Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dan Jørgensens nej til atomkraft minder om en venstresocialist i 1970erne

»Dan Jørgensens holdning minder mig om politikeren Mikael Waldorff fra Venstresocialisterne.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Dan Jørgensen og atomkraft

Berlingske afslører 1. februar, at vores energiminister Dan Jørgensen er totalt afvisende for at benytte atomkraft til elproduktion, og vil også af med disse kraftværker i vore nabolande. Overskriften var: »Klimaminister: Det er »helt på Månen« at kalde atomkraft for grønt.«

Vi er rigtig mange, der i årevis, faktisk fra 1974 (energikrisen) har arbejdet for at udnytte denne energikilde til produktion af næsten CO2-fri strøm, som man har gjort i 32 andre lande.

Vi har kaldt den grøn, fordi den ikke giver klimaproblemer, og fordi dens affald kan deponeres, så det heller ikke påvirker klimaet. Vi har troet, at ministeren ville støtte sig til sine embedsmænd og benytte den viden, der er til rådighed, når han tager stilling til et så vigtigt emne.

Dan Jørgensens holdning minder mig om politikeren Mikael Waldorff fra Venstresocialisterne, der under debatten om dansk atomkraft i ca. 1978 afslørede omtrent samme holdning. Han udtalte (citeret pr. hukommelse): »Selv hvis atomkraft var billig, sikker, stabil og uden affald, så skal vi ikke have det lort!«

Piet Hein har udtrykt det lidt mere psykologisk: »Enkel er loven om antipati - det man ikke forstår, vil man ikke ku’ li’«. Holger Skjerning, tidl. lektor i fysik, energi og klima ved DTU, nu næstformand i REO, Ren Energioplysning

USA er kollapset. Europa må stå

Natten til tirsdag ventede USA og resten af verden i spænding på, hvem af de amerikanske demokratiske præsidentkandidater, der havde vundet det første slag. Men optællingen mislykkedes i første omgang. Den person, der skal slå Donald Trump, har ikke et parti, som kan optælle egne stemmer.

Symbolikken i Demokraternes valgfarce er større end blot optællingsproblemer ved et valgsted. Det europæiske håb om et alternativ til Trump led et knæk. Troværdigheden til det demokratiske parti styrtdykkede i delstaten Iowa. Jeg mener, at USA som samlet nation står på randen af et kollaps set med europæiske briller. Verdens supermagt står med sit simple, primitive to-partisystem og kan ikke professionelt samle kræfter til at finde en modkandidat ved præsidentvalget senere på året. En kamp mod en præsident, som i de forgangne uger har været anklaget i en rigsretssag om landsforræderi.

USA er fæstnet og forankret i sin forfatning, som alle senatorer højt og helligt har aflagt ed på at følge. En paragraf herunder befordrer, at senatorer i sagen handler i retfærdighedens navn, og ikke trofast følger partifarven. Det har ingenlunde været tilfældet, da det kun lykkedes at flytte to republikanere til at stemme for Demokraternes tilsagn om vidneindkaldelse. Vidner, som regeringen fik lukket munden på under påskud af nationens sikkerhed.

EU, herunder Danmark, må og skal uanset udfaldet af næste præsidentvalg gentænke de udenrigspolitiske forhold til USA. Der har aldrig i EUs historie været så meget brug for unionen som netop nu. Den vestlige civilisation må ikke bygge på en supermagt i politisk ubalance. Der må skelnes mellem handelsaftaler og politiske aftaler, og jeg kunne ønske, at samtaler om vestlig kultur i højere grad italesatte en specifik europæisk kultur. Vi må have værdigheden i behold. Kristian Marstal, S-medlem, København SV

DRs nytårsfuser

Nytårsløfter holder sjældent længe. DR kommunikerede ved nytårstid, at nedlæggelsen af DR K ville forme sig som en sammenlægning med DR2. Nu er der gået en måned, og det er svært se, hvad der blev af dette nytårsforsæt. Hvad blev der af DR K, dette kulturelle fyrtårn, som skilte sig markant ud ved en ganske anden og enestående profil end alle andre TV-kanaler?

Hvor er de spændende filmhistoriske hovedværker blevet af, hvor er temaaftenerne, hvor er den klassiske musik? Hvad blev der af filmredaktionen, kunstprogrammerne, modeprogrammerne, programmerne om erotik? Dette er en fallit af dimensioner for en europæisk public service-TV-station.

Man har tabt de unge til streamingtjenester og internetnyheder og er nu i gang med at jage en vis portion af de ældre på plus 60 væk, selv om vi er vænnet til at se æterbåret live TV.

Hvad med at vende bøtten og komme tilbage på sporet med en mere dækkende public service-indsats på TV-siden? Det ligger jo i begrebet, at man ikke skal lefle for mainstream og høje seertal, men levere det, som kommercielle stationer har svært ved. Alle TV-programmer behøver ikke appellere til indignation, forargelse eller sensationslyst eller rumme en tydelig politisk tendens for at opfylde public servicekravet. Ikke desto mindre fylder de godt i DR.

Kom tilbage på sporet, DR! Der er jo dygtige redaktører og journalister i huset, der kan. Vis at I gør noget for kunsten, nysgerrigheden, dannelsen, indsigten, det at blive klogere på verden. Det skulle nødig ende som i Storm Ps vittige vagabond-dialog: »Hvad er kultur?« spørger den ene, og den anden vagabond svarer: »Det er no’ed, man pudser møbler i.« Christian Alsted, København Ø