuldt, når studenterne sidder glade og syngende på hestevognen eller i lastbilen, så det må studenterne klæde sig på til.
Hvis sundhedsmyndighederne mener, at det er nødvendigt, må der kunne doneres mundbind til denne særlige begivenhed. De voksne, forældrene og chaufførerne må have klare instruktioner om de sundhedsmæssige anbefalinger, og selvfølgelig vil vi også forvente, at studenterne forstår situationens alvor og retter sig efter instrukserne.
Bedsteforældrene kan naturligvis og desværre ikke få lov at dele de unges glæde på denne dag, men de kan være i deres eget hjem og følge begivenhederne virtuelt.
Under hele denne pandemi har vi været opmærksomme på »vores ældre«. Lad os nu gøre gengæld, og være opmærksomme på »vores unge« og give dem den opmærksomhed og glæde, som de kan leve længe på og som vil præge dem positivt, når de skal ud i livet.
Vibeke Kirst, Vanløse
Mangler der ikke lidt fantasi og handlekraft med hensyn til at få de større børn i gang i skolen igen?
I 1944/45 blev min skole (La Cours Vejens skole) inddraget til at huse tyske flygtninge. Hvad gjorde man så?
Man skaffede plads på den nærliggende skole (Lindevangsskolen), der ikke var inddraget til flygtninge. De børn, der normalt gik på denne skole, fortsatte som hidtil, og vi andre gik så på denne skole om eftermiddagen.
Hvor svært kan det være?
Hans W. Fugmann, Holte
Der er ikke noget så kedeligt som gentagen beklagelse, som ingen ansvarlige tager sig af, vel?
Men det skal siges alligevel. I DRs udsendelse »Rejsen til Østfronten« lige som i en tidligere udsendelse for nylig om tysk historie i relation til Danmark sender DR to på hinanden følgende journalister afsted til Tyskland.
Men de kan ikke foretage deres respektive interviews med tyskere (om dansk-tyske emner), fordi de ikke kan kommunikationstysk. Interviewene er på engelsk.
Det rejser naturligvis det tilbagevendende spørgsmål til undervisningsministeren om fremmedsprogsundervisningen i gymnasiet, hvor både tysk og fransk har det skidt, og hvor russisk er begravet for længst.
Men alligevel, blandt de tusinder af ansatte i DR kan man ikke finde journalister, der kan tale et flydende tysk. Det har man dog på fransk og spansk. Er eneste tysktalende person i DR korrespondenten i Berlin?
Hvilke kriterier har DR for journalister på hjemmebasen mht. sprogkundskaber? Er der håb om et mere professionelt niveau?
Og hvornår vil ministeren genindføre tredje fremmedsprog i gymnasiet?
Danke schön, merci og spasibo!
Stig Wørmer, København