Fra nærdemokrati til forvaltningskontor

Voxmeters seneste kommunebarometer viser et markant fald i danskernes vilje til at anbefale deres egen kommune til venner, familie og kolleger. Tilbagegangen er ikke blot et midlertidigt udsving, men et strukturelt skifte, hvor borgernes begejstring for deres kommune er dalet støt siden sidste kommunalvalg og nu ligger væsentligt lavere.

Det tyder på, at tilliden og tilfredsheden med kommunernes håndtering af deres kerneopgaver er under pres, og det bør få alle alarmklokker til at ringe. Når færre borgere med stolthed kan anbefale deres kommune, er det ikke bare et lokalt problem, men et faresignal for hele vores demokrati.

En ny rapport, Magtudredning 2.0, bekræfter billedet. Forskerne konkluderer, at demokratiet i Danmark er stærkt, men sårbart. Deltagelsen falder, og mange oplever, at beslutningsprocesser er uigennemsigtige. Mistilliden vokser, når borgerne ikke kan gennemskue, hvordan beslutninger træffes – og hvem der i virkeligheden bestemmer.

Et tydeligt eksempel er udligningsordningen. Hvert år flyttes milliarder mellem landets 98 kommuner for at skabe balance. Ideen er solidarisk, men systemet er så teknisk, at selv lokalpolitikere har svært ved at forklare, hvorfor nogle kommuner betaler, og andre modtager. Når borgerne ikke kan se, hvad deres skat bruges til, og når kommuner straffes for at skabe arbejdspladser, undergraves følelsen af retfærdighed.

Magtudredningen peger netop på gennemsigtighed som en nøgle til at genskabe tillid, og udligningsordningen er i dag alt andet end gennemsigtig.

Centraliseringen forstærker problemet. Stadigt flere beslutninger flyttes fra byråd til ministerier til centrale forhandlinger med KL. Kommunerne reduceres til forvaltningskontorer, mens borgerne oplever, at deres stemme ikke gør en forskel. Det er ikke borgerne, der svigter demokratiet, det er systemet, der svigter borgerne.

Vi har brug for et fornyet fokus på:

  • Mere gennemsigtighed, så alle kan følge pengene og forstå beslutningerne.

  • Mere lokal frihed, så kommunerne kan belønne vækst og tage ansvar uden statslige spændetrøjer.

  • Mere borgerinddragelse, så politik igen føles som noget, man deltager i, og ikke blot noget, man får administreret.

Hvis vi ikke handler, risikerer vi, at kommunerne ender som rene forvaltningskontorer. Danmark fortjener kommuner, hvor nærdemokratiet trives, og hvor borgerne igen kan anbefale deres kommune med stolthed. 

Lad os vende udviklingen, før forvaltningskontoret helt overtager nærdemokratiet.

Per Askestad, næstformand og byrådskandidat, Venstre i Fredensborg Kommune

Op, lille Hans

I min gode og normale barndom på Frederiksberg kan jeg ikke erindre, at mine forældre nogensinde har spurgt mig, om jeg havde lyst til at gå i skole.

Det havde jeg vist ret ofte ikke, men det var bare op og afsted.

Alle mine klassekammerater mødte også op mere eller mindre oplagte.

Jeg ved ikke, hvad der går galt i dag, men dengang var der heller ikke økonomisk støtte til hjemmegående forældre til de børn, som ikke kan finde vej til skolen.

Når statsministeren og andre siger mere velfærd, siger jeg nej, mindre velfærd, tak.

Claus Nelvad, Holte

Hvem beslutter vores dødstidspunkt?

Mange politikere, inklusive statsministeren, ønsker, at Danmark indfører aktiv dødshjælp. Som Niels Hankelbjerg Mortensen så rigtigt anfører i sit læserbrev, viser erfaringerne fra andre lande, at grænserne hurtigt flytter sig – fra terminalt syge til psykisk syge, handicappede og børn. Lægerne skal aktivt regere over liv og død under dække af, at det sker i samråd med patienten.

I USA er direkte aktiv dødshjælp ikke tilladt, men i en del stater er det tilladt, at en læge hjælper en patient med at begå selvmord. Kigger vi på den nuværende debat i USA angående død, får i hvert fald jeg kuldegysninger.

Her er det ikke aktiv dødshjælp eller lægeassisteret selvmord, der diskuteres, men hvornår man er død. Debatten er blusset op på grund af mangel på organer til transplantation.

Tre hjertelæger i New York har denne sommer skrevet en kronik i The New York Times, hvor de efterspørger en ny definition på død med henblik på at få flere organer til transplantationer. De foreslår, at døden skal omfatte personer, der har mistet højere hjernefunktioner (som hukommelse eller bevidsthed), selvom deres hjernestamme stadig fungerer, det vil sige personer, der ikke er hjernedøde. Døden vil hermed blive en lægedeklaration.

Studier har vist, at skjult bevidsthed forekommer hos omkring 15-25 procent af patienter med hjerneskader som følge af hovedtraume, hjerneblødning eller hjertestop. Blandt andet disse patienter ville kunne blive erklæret døde.

Og hvad har aktiv dødshjælp og transplantation med hinanden at gøre? I lande som Holland, Belgien, Spanien og Canada er organdonation efter aktiv dødshjælp tilladt. Mon det kan få læger til at være mere villige til at bevilge aktiv dødshjælp?

Man kan undres over, at nu hvor vi har set, at xenotransplantation (transplantation fra en dyreart til en anden, for eksempel et menneske) kan lade sig gøre, vil man bruge mennesker, som lægerne føler sig villige til at kassere, som organdonorer.

Vi har set, at grise, der er genetisk modificerede, kan levere nyrer og hjerter til mennesker. Ganske vist fik patienterne begrænset levetid med deres nye organer (to måneder for hjertepatienten), men det samme var tilfældet efter den første menneske-til-menneske hjertetransplantation.

Hvordan er vi nået til et så forrået menneskesyn, at vi kan acceptere at dræbe mennesker, når vi har midler til rådighed, der kan lindre deres smerter? Er det for at spare tid og ressourcer? Det Etiske Råd sagde som bekendt nej til aktiv dødshjælp i deres udtalelse fra 2023. Lad os ende diskussionen der.

Suzanne Ekelund, cand.scient. (biokemi), Rødovre

Hybridkrig

De må slå sig på lårene af grin i Kreml.

Mere end et par fuldt oplyste droner nær Nordens største lufthavn skal der ikke til for at skræmme livet af os og lægge lufthavnen ned i timer.

Men hvordan kunne man forestille sig, at vi så åbenlyst kan samarbejde med den part, som russerne er i krig med, uden at der kommer et modsvar?

Denne gang helt harmløst, men beskeden er klar: Vi kommer og går, som det passer os, og vi kunne have taget kontroltårnet ned, uden at I kunne gøre noget.

Og hvorfor København og Oslo – ikke Stockholm eller Helsinki?

Fordi finnerne og svenskerne havde skudt dronerne ned, inden de var kommet i nærheden af vital infrastruktur.

Har de, som har pligten til at passe på os, lært noget?

Bjarke Hansen, Lyngby

En indsats for hjernen

Hvert år rammes flere tusinde mennesker her i landet af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Jeg var én af de mange.

Behandlingen på sygehuse og senere rehabiliteringscentre var upåklagelig – lægerne reddede mit liv – men terapeuterne gav mig livet tilbage. En stor tak til de mange, der har behandlet mig med empati og dygtighed. Jeg er dybt taknemmelig og betaler min skat med glæde.

Men ressourcerne er begrænsede, og behandlingen ophører, før man er klar til at stå på egne ben.

Hvis man har problemer med bentøjet, kan man gå til sin egen læge og få en henvisning til en privat fysioterapeut og blive behandlet der. Men hvis man har problemer med at sove, spise, med tankemylder eller andre kognitive udfordringer, kan lægen enten give patienten lykkepiller eller måske en henvisning til psykiatrien, men ikke til en privatpraktiserende ergoterapeut, som beviseligt i langt de fleste tilfælde kan yde et stort bidrag til at give patienter livet tilbage. Det er i dag ikke muligt.

Koster det? Ja, selvfølgelig, men den økonomiske investering i tilskud til privat ergoterapi vil være relativt lille i forhold til de besparelser, som behandlingen kan give vores sundhedsvæsen og kommunale økonomi. Over 200 private ergoterapeuter står klar til at modtage skadede borgere og deres pårørende. Der skal ikke spares megen hjemmehjælp eller plejehjem, før investeringen giver et tilfredsstillende afkast, og tænk på de mennesker, der kan komme tilbage til deres arbejde hurtigere.

Jeg fik selv en blodprop i 2023 og har været heldig, og jeg har i dag energi til blandt andet at starte den nye forening www.hjernehjaelperne.dk, hvor fagpersoner hjælper borgerne og deres pårørende videre til en bedre tilværelse, men vi er lokale og kan kun hjælpe i og omkring Næstved. Og vi kan ej heller erstatte ergoterapeuterne, blot supplere deres indsats.

På vegne af de mange mennesker, der hvert år rammes af hjernerystelse, hjertestop, blodpropper eller stress, opfordrer jeg til, at der tages et politisk initiativ, så vi får lovgivningen ændret, så vi kan blive henvist til en privatpraktiserende ergoterapeut og få den hjælp, der så klart er behov for.

Sammen med Ergoterapeutforeningen og Hjernehjælperne stiller vi gerne op til en nærmere drøftelse med alle, der vil gøre en indsats.

Hvem vil hjælpe?

Hans Henrik Hjorth, Herlufmagle

Fin handling, men rædderligt sprog i ny, dansk film

Jeg har for nylig set filmen »Rejseholdet – Det første mord«, der foregår i 1920erne.

Handlingen er fin. Scenografien er en stor fornøjelse: autentiske bilmodeller, indretning af kontorer og værelser, og garderoberne er perfekte, og politiarbejdet gengives autentisk ned til mindste detalje.

Men sproget? Her falder kæden af.

Det – synes jeg – er en generel udfordring i mange historiske produktioner. Man bruger masser af kræfter på den korrekte kaffekop, men glemmer, at sproget også er en del af kulissen.

Eksempelvis i 1920erne sagde man »De« og var på efternavn med sine chefer og kolleger, man sagde også »Farvel« og ikke »God dag«, og tiltaleformerne var stive som et nypresset jakkesæt. At være dus blev først almindeligt i 1970erne, og selv da opretholdt visse brancher de traditionelle tiltaleformer.

Et sidste eksempel er, at når den kvindelige hovedperson ofte bander, så knækker illusionen. Det svarer til, at Sherlock Holmes pludselig hiver en iPhone op af lommen.

Mit håb er, at filmskabere fremover lægger lige så meget energi i sprogets autenticitet som i scenografiens. For sproget er også tidens møbler – bare i munden.

Allan Andersen, Gilleleje

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk