Som svar på bekymrede udtalelser af blandt andet teaterinstruktør Martin Lyngbo i Berlingske 4. marts 2022 er vi ganske uforstående over for den fejlagtige fortolkning af orkestrets syn på at programsætte russisk symfonisk musik.
I en artikel i nærværende avis fra 2. marts udtaler undertegnede: »I Copenhagen Phil har man fravalgt russiske solister og dirigenter i det program, orkestret netop i disse dage har færdiggjort. Man har dog valgt at beholde værker af Stravinskij, Tjajkovskij eller Sjostakovitj på programmet.«
Vi har på intet tidspunkt nævnt, at vi har i sinde at boykotte russisk musik i vores programplanlægning. Tværtimod. Vi censurerer ikke russiske værker, men vores opmærksomhed er skærpet med hensyn til de dramaturgiske forlæg, der ligger til grund for de værker, vi programsætter. Kunstens rolle kan ikke undervurderes, vi har et stort ansvar og er således altid opmærksomme på relevansen af de symfoniske værker, vi vælger at bringe. Og lige nu er krigen i Ukraine med til at skærpe det ansvar.
Det ansvar og perspektiv er i øvrigt generelt. Vi spiller ligeledes værker af fremragende komponister som Chopin, Mussorgsky og Wagner, selvom disse komponister i andre sammenhænge har kunnet kobles til kontroversielle menneskesyn.
I det aktuelle tilfælde handler diskussionen hos os ikke om, hvorvidt komponister skal kunne spilles eller ej. Det skal alle kunne blive. Det handler i imidlertid om, at vi som institution agter at medvirke til ønsket om indirekte at lægge et konstruktivt pres på Rusland, så længe metoden matcher retningslinjerne fra myndighederne, og vi ikke på nogen måde hindrer ytringsfrihed i det kunstneriske udtryk.
Vi udelukker at samarbejde med ensembler eller kunstnere, som direkte eller indirekte sympatiserer med de russiske magthaverne eller sågar støtter krigen i Ukraine. I orkestrets kommende sæson, som offentliggøres 22. marts, er vi stolte over at spille flere store russiske mesterværker. En antagelse om, at Copenhagen Phil selvstændigt skulle overveje nogen form for værk-boykot, må anses som værende en stor misforståelse.
Indsigtsfuld og skærpet relevans i kurateringen: ja, tak. Boykot af kunsten? Njet. Peter Lodahl, musikchef, Copenhagen Phil