Aula er en platform, der burde sikre hurtig, direkte kommunikation mellem lærere og forældre på grundskolerne om de vigtigste ting. Det går for langt, hvis forældre føler sig presset af store informationsmængder fra skolen og beskeder fra andre forældre. 

Det går for langt, hvis lærerne ikke føler, at de kan få lov til at udføre deres arbejde, fordi de overvåges af curlingforældre, der konstant har bekymringer eller hensyn angående deres lille guldklump.

Det duer ikke, at noget, der skulle være et hjælpemiddel, kommer til at lægge forældre og lærere til last. Hvad er det egentlig forældre taler med deres børn om ved aftensmaden, når hele skoledagen er dokumenteret slavisk gennem billeder og beskeder fra læreren? 

Som jeg ser det skal forældrene simpelthen tage et skridt tilbage og vise tillid til, at lærerne kan passe deres arbejde. 

Denne tendens med en stor grad af dokumentation ses også i mange andre erhverv end lærergerningen. Det vil vi i Venstre væk fra. Vi kan løse visse ting politisk, men brugen af Aula kræver en kulturændring, hvor forældre tør at give ansvaret for deres guldklumper til de fagligt uddannede voksne, der hver dag gør en kæmpe indsats for at danne og uddanne den danske ungdom.

For nylig stødte jeg på en meget væsentlig pointe her i Berlingske, som kom fra familiesociolog Maria Ørskov. 

Hun peger på, at det bliver de initiativrige og højtråbende forældre, der får lov til at sætte dagsordenen. At forældre, der måske ikke har overskuddet til at tage diskussionen op eller tage initiativ til det næste arrangement eller en ny regel, ja, de føler sig presset til at halse efter og medvirke til noget, som de måske i virkeligheden er meget uenige i.

Det er jeg meget enig i. Det er forældrenes opgave at stå for børneopdragelsen, og selvom det kan være rigtig godt at forældrene i fællesskab kan drøfte, hvordan man ser på for eksempel legeaftaler eller alkohol, så skal man passe på med at lave regler, som nogle forældre føler sig presset til at følge.

Opdragelsen af børn og unge sker i hjemmet og i de fællesskaber, den unge er en del af. Opdragelsen skal ikke dikteres af emsige forældre til andre børn, der har mange meninger om, hvordan reglerne skal fastsættes i klassen. 

Jeg synes godt, vi kan stille spørgsmålstegn ved, hvem det er, der skal opdrages? Måske er det i virkeligheden disse forældre, der burde opdrages i, at man ikke blander sig unødigt i opdragelsen af andre menneskers børn.

Anni Matthiesen, MF (V), Børne- og undervisningsordfører