Den verserende sag om en centralt placeret kvindelig medarbejder i Socialstyrelsen, som angiveligt gennem en årrække uforstyrret har kunnet tilegne sig en formue på over 100 mio., er et godt tegn på, at ligestillingen er nået et skridt videre i Danmark. Traditionelt er det primært mænd som excellerer i den slags, mens kvindernes andel oftest har været i rollen som stråmands-hustruer/kærester, men nu er kvinderne ved at komme på banen. Oven i købet med et udbytte i en størrelse som virkelig giver andre aktører i ligaen baghjul. Flot!
Man kan selvfølgelig pege på adskillige andre skandale/berigelsessager gennem de senere år, som nominelt overtrumfer eksemplet fra Socialstyrelsen, og som har kostet samfundet svimlende milliarder: Nedlukningen af Skat, store fejslagne offentlige indkøb, dysfunktionelle »strukturreformer«, hvidvask af penge, udbyttesvindel, bankredningspakker m.m. Det får måske 110 mio. til at synes af lidt, men i disse sager har der typisk været involveret hundredvis af aktører, fordelt over det politiske kompleks, embedsværk, erhvervsliv og banksektor. Det er vist aldrig før set, at en enkeltperson placeret i den centrale administration på egen hånd er lykkedes med så stor dygtighed og kreativitet – i parentes bemærket, en kvinde! Når først kvinderne begynder at give den gas, bliver der virkelig fest i det hastigt eskalerende kleptokrati, som det danske samfund er ved at udvikle sig til. Et fremstød for ligestillingen! Klaus Kanstrup, Hørsholm