De betegnes som en stor masse. Flygtningene. Vi ser dem, og vi ser dem ikke. 120 millioner enkeltpersoner, enkelte individer, mennesker fra forskellige steder i verden med forskellige baggrunde og forskellige udseender og forskellige sind og forskellige drømme og håb. Kun ét har disse 120 millioner mennesker til fælles: de er alle drevet væk fra deres hus og hjem.
20. juni er FNs flygtningedag, og vi bør tænke over, at disse 120 millioner mennesker også har noget til fælles med os andre. Alle os, der ikke er på flugt fra vores land.
Alle har vi drømmen om en fremtid. Drømme om kærlighed og glæde. Drømmen om et liv, hvor ingen har ret til at gøre os fortræd.
De fleste danskere får opfyldt så basale drømme. Men for mennesker, der kommer til Danmark som flygtninge og endda får asyl, findes desværre ikke den sikkerhed. I disse år er det mennesker flygtet fra Syrien. Nogle af dem flygtet for årtier siden. Nogle er kommet hertil som børn. Nu er de voksne og selv med børn. De lever hver dag med frygten for at blive udvist. Nogle af dem mishandlet og dybt traumatiserede af overgreb.
Hvordan mon det er at vågne hver morgen og frygte for et udvisningsbrev i løbet af dagen. Hver aften at skulle gå i seng og frygte for et udvisningsbrev i morgen. Dag ud og dag ind igennem årtier. Dag ud og dag ind frygte for sine børns fremtid og hvad skal der blive af mig. Af os.
Stress. Jeg ville få stress. Jeg tror også, at min evige og reelle frygt her i Danmark for, hvad dagen bringer, ville påvirke mine børn. Også selvom man ikke fortæller børnene »Det er ikke sikkert, vi kan blive her, eller at I kan blive sammen med jeres kammerater eller få lov til fortsat at gå i skole«. Det udsætter man jo ikke sine børn for, hver dag at skulle leve i den frygt og usikkerhed.
Men det er den frygt voksne syrere lever i hver dag, og frygt for en dag at blive nødt til at skulle sige til deres børn.
Hvornår begynder Danmark at se flygtninge som sårbare mennesker. Sårbare som du og jeg. De menneskelige omkostninger af Danmarks evige holden-hen-politik er forfærdeligt store for de mennesker, der kom hertil for at skabe en fremtid uden tortur og overgreb for sig selv og deres børn
Der findes internationale konventioner, der giver ret til asyl, hvert enkelt menneske ret til en stats beskyttelse, også de mennesker, der må søge tilflugt i en anden stat end den, de blev født i. Meningen med asylretten er ikke en stats ret til at parkere mennesker i mange års uvished, men at folk skal kunne komme videre og bygge en tilværelse op og føle sig sikre.
Mona Maria Ljungberg, medlem af FN-forbundets Menneskerettighedsudvalg
Jeg er åbenbart en udannet fan
Jeg tilhører åbenbart i forhold til Berlingskes anmelder af Andre Rieus koncert i København i forhold til overskriften en af de meget udannede. Jeg har oplevet fire koncerter i udlandet med pågældende og har kun oplevet glade mennesker og nogle tårer over den smukke musik og optræden. Har aldrig oplevet nogen problemer med folk, kun glade mennesker. Med 115 koncerter årligt må der således være mange udannede mennesker.
Kunne man forestille sig, at overskriften blev benyttet efter en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby, hvilket måske var mere passende, da jeg personligt ikke mere går til danske fodboldkampe, da jeg ikke vil overhældes med øl eller være i nærheden af slagsmål. At tage børn med hertil er helt håbløst.
At sammenligne Andre Rieu med Bakkens Hvile siger lidt om anmelderens holdning, selvom jeg også her har fået særdeles gode oplevelser.
Anmelderen vil nok påstå, det var humoristisk, hvilket det ikke var, da artiklen var gennemsyret af, at sådan musik ikke er særlig fint og kulturelt og dermed udannet.
Mogens T. Rasmussen, Luxembourg
Rå tone i butikkerne?
En læser beklager sig 15. juni over en ubehøvlet og hård tone i butikkerne, og vi forstår, at han er bosiddende på Frederiksberg.
Herude, hvor jeg bor tæt på Køge, kan jeg berette om en generelt noget anderledes opfattelse af butikskulturen.
Vi handler normalt i en lokal REMA, i flere lokale brugser og sommetider i en Netto og mødes overalt af de sødeste, høfligste, venligste og mest tjenstvillige folk, unge som lidt ældre, så måske er problemet forlenet med en storbykultur – eller mangel på samme – og ikke med butikkerne som sådan?
Hasse Greiner, Bjæverskov
Stavnsbundet er ophævet
Med forordningen af 20. juni 1788 blev stavnsbåndet vedtaget ophævet, og processen blev afsluttet i 1800.
Nu kan vi så fejre 225 årsdagen 20. juni 2025.
Men hvad er der at fejre, når Socialdemokratiet ved Frederik Vad nu åbenbart mener, at selvpension er et brud på samfundskontrakten. Vad mener, at selv om man selv kan betale for sin tidlige selvpension uden at ligge samfundet til last, er det amoralsk, må man forstå.
Må jeg minde Frederik Vad om, at stavnsbåndet for længst er ophørt, og vi som borgere ikke er sat i verden for at trælle for samfundet som skaffedyr eller velfærdsnarkomaner.
Steen Bøge, Charlottenlund
USA og Grønland
Det er lidt tankevækkende, at afstanden fra USAs hovedstad til Grønland er 3259 km, medens afstanden fra Danmarks hovedstad til Grønland er 3277 km Så det er de 18 km forskel, der gør, at Trump mener Grønland burde tilhøre USA. Han glemmer vist, at Canada ligger mellem USA og Grønland – men måske er det derfor, han ønsker »hele pakken« Canada & Grønland.
John Jørgensen, Gilleleje
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
