Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Citatsjusk: Adam Smith var ikke tilhænger af høj arveafgift

dfsfds
Foto: Hans-Werner Wolf

I sit forsvar for høje arveafgifter skriver Michael H. Jørgensen 13. august i Berlingske, at »de liberale koryfæer [var] også skeptiske over for retten til arv. Adam Smith kaldte forestillingen om en ejendomsret, der gælder i evig tid, for direkte absurd og mente, at arveretten er den af alle rettigheder, som er sværest at retfærdiggøre.«

Ud fra Jørgensens omtale kan den uvidende læser dårligt tro andet end, at Smith må have været imod arv og for høje arveafgifter. Men for det første er det ikke arveret generelt og slet ikke arveafgifter specifikt, som Smith taler om i den ene sætning i hans forelæsningsnoter om jura (1763), hvori udsagnet søges begrundet.

Passagen indgår i et komparativt studie af arveregler i forskellige lande og går på noget langt mere specifikt: alternative successionsregler, f.eks. ligelig tvangsarv mellem børn versus arv ifølge testamentariske bestemmelser, herunder også det, vi på dansk ville kalde fideikommisser – d.v.s. tidsubegrænsede båndlæggelser af ejendom, hvoraf retten til at nyde afkastet går i arv efter en forud fastlagt arvefølge.

Det var det, at en person på et tidspunkt skulle kunne bestemme, hvilke personer (fødte eller ufødte), der på et senere tidspunkt efter vedkommendes død ville kunne disponere hvordan og over hvor meget af en arv, som Smith fandt svært at retfærdiggøre – ikke arveret som sådan. Det kritiserede han slet ikke. Det, han indirekte forfægtede, var snarere, at alle børn af princip bør arve ligeligt. Oprettelsen af fideikommisser har siden 1849 været forbudt i Danmark, så relevansen i forhold til arveafgifter i 2019 er relativt begrænset.

For det andet vil et dybere kendskab til Smith afsløre, at han faktisk ikke var tilhænger af arveafgifter som sådan og slet ikke af høje. I en passage i Wealth of Nations (1776) diskuterede han emnet og argumenterede med flere forbehold for, at børn, der har så store egne indkomster, at de kan klare sig selv, og som allerede i forældrenes levende live har fået deres arv udbetalt, »måske kunne« pålægges »nogen skat« af yderligere arv.

For de børn, hvor det ikke gælder, ville arveafgifter derimod være »onde og undertrykkende«. Det hører med, at de daværende arveafgifter, som Smith talte om, typisk var godt fem pct. for arv mellem forældre og børn, d.v.s. markant mindre end de nuværende endsige dem, Michael H. Jørgensen forfægter. Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., Københavns Universitet