Statsministeren har talt varmt om at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Men hvorfor lægger regeringen så stor vægt på døden som løsning – før vi har gjort alt for at styrke omsorgen?
Hvorfor ikke i stedet kæmpe for bedre lindring, mere nærvær og stærkere fællesskaber, så ingen føler, at døden er deres eneste udvej?
Det Etiske Råd sagde det klart i 2023: 16 ud af 17 medlemmer mener, at dødshjælp ikke kan indføres forsvarligt.
Erfaringerne fra Holland og Belgien viser, at grænserne hurtigt flytter sig – fra terminalt syge kræftpatienter til psykisk syge, handicappede og endda børn. Det er ikke en teoretisk frygt, men en konkret virkelighed. Skal vi virkelig åbne for det samme herhjemme?
Også lægerne og palliationsspecialisterne advarer. De minder os om, at langt mere kan gøres for at styrke lindring og støtte til de døende. For det er jo her værdigheden ligger: i at blive båret, lindret og elsket – ikke i at få livet afkortet.
Jeg forstår, at frygten for smerte og ensomhed kan være tung. Men svaret må være at tage den frygt alvorligt og bygge et sundhedsvæsen og et samfund, der møder den med omsorg – ikke med dødshjælp.
Som præst tror jeg, at mennesket er skabt i Guds billede, og at vores værdighed ikke forsvinder, når vi bliver syge og svage. Og jeg tror, at døden ikke får det sidste ord, fordi Kristus har overvundet den.
Derfor må vi som samfund vælge omsorgen frem for døden – håbet frem for håbløsheden.
Når selv Det Etiske Råd siger nej, burde regeringen lytte.
Niels Hankelbjerg Mortensen, præst, Herning
Forsøg på kinesisk historiedominans
Kinas ambassadør er utilfreds med Berlingske, fordi avisen har bragt nogle artikler, som han kalder grundløse og ondskabsfulde spekulationer om blandt andet Taiwan.
Han gør meget ud af det såkaldte »et-Kina-princip«. Det skal få verden til at tro, at Folkerepublikken udgør hele Kina.
Kendsgerningen er, at Taiwan aldrig har været del af Folkerepublikken Kina. Ambassadørens »historiske hukommelse« har denne realitet imod sig.
Sammenhængen er enkel. Borgerkrigen gik negativt for Republikken Kina. Dens leder Chiang Kai-shek valgte derfor i 1949 at flytte sin administration til Taipei, hovedbyen i Taiwan.
Men Republikken Kina kapitulerede aldrig til kommunisterne, og har fortsat, ud over Taiwan, kontrol over nogle vigtige småøer tæt på fastlandet. Jeg besøgte en af dem, Kinmen, da jeg i marts 2025 lavede research til min kommende bog om Taiwan.
De demokratiske lande bør afvise det såkaldte »et-Kina-princip«. For det indebærer, at Taiwan om nødvendigt med magt skal inkorporeres i Folkerepublikken Kina.
Budskabet til Kina bør være: Lad taiwanerne selv, uden trusler fra Beijing, bestemme deres fremtid.
Det er tankevækkende, at i Taiwan ønsker kun omkring én procent af befolkningen en genforening »så snart som muligt« med det kommunistkontrollerede Kina ifølge en 2025-undersøgelse offentliggjort i Financial Times 7. august.
Viggo Fischer, tidligere MF (K), Hvidovre
Politikere kan ikke drive virksomhed
Ørsted er i gang med en rekonstruktion, som nok ikke burde være sket. Dårlig ledelse og politiske forhold gør, at Ørsted har mistet meget værdi.
Sidst Ørsted (DONG) var i problemer, solgte staten 18 procent til Goldman Sachs for otte milliarder kroner. Det efterlod staten med 50,1 procent af aktierne. Efter nogle år kom DONG på benene igen, og Goldman Sachs solgte aktieandelen med stor gevinst. Staten burde have gjort det samme.
Hvorfor ejer staten halvdelen af Ørsted? Den største del af Ørsteds projekter er i udlandet, og det er svært at få øje på Ørsteds indflydelse på den grønne omstilling i Danmark.
Hvorfor skal de danske skatteydere bære halvdelen af den økonomiske risiko?
Mogens Lykketoft (S) har engang sagt, at det var en fejl, da han som finansminister solgte kobberkablerne i TDC til private investorer. I dag kan vi konstatere, at kobberkablerne er værdiløse, nu hvor alt er trådløst. Det er sjældent, jeg roser Mogens Lykketoft, men det var et klogt valg at sælge TDCs kobbernet.
Staten bør holde sig til det, den har eneret til: at fastlægge rammerne for private virksomheder, så de kan udvikle sig i Danmark på sunde og lige markedsvilkår. Politikerne er meningsdannere og evner ikke at drive privat virksomhed.
De burde i stedet fokusere på, hvordan de udvikler en effektiv offentlig sektor, så danskerne kan få noget mere nytteværdi for skattekronerne.
Ib Mogensen, Hørsholm
Farvel Venstre
Det er sjældent at læse et indlæg fra et medlem, der i den grad underminerer sit eget parti, som det er tilfældet med Venstre-manden Leif Tullbergs kommentar i Berlingske 12. september.
Tullberg beskriver samarbejdet mellem de fire borgerlige partier, LA, DF, DD og K som »en opskrift på ustabilitet« og videre, at Venstre risikerer »at miste troværdighed ved at alliere sig med partiledere, hvis omdømme er plettet af skandaler«.
Det kommer fra en Venstre-mand, hvis parti nu flere år har haft regeringssamarbejde med både et socialdemokrati, hvor lederen - vores statsminister - med sin potentielt grundlovsstridige ageren fik nedlagt minkerhvervet og med det (mildt sagt) ikke pletfrie parti Moderaterne.
Tullbergs indlæg afskriver et samarbejde med de rigtige borgerlige partier og placerer Venstre i præcis samme gruppe som Moderaterne og De Radikale, som alle kæmper om de samme vælgere i periferien af Socialdemokratiet og SF.
Med dette indlæg udvisker Tullberg Venstres egen identitet og gør partiet aldeles overflødigt.
Farvel Venstre, det var hyggeligt.
Flemming Bækkeskov, Gentofte
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
