Bevar Bispeengbuen

Bispeengbuen, som måske skal rives ned. Mads Joakim Rimer Rasmussen

En broget pressionsgruppe fortsætter ufortrødent sin propaganda for at grave Bispeengbuen ned i en tunnel. Jeg mener, at ideen er meningsløs af følgende årsager:

En tunnel skulle løse støjproblemerne. Men Buen blev påbegyndt i 1970, så stort set alle nuværende beboere har vidst, hvad der fulgte med, da de flyttede ind. Og nogle hundrede meter ind mod centrum kører den samme trafik ad Ågade forbi tusinder af lejligheder, der ligger endnu tættere på kørebanen. De klager mærkeligt nok ikke. Og for blot et par år siden blev der bygget en otte-etagers beboelsesejendom ti meter fra Buen på Falck-grunden, og i skrivende stund er man ved at opføre en lignende ejendom overfor på Nørrebro-siden i samme afstand fra Buen! Det tyder på, at det kun er et fåtal, der har problemer med støjen.