Til kommunalvalget i København var der fire overborgmesterkandidater: en borgerlig fra Det Konservative Folkeparti, en socialdemokrat, en SFer og en kandidat fra Enhedslisten.
Det er ingen hemmelighed, at vi konservative gerne så en konservativ overborgmester i København. Efter kommunalvalget 18. november viste det sig desværre ikke muligt.
Der var hverken flertal for en konservativ eller en socialdemokrat. Vores mandater var ellers klar til at pege på en overborgmester til højre for SF.
Der var imidlertid et flertal uden om os, som ville det anderledes.
Konstitueringsaftalen handler i København ikke om politik, men kun fordeling af poster. Naturligvis deltager vi konservative i fordeling af poster og optimerer vores indflydelse.
Erik Weidinger skriver her i avisen 26. november, at han er skuffet over, at der ikke var opbakning til hverken en borgerlig eller en socialdemokratisk overborgmester, på trods af flertal blandt S, De Radikale og de borgerlige partier.
Vi konservative deler den skuffelse. Vi anerkender dog selvfølgelig demokratiet og valgmatematikken. Vi kan ikke tvinge andre partier til at pege på hverken C eller S.
Til gengæld kan jeg forsikre Erik Weidinger om, at konstitueringsaftalen ikke får betydning for det arbejde, vi konservative vil levere de næste fire år. Vi konservative har ikke lovet os væk.
Vi kæmper for et København, der fungerer bedre i hverdagen med bedre parkeringsforhold, mere metro og et fokus på børn og ældre.
Jakob Næsager, borgmester og politisk leder, Det Konservative Folkeparti på Københavns Rådhus
Feriepenge til Ukraine
Angiveligt er der 4 milliarder uafhentede kroner i feriepenge, som snart vil være »herreløse«. Ville det ikke være en god idé, at beløbet doneres til heroiske Ukraine, som har hårdt brug for midler, uanset om en fredsslutning er nær?
Og naturligvis forudsætte, at pengene ikke går til korrupte elementer i det ukrainske embedsapparat.
Forslaget hermed videregivet.
Morten Riise-Knudsen, København
Skatteministerens arrogance
I Berlingske berettes der 27. november om en mand, Michael Lindahl, der for ti år siden uforvarende kommer til at indbetale sin momsregning på 40.000 kroner »for tidligt«, altså mere end fem dage før betalingsfristen.
Pengene er således sendt til Skattestyrelsen, og de bliver ikke sendt tilbage til Michael Lindahl.
Men nu ti år senere hævder man, at manden ikke har betalt sin momsregning, og kræver så, at han betaler regningen på 40.000 kroner plus påløbne renter på 30.000 kroner, hvilket betyder at Michael Lindahl har en gæld til momsvæsenet på i alt 70.000 kroner
Dette er selvfølgelig en alvorlig sag, hvor myndighederne handler helt uantageligt og pålægger en lovlydig mand at betale en gæld, han ikke har.
Sagen er derfor let at løse. Myndighederne må indrømme, at man har behandlet manden uretmæssigt, og så er der ikke mere at tale om. Manden skal selvfølgelig have en uforbeholden undskyldning.
Men nej, sådan fungerer det overadministrerede danske skattesystem, hvor borgerne ikke har nogen rettigheder, ikke.
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nægter at udtale sig om sagen, og dermed vil hun heller ikke løse den, fordi den er »en konkret sag«, påstår hun.
Men her tager hun fejl. Sagen er ikke nogen konkret personsag, men en principiel sag, der handler om myndighedernes overgreb på sagesløse borgere.
Skatteministerens opførsel er både arrogant og helt uacceptabel, og her er endnu et eksempel på, hvorfor magtarrogancen hos Socialdemokratiet fører til massiv vælgerflugt. Man må i Socialdemokratiet til at opføre sig anstændigt.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Trumps krigsopfattelse
Donald Trump har flere gange afsluttet udtalelser om krigen i Ukraine, med »Ukraine skulle aldrig havde startet den krig«.
Hvis det er Trumps opfattelse, at det er Ukraine, der er aggressoren, forklarer det, hvorfor han synes, at det er rimeligt, at Ukraine afgiver territorium i en fredsproces. Trump lever i sin egen verden og egen virkelighed, men det er et parameter, vi må leve med og agere ud fra.
John Jørgensen, Gilleleje
Hen til kommoden og tilbaws igen
Det er da totalt tragikomisk, at man i Danmark skal betale gebyr/skat på 8.930 kroner, når man får udbetalt patienterstatning – altså efter at man er blevet fejlbehandlet i sygehussystemet.
Folk der bliver bevilget for eksempel 10.000 kroner i erstatning får altså stort set ingenting tilbage.
Læg dertil hvad det koster at administrere sådan et opkrævningssystem.
Patienterstatninger burde helt og holdent tilfalde patienten – den nuværende situation er jo en slags »to skridt fremad og ét skridt tilbage«.
Heldigvis ser det ud til at sundhedsministeren nu vil ændre det til at være en procentsats (5 procent) i stedet for, men det ville klæde hende endnu bedre, hvis hun helt afskaffede dette fejlplacerede gebyr.
Anna Dawids, København
To gange mindre
Næsten hver dag bliver Donald Trumps opførsel undskyldt med, at han har flertal fra valget og efterfølgende i de to »huse« i Kongressen.
Kendsgerningen er, som Storm P. svarede en dreng, der spurgte, hvad der udgør en majoritet »Det er de mindre begavede (og min tilføjelse: og mindre engagerede).«
Steen V. Skånstrøm, Nærum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
