Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Bøder er ikke længere adfærdsregulering – det er blevet en forretningsmodel
Vi har i årevis fået at vide, at parkeringsbøder i København handler om at regulere adfærd. At få os til at parkere rigtigt. At skabe orden i byen. Fair nok – hvis det virkede.
Men hvad ser vi nu?
Antallet af parkeringsbøder i eksempelvis Indre By i København er steget markant. Ikke faldet. Ikke stabiliseret sig. Men steget.
Så lad os kalde tingene ved deres rette navn:
Det her handler ikke længere om adfærd. Det handler om penge. Og det handler om at presse borgere ud af bilen.
For hvis bøder reelt var adfærdsregulerende, ville vi se færre overtrædelser over tid. Det gør vi ikke. Tværtimod.
Hvorfor?
Fordi man politisk har skabt en situation, hvor det næsten er umuligt at gøre det rigtige:
Hundredvis af parkeringspladser er fjernet. Reglerne er ændret og gjort sværere at gennemskue. Skiltningen halter. Og kontrollen er intensiveret.
Resultatet?
Borgere, håndværkere, familier og erhvervsdrivende cirkler rundt i byen i jagten på en plads, der ikke findes – og ender med en bøde.
Ikke fordi de er ligeglade. Men fordi systemet er blevet umuligt at navigere i.
Når man samtidig ser, at kommunen indkasserer flere og flere penge på bøder, er det svært ikke at stille det oplagte spørgsmål:
Er det her en fejl i systemet – eller er det præcis sådan, det er tænkt?
For hvis succeskriteriet var færre overtrædelser, så burde bødetallet falde.
Men hvis succeskriteriet er flere indtægter og færre biler, giver det pludselig perfekt mening.
Så lad os få ærlig snak om det:
Er parkeringsbøder i København et redskab til orden – eller et politisk værktøj til at presse en bestemt adfærd igennem?
Og vigtigst af alt:
Hvor efterlader det almindelige borgere, som betaler for en parkeringslicens – uden nogen garanti for en plads?
Det her er ikke bare en debat om biler. Det er en debat om rimelighed, gennemsigtighed og tillid. Og lige nu halter alle tre.
Henrik Busch, formand, foreningen Ja Tak Til Parkering
Unge politikere
Der er absolut ingen grund til at antage, at unge politikere uanset køn skulle være ubegavede. Unge politikere har naturligvis begrænset erfaring, har ikke haft tid til at bevise deres evner eller opbygge relevante netværk.
Derfor kan man som vælger dårligt stemme på en ung politiker baseret på merit. Mange stemmer vil derfor være afgivet, fordi man ønsker at støtte unge i politik, eller fordi man gerne vil have flere kvinder i politik.
I min egen kortvarige periode som aktiv i politik, var jeg SFer. Der var mange unge, aktive kvinder, som alle til et europaparlamentsvalg ville stemme på den samme unge kvinde, som jeg var med til at føre valgkamp for.
Selv ville jeg stemme på en jysk SFer på cirka min egen alder. Det vakte undren. Jeg blev spurgt, om mit ønske om at stemme på ham var begrundet i, at jeg selv var en jysk midaldrende mand.
De kunne ikke selv se ironien.
At kritisere valget af smukke, unge, kvindelige politikere bør på ingen måde være rettet mod politikerne selv. Som en kritik af en lidt for hurtig, overfladisk tilgang hos vælgerne har det sin berettigelse.
Kritikken kunne også rettes mod partierne, men de opstiller naturligvis dem, vælgerne vil have. Dem, der sælger billetter, som man siger.
Når overflade og skønhed har så stor betydning, som det har, er det jo nok udtryk for, at det hele er blevet lidt for overfladisk.
Hans Peder From, Roskilde
Spærregrænse og egnethedstjek
Nu hvor valget og ikke mindst den ufokuserede valgkamp er overstået, bør vi overveje muligheder for forbedringer. Der er mangel på gode kandidater at dømme efter kvaliteten af dem, vi ser stille op.
Vi har de politikere, vi fortjener, kunne nogen finde på at indvende, for vi stemmer dem jo ind i Folketinget. Men grunden til at vi har partier, er vel, at de skal sørge for at opstille kandidater med grundlæggende kvaliteter, der er i orden.
De seneste eksempler med Borgernes Parti og Liberal Alliance og tidligere med Moderaternes »klovnebus«, tyder på, at i hvert fald nogle partier ikke tager opgaven alvorligt.
Det undergraver borgernes tillid til det repræsentative demokrati, at partierne opstiller tvivlsomme eller åbenlyst ubrugelige kandidater – tilsyneladende helt uden bare nogenlunde kendskab til personlighed og historie.
Partier drevet af enkeltpersoner eller enkeltsager springer let hen over kvalitetskontrollen, når det bare drejer sig om at få fyldt listen op med navne.
Små partier må bringes til at tænke sig bedre om, kandidater til at søge ind i etablerede partier, som har lødighedskontrol. Gode politiske kandidater kan nok fremme deres holdninger gennem partiernes interne og indbyrdes debatter. Det kan opnås ved at hæve spærregrænsen til for eksempel seks procent. Eller hvorfor ikke ti procent, nu vi er i gang?
Samtidig bør Folketinget udgive en vejledning, en tjekliste, som enkelt og klart beskriver, hvilke spørgsmål partierne må og skal stille til enhver kandidat, før man beslutter at opstille hende eller ham.
Hans Christensen, cand.scient., Dragør
Vanopslaghs manglende mod
Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, havde ikke modet til at sige det før, men det har han nu: Hele debatten om rent drikkevand er »det rene hysteri« og noget »pjat«.
Han var bange for at sige sin mening i valgkampen, hvilket er en patetisk adfærd for en mand, der drømmer om at blive statsminister.
Desuden er pesticider i vores vand ikke noget, man kan have en mening om, som om det var en debat om, hvilket narkotika man foretrækker at sniffe. Det er en realitet, vi skal forholde os til, om vi vil det eller ej.
Der er pesticider i flertallet af vores vandboringer. Det er sundhedsfarligt, og det koster en formue at rense vandet. Det er ikke noget hysterisk pjat; det er en bunden opgave, vi skal have løst nu!
Jonas Schmidt, førtidspensionist, Brobyværk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Putin forsøger at udnytte, at verdens øjne lige nu er rettet mod Iran. Samtidig er DR Big Band blevet kritiseret for at »blåstemple« Trump. Og så har Berlingske lagt vejen forbi et ny café, der »serverer hjemlig hygge i uhørt grad.«
Mandagens historier er udvalgt af Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup
Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen
Del:
