Rotter i Nyhavn

Jeg er ikke madanmelder som Søren Frank, der netop har besøgt Nyhavn og i den forbindelse så en rotte ved sit bord. Men som formand for Nyhavnsgruppen og beboer i Nyhavns-området gennem mere end 20 år kan jeg sige, at jeg aldrig tidligere har hørt vore medlemmer fortælle om, at de havde set rotter i Nyhavn.

Problemet opstod efter min mening, da Teknik- og Miljøudvalget (TMU) i Københavns Kommune og Line Barfod nedlagde »Suget«, en affaldsordning, som kommunen brugte millioner på at anlægge for at undgå forurening og alt for stor færdsel med renovationsvogne. I stedet skulle affaldet fjernes ved hjælp af de opstillede elektroniske skraldespande. »Suget« blev lukket på trods af brugernes protester og stod pludselig tildækket med plastposer. Ind imellem hober affaldet sig til tider op omkring dem.

Nyhavn tjener millioner ind til Københavns Kommune, men TMU vil ikke ofre de penge, det koster at drive en forsvarlig renovation, så rotterne nu i stedet bliver fodret af en kommunal besparelse.

Jens Tommerup, på vegne af Nyhavnsgruppen, en sammenslutning af beboere og erhvervsdrivende i og omkring Nyhavn

Strategiske pejlemærker er varm luft – især i det offentlige

Vi er i en tid, hvor verden skriger på handling, ikke hensigtserklæringer. Alligevel er den offentlige sektor gået i den stik modsatte retning: Man taler om strategiske pejlemærker i stedet for mål. Det lyder som ledelse, men er ofte det stik modsatte – en sproglig undvigemanøvre, der gør det muligt at tale stort uden at love noget.

I en kronik i Berlingske lancerer »handletanken« POMUS hele ti strategiske pejlemærker for dansk forskning og innovation. Og det er netop her, problemet ligger: Når alt bliver pejlemærker, bliver intet forpligtende. Pejlemærker kræver ikke resultat, måling eller evaluering. De kræver bare, at man kan sige, man »arbejder i retning af noget«.

Samtidig tales der om behovet for nytænkning, risikovillighed og handlekraft. Helt enig. Men ægte handlekraft kræver mere end inspiration fra DARPA og Big Tech – det kræver konkrete mål, tydelig prioritering og politisk mod til at vælge til og fra. Det kræver strategier, der kan måles og evalueres – ikke blot rammesætninger, der kan fortolkes i alle retninger.

Private virksomheder ville aldrig kunne overleve på pejlemærker alene. De skal levere – og stå på mål. Offentlige institutioner bør ikke have lavere standarder. De forvalter trods alt borgernes penge og tillid. Det mindste, vi kan kræve, er, at de tør sætte retning og tage ansvar.

Pejlemærker kan være nyttige som supplement. De kan udtrykke værdier og langsigtet retning. Men de må aldrig stå alene. Når strategien reduceres til orienteringspunkter uden forpligtelse, udhules både ansvar, styring og fremdrift. Så har vi skabt strategier, som ingen kan fejle på – men heller ingen reelt kan lykkes med.

Og så til sidst: POMUS kalder sig en »handletank«, hvordan kan man handle, hvis man ikke kender målet for sine handlinger?

Claus Grainger, Charlottenlund

Effekten af seniorbonus

I artiklen om seniorbonus i Berlingske lørdag 21. juni nævnes det flere gange, at det er svært at vide, hvor stor en effekt seniorbonus har på at få folk til at blive på arbejdsmarkedet. Ville de fortsætte med at arbejde uden seniorbonus? Det er svært at vide.

Der har været forskellige ordninger gennem de sidste mange år. Bortset fra årgang 1953. For dem var der ingen belønning for at blive på arbejdsmarkedet. De kunne få folkepension fra 2018. Hvis der i 2018 var et markant fald af medarbejdere, der fortsatte på arbejdsmarkedet, kan man konkludere, at ordningerne har effekt. Men hvis der ikke var noget nævneværdigt fald af medarbejdere, der blev på arbejdsmarkedet, må man konkludere, at ordningerne har ingen eller lille effekt. Og at de penge, der bruges på ordningerne, er mere eller mindre spildt.

Jeg tror selv på, at folk bliver på arbejdsmarkedet, hvis de har lyst til det, har helbred til det og kan fortsætte i deres nuværende job eller finde et andet job. Er der så en ordning, der giver dem en sum penge, tager de gerne imod pengene. Men det betyder meget lidt på deres beslutning om at blive på arbejdsmarkedet eller ej. Jeg er selv årgang 1953 og var glad for at blive to år mere på arbejdsmarkedet – selv om der ikke var nogen ordning, der gav mig en belønning.

Per Espersen, Glostrup

Statsligt idioti

Forsvaret – især Hæren – skal have mange nye værnepligtige og professionelle soldater. Der mangler kaserner med de nødvenlige uddannelsesfaciliteter.

Det tyder på, at en løsning bliver at etablere nogle meget kostbare og ikke særligt hensigtsmæssige containerbyer ved de få kaserner, som stadig er i Hærens regi.

Nord før København ligger en velegnet og optimalt placeret kaserne – sågar med nye, kostbare garagebygninger. Det er Sjælsmark Kaserne, som i dag anvendes som flygtningecenter af Udlændinge- og integrationsministeriet. Sjælsmark Kaserne har alle faciliteter til at rumme et regiment på 800 mand. Kasernen vil på kort tid kunne klargøres til at modtage nye og gamle soldater til Hæren.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bør overdrage Sjælsmark Kaserne til Forsvarsministeriet, og hvis de to ressortministre ikke kan blive enige om det – bør Statsministeren træde i karakter og banke de to ressortministre på plads. Det er sløseri med statens midler, at lade en velegnet og velholdt kaserne med alle faciliteter henligge som flygtningeindkvartering, når Forsvaret mangler.

Niels Jensen, Kgs. Lyngby

Du tager fejl, Karen Munk

Karen Munk, Vestervig, bebrejder i Berlingske Opinion 23. juni Anna Libak for, at hun »bliver personlig over for sin modstander og fremhæver egne kvaliteter« i Debatten på DR 15. juni. 

Karen Munk må være kommet sent ind i udsendelsen, for det er Friis Arne Petersen, der forinden fremhævede sit eget langvarige ophold i og kendskab til USA som et argument mod Anna Libak, hvad der fik Anna Libak til at reagere. 

Så det er Friis Arne Petersens henvisning til egne meritter for at vinde argumentationen, som Anna Libak reagerer på. Det var »de faktiske forhold i Debatten«.

Henning Sørensen, Østerbro

Biskoppers umage og image

Biskop i Helsingør Stift, Peter Birch, understreger i Berlingske 22. juni, at det er på egne vegne – og ikke folkekirkens – at otte biskopper har ønsket, at alle ti samlet kunne udtrykke en fælles erklæring om, at regeringen skal lægge pres på et andet lands krigsførelse. Hænger det logisk sammen?

Endvidere: Hvordan er teologien om bispeembedet egentlig i den evangelisk-luthersk kirke? Hvis man går til de foreskrevne bønner ved bispevielse for at finde ud af, hvortil biskoppen indsættes, så lægges der stor vægt på sjælesorgen, forkyndelsen og faren for vranglære. Der står til gengæld intet om uopfordret at vejlede landets styre i verdslige spørgsmål.

Helsingørs biskop forsvarer sig dog imod anklagen for, at hans interesse er at agere udenrigspolitisk, på følgende måde: »Vi har gjort os umage med at argumentere ud fra folkeretlige, humanitære, medmenneskelige principper og hensynet til en international retsorden, som vi normalt regner Israel for at støtte.«

En »teologisk umage« er ikke beskrevet. Begrundelsen for, at der ikke er tale om politisk aktivitet, sker alene ved at argumentere juridisk. Folkeret er da også blevet hvermandseje, mens det ikke altid er teologi, offentligheden spørger efter.

Tænkere som Løgstrup og Bonhoeffer var ellers i stand til at præstere ægte »offentlighedsteologi«. Det var imidlertid noget ganske andet end politiske statements med kirkelig fernis.

Deres teologi var velovervejet og fornyende refleksion, som blev formuleret med så meget vægt og elegance, at det naturligt påkaldte sig offentlighedens interesse. De færreste af os er »menneske først og kristen så«. Vi er tværtimod begge dele samtidigt. Men biskoppernes følgeskab med folkestemningen og deres indirekte støtteaktion til den palæstinensiske sag har fået mig til – også selvkritisk – at stille os alle spørgsmålet:

Er det kristendom, der bestemmer min politiske observans – eller er det politisk interesse, der bestemmer min kristendom? Jeg tror ikke spørgsmålet bør besvares hurtigt, og jeg tænker, at et ærligt svar må være privat. Men nogle gange er det vigtigere at stille spørgsmålet, end at lire det hurtige svar af.

Vi har alle blinde vinkler: Jeg er ikke kun samtidigt menneske og kristen, men også på én gang synder og – alene i kraft af tilgivende nåde og i Guds øjne – retfærdig: »simul justus et peccator«, sagde Luther.

En seriøs omgang med teologien – for eksempel Paulus – lærer os således varsomhed med at optræde selvretfærdigt. Jeg afstår selv fra et offentligt svar på spørgsmålet. Men bør det ikke stilles – også til politisk interesserede biskopper, for det tilfældes skyld, at de ikke spørger sig selv?

Carsten Mulnæs, sognepræst og konsulent, Sorø

De må nøjes med at bede

Otte ud af ti af landets biskopper forlanger i en »fælles udtalelse«, at den danske regering skal lægge pres Israel, for at få stoppet krigen i Gaza. Det siger mest om de otte biskoppers kvalitet, hvorfor jeg i stedet vil foreslå dem, at nøjes med at bede, som præster jo gør i slig situation, i stedet for at bruge den hellige udnævnelse i privat, politisk øjemed. En velbegavet cand.theol. forstår at holde balancen på linen, uden at falde ned i den grøft.

Peter Brenøe Lange, Skodsborg

Prøveløsladelse er en hån mod ofrene

I dag kan dømte kriminelle søge om at få lov til at komme ud af fængslet, før det egentlig var planlagt, og dermed ikke udstå den straf, de har modtaget, til fulde. Allerede efter den dømte har udstået to tredjedele af sin straf, har vedkommende mulighed for at blive prøveløsladt. Det er hamrende uretfærdigt over for ofrene for den begåede forbrydelse. Det svækker borgernes retfærdighedsfølelse enormt, når man ikke kan være sikker på, at den dom der bliver givet, rent faktisk bliver eksekveret.

I virkeligheden burde det være direkte omvendt! Alle burde udstå den straf, de har fået uanset hvad, men hvis de ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt inde i fængslet, så burde man få lagt ekstra til den straf. Det giver de indsatte incitament til at opføre sig pænt – også i løbet af deres afsoning. Vi skal ikke belønne god opførsel fra kriminelle, men straffe dårlig opførsel. Det burde være vilkårene, når man har begået voldsomme forbrydelser, som resulterer i fængselsstraf.

Philip Foged, retsordfører for Konservativ Ungdom, Laurits Monefeldt, medlem af Konservativ Ungdoms retsudvalg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk