Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Barbara Bertelsen magter ikke sin opgave

»Barbara Bertelsen magter ikke opgaven som departementschef,« mener Mogen Nørgaard Olesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Barbara Bertelsen og magtens sødme

Barbara Bertelsen er af adskillige politikere og journalister omtalt som både intelligent og skarp. Men kan dette være sandt? Den enestående danske embedsmandsopfattelse stammer fra Peder Schumacher (Griffenfeld), der uden tvivl var både intelligent og skarp, men magten steg ham til hovedet, og hans fald i 1676 var voldsomt. Sådan var det også med J.F. Struensee. Han var eksponent for Oplysningstiden, men alt for magtbegærlig, og hans fald fra magten i 1772 kostede ham livet.

Barbara Bertelsen er departementschef og skal betjene statsministeren loyalt og efter loven. Men gør hun det? Hun undersøgte tilsyneladende ikke, om minkaflivningen var lovlig, og så troede statsministeren, at der ikke var noget juridisk problem. Barbara Bertelsen foreslog også i kampens hede, at lægge hele ansvaret over på Mogens Jensen. Hun gennemførte den omstridte praksis med at slette sms’er, og hun ringede til Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard og overfusede hende. Desuden træffer Barbara Bertelsen afgørelser og gennemfører sagsbehandling på baggrund af korte sms’er, der tydeligvis ikke bærer præg af en dannet og gennemtænkt sprogbrug. Værdigheden er helt væk.

Har Barbara Bertelsen en adfærd og et fagligt niveau, som er foreneligt med hendes position som departementschef i Statsministeriet? Det virker ikke sådan. Som departementschef i Statsministeriet skal befolkningen have tillid til, at hun træffer korrekte og legale afgørelser og har en adfærd, der er etisk uangribelig. Men sådan er virkeligheden åbenbart ikke. Magtens sødme kan hun ikke administrere, og er hun intelligent og skarp? I hvert fald slet ikke på et niveau som hendes to forgængere, Griffenfeld og Struensee.

Eller sagt meget direkte. Barbara Bertelsen magter ikke opgaven som departementschef. Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Atomkraft nej tak

Jan Buch slår i sit læserbrev et slag for atomkraft og nævner blandt andet, at værkerne har »beskedne driftsomkostninger«. Det har de kun, hvis man ikke medtager nutidsværdien af flere tusinde års affaldsdeponering og risikoen for fremtidig udsivning og katastrofe. Og det skal man i enhver seriøs budgetplan. Det er som at invitere til børnefødselsdag uden at aftale, hvem der skal rydde op dagen efter. Det er grunden til, at vi ikke har atomkraft i Danmark i dag.

Det er ligeledes et ubesvaret spørgsmål, hvad der er værst for menneskeheden som sådan: Stigning i temperaturen på grund af kulkraft, olie og gas eller stigning i radioaktivitet som følge af atomkraft? Det bedste er utvivlsomt at nedsætte vores umættelige behov for forbrug, herunder forbrug af energi. Men det har lige så lange udsigter; for ingen har lyst til at gå forrest, og hvis de gjorde, behøver resten ikke at følge efter, men kan bare hæve gevinsten. Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde

Så er det nu, politikerne holder hovedet klart

Mange er i dag forståeligt frustrerede over endnu ikke at være kommet ud af covid-19-pandemien. Og i den situation kan det være fristende at gøre som Østrig: Tvinge alle til at blive vaccineret mod denne sygdom.

Men det er nemt at have gode principper, når alting går godt. Det er i kriserne, vores principper virkelig skal stå deres prøve.

At det er frivilligt at modtage en behandling på egen krop er et af de væsentlige principper i et frit samfund. Så væsentligt, at der er særdeles skrappe krav til, hvornår man i yderste nødstilfælde midlertidigt må tvangsbehandle en psykisk syg, som befinder sig i en tilstand, hvor vedkommende ikke selv forstår, at han eller hun er til fare for sig selv eller andre.

Hvis vi ønsker at leve i et frit samfund, må vi holde fast i princippet om frivillig behandling af egen krop, også selv om det kan koste noget for eksempel i form af øget test af de uvaccinerede. Skrider dette princip, kan vi i virkeligheden lige så godt begynde at sælge ud af nogle af vores øvrige demokratiske principper. Og så har vi undergravet tilliden til, at staten faktisk respekterer vores selvbestemmelse. Hvilket jo er kernen i et demokrati.

Med en let omskrivning af et citat (som fejlagtigt er tilskrevet Voltaire, men egentlig er af Evelyn Beatrice Hall): Jeg er vaccineret, men jeg vil kæmpe for din ret til ikke at være det. Anne Bjerre Braüner, Viby Sjælland