Damen med de blåfrosne hænder, som er så ineffektiv og kold i røven, at hun burde spares væk i den kommunale forvaltning, går nu på barrikaderne og støver fordommene af.
Hun er hverken blå, kold, uproduktiv eller støvet. Hun holder borgere i hånden hver dag – i telefonen og mødelokalet – og hjælper dem med alt fra ansøgningsvejen til hjælp til et vuggestuebarn, kuk med digital post og fornyelse af pas, tjekker op på reglerne for byggesager, aftaler om madudbringning til ældre, understøtter folkevalgte politikeres arbejde i byrådet og trøster moren til et barn, der har skolevægring på tredje måned.
Hun baner vejen og finder en løsning. Hun er borgerens garant for, at der er nogen i den anden ende, når hun tager telefonen, møder borgeren med nysgerrighed og hjælpsomhed, indhenter nødvendige oplysninger, så hjælpen når frem – når hun koordinerer og følger op.
Hun er varm, så varm. Ja, så meget, at personale med de såkaldte varme hænder sågar ringer til hende for at få hendes hjælp af og til.
Kunne vi begynde at tale om medarbejdere i stedet for hænder, der gør en forskel, på forskellig vis, og sammen bedst muligt skaber værdi for borgere og samfundet som helhed – og forenkle, hvor love og regler er benspænd for velfærd?
Det giver mig kuldegysninger og hedeture, at man rangordner jobfunktioner og dermed indsatser ved forskellige lige vigtige personalegrupper i den offentlige sektor, hvis samarbejde er altafgørende for at sikre velfærden. Hånd i hånd og sammen klapper vi bedst.
Tina Høeg, chefkonsulent og kommunikationsrådgiver, Virum
Den danske jungle
I krydset Nymøllevej og Lundtoftevej findes Danmarks svar på en jungle. Her kan man tælle 43 skilte i krydset.
Grunden til de mange skilte henligger i det uvisse. Kan det være en faldende begavelse i befolkningen, et ønske om overvågning og kontrol fra statslig side, en manglende folkelig koncentration og tilstedeværelse grundet alles øjne kontinuerligt rettet mod smartphonens clickbait-endorfinskabende lyksaligheder?
Et under, at der ikke endnu har været harmonikasammenstød med biler og cykler.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Risikabel beliggenhed
Hvis man stiller sig op på en høj klippe og frivilligt kaster sig ud, forbundet med en faldskærm eller en hangglider, dækker den almindelige forsikring ikke. Det er en risikabel aktivitet, som man selv skal betale ekstra dækning for.
Hvis man derimod opfører eller køber en ejendom i risikozonen ned til vandet, så dækker den kollektive forsikring og i den sidste ende staten som garant, i tilfælde af stormflod. Det på trods for at den ekstraordinære risiko er kendt og stigende.
For det første må kommunerne straks ophøre med at give tilladelse til byggeri i kystzonen, tidligere havneområder, og i det hele taget i områder med risiko for oversvømmelse. For det andet må ejerne opkræves en rimelig forsikringspræmie i relation til den ekstra risiko ved deres bevidst valgte beliggenhed.
Under stormen Bodil i 2013 slap beboerne i Sluseholmen i København med skrækken, men vandet stod blot nogle centimeter under deres glasyderdøre og gulvbrædder. Næste gang er de måske ikke så heldige. Nybyggeriet i Nordhavn, Århusgadekvarteret, Brygge-områderne osv. kan koste hundredvis af millioner at renovere, hvis og når de bliver ramt, næste gang.
Som minimum må betingelsen for en eventuel bosættelse i risikozonen, hvis den overhovedet tillades, være eget ansvar for forsikringsdækning og tinglyst andel i udgifter til nødvendig kystsikring.
Hans Christensen, Dragør
Giver du drikkepenge i IKEA?
Nej, vel? Selvom du altid får en god service, tænker du aldrig på drikkepenge, når du kommer frem til kassen i IKEA.
I 1969 vandt tjenere og chauffører deres mangeårige kamp mod den nedladende betaling med drikkepenge.
De ville ikke længere finde sig i sætningen:
»Du har vel nok været dygtig, derfor får du en ekstra 25-øre.«
I 1969 kørte jeg som taxachauffør og hørte på første hånd den glæde, som især de ældre chauffører gav udtryk for, over, at drikkepenge blev afskaffet. Ophør af drikkepenge blev meddelt ved opslag i alle taxaer og i alle restauranter:
»Drikkepenge på 15 procent er inkluderet i prisen.«
Jeg tror, at kassemedarbejderen i IKEA stadig er enig med chaufførerne og tjenerne:
»Vi vil have løn, ikke almisser.«
Benny Klausen, Albertslund
