Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Birgitte Erhardtsen har ret – klæder skaber folk

»Der er heldigvis vide rammer for hvad man kan møde op i, og stadig fremhæve de maskuline og feminine sider man gerne vil, uden at blive dømt ude på grund af tøjet. Det ændrer bare ikke ved, at kombinationen af beklædning og sammenhæng altid vil være med til at skabe indtrykket af, hvem man er,« skriver Rasmus Hjortshøj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Efter Birgitte Erhardtsens (BE) kommentar i Berlingske 11. februar om forskellen på Mette Frederiksens og Helle Thornings valg af tøj var en række kvindelige ledere i mandagens avis ude efter BE og det, de lægger i hendes indlæg, at dømme efter deres opslag på sociale medier.

Sandheden er jo bare, uanset om vi vil være ved det eller ej, at en persons påklædning er med til at forme det indtryk, vi danner os af pågældende i en given situation. Jeg ville givetvis stikke ud i det tøj, jeg som agronom normalt går på arbejde i, hvis jeg mødte op til et arrangement i modebranchen. Det ville næppe øge vægten af min mening. Ligesom jeg heller ikke har det samme tøj på til møder i Bruxelles, som når jeg har gæster med i marken.

Det, BE slår til lyd for, er jo heller ikke, at man ikke må klæde sig feminint (eller maskulint) på. Eller som hendes chefredaktør Mette Østergaard får det drejet over i, at man skal udviske sig selv i en sort uniform. Det, BE siger er, at vælger man bevidst at klæde sig, så man stikker ud fra mængden til et møde eller arrangement i arbejdsmæssig sammenhæng, bærer man også selv en del af ansvaret for, at andre lægger et ekstra (måske overfladisk) lag oveni deres bedømmelse af en. Et lag, der måske ikke harmonerer med det billede, man har af sig selv i den faglige sammenhæng.

Der er heldigvis vide rammer for, hvad man kan møde op i, og stadig fremhæve de maskuline og feminine sider man gerne vil, uden at blive dømt ude på grund af tøjet. Det ændrer bare ikke ved, at kombinationen af beklædning og sammenhæng altid vil være med til at skabe indtrykket af, hvem man er.

Men det er, som om BEs kritikere tillægger retten til at »gå klædt som man vil« større vægt end muligheden for at »sidde med ved bordet«. I stedet for at se tilstedeværelsen af lårkort, push-up og makeup som et mål og udtryk for diversitet i de øvre ledelseslag, kunne de sørge for at fokus gik på indhold og kvalifikationer – og ikke personens udseende. Personligt hader jeg slips, men der går ikke noget af mig ved at tage slips på, hvis det er kutyme, der hvor jeg skal til møde. Det vigtige er, at jeg bliver lyttet til på grund af mine kvalifikationer og får lov til at »sidde med ved bordet«.

Så kære kvinder (og mænd); klæd jer som I vil, gerne både flot og iøjnefaldende. Men husk, at hvis fokus er at skille jer ud ved jeres påklædning, så indgår det naturligvis også i omgivelsernes bedømmelse af jer. Som Mette Østergaard, der tydeligt husker kvinden i den røde dragt … for at være hende i den røde dragt! Ikke for hendes faglige bidrag.

Rasmus L. Hjortshøj, Brædstrup