Balletmiljøet står midt i en markant udvikling, som kræver en grundlæggende revurdering af dets forventninger og målsætninger.

Perfektion er en uopnåelig illusion, der ofte fører til skadelige konsekvenser for selvværdet, uanset hvor talentfuld en danser måtte være. I stedet bør vores fokus rettes mod excellence – en stræben efter at hver danser kan udleve sit fulde potentiale uden at undergrave sin egen værdighed. Det er vigtigt at anerkende, at dansere kan have forskellige mål og succeskriterier.

I balletverdenen er der en tendens til at rette al opmærksomhed mod den næste store prima ballerina. Men ballet består af langt mere end blot de få stjerner på scenen. Vi må huske, at det ikke er værd at skabe en enkelt stjernedanser på bekostning af 20 andre elevers psykiske velbefindende. Balletkunsten er en kollektiv bestræbelse, hvor hver enkelt danser bidrager til helheden.

Det har i lang tid været en udfordring for balletlærere at finde balancen mellem krav og støtte. Det er helt legitimt at kræve disciplin af sine dansere, men ydmygelser og hån kan aldrig retfærdiggøres. Fremtidens balletundervisere har et ansvar for klart at skelne mellem hård træning og psykisk nedbrydning. En sund undervisningskultur bygger på respekt og empati, hvor dansernes trivsel prioriteres lige så højt som deres tekniske kunnen.

Derfor er det ikke blot strukturen i balletmiljøet, der trænger til en transformation, men også vores forventninger og de værdier, vi arbejder hen imod. Det vigtigste er, at danserne har det godt og føler glæde ved det, de gør. De perioder, hvor jeg selv har danset bedst, har altid været de perioder, hvor jeg trivedes mest.

Lad os arbejde for et balletmiljø, hvor excellence og menneskelig værdighed går hånd i hånd, hvor glæde og trivsel er fundamentet for ægte kunstnerisk udfoldelse. Kun da kan vi skabe et bæredygtigt og inspirerende miljø for kommende generationer af balletdansere.

Magnus Christoffersen, balletdanser og studerende på CBS