Et parallelsamfund i parallelsamfundet

Jeg er dansk. Jeg er født og opvokset i Danmark, og jeg har altid betragtet dette land som mit hjem. I Danmark kan jeg være den, jeg er. I Danmark skal jeg ikke være bange for at være den, jeg er. Og dog.

I dag er det ikke alle dele af landet, som længere følger vores fælles værdisæt for frihed og demokrati, hvilket jeg mærker, hvis blot jeg drejer ned ad den »forkerte« gade i København.

Mit spørgsmål bliver oftest mødt med en vis berøringsangst, men hvis vi ikke tager kampen nu, vil det kun blive sværere at få afsluttet. For det er ikke kun mennesker, der flytter på tværs af landegrænser. Det gør værdier, kultur og normer også.

Nogle af de værdier, som fylder mere i visse dele af landet – såsom Nørrebro – står i direkte kontrast med de værdier, som mange danskere betragter som grundlæggende for vores samfund. Og som homoseksuel mærker jeg det måske på en måde, som andre ikke gør.

For mig er frihed ikke et abstrakt begreb. Frihed er at kunne gå på gaden, med den person jeg elsker, uden først at skulle vurdere landskabet. Det at kunne holde en kæreste i hånden, burde ikke betragtes som noget modigt, men sådan føles det ikke altid.

Selv føler jeg mig ikke altid sikker, når jeg »viser« min seksualitet på offentlig gade.

Jeg forventer ikke, at alle skal hverken forstå mig eller acceptere min livsstil. Men der er forskel på at have en personlig overbevisning og ønske, at andre mennesker ikke bør have friheden til at leve deres liv.

Min seksualitet er ikke til debat. Min ret til at elske den, jeg elsker, skal ikke afhænge af, hvilken gade jeg går ned af. Min mulighed for at holde en kæreste i hånden skal ikke være betinget af, hvem der tilfældigvis står på gaden.

Det er her jeg føler, at integrationsdebatten bliver for overfladisk. Vi taler om boliger, sprog og beskæftigelse, som alt sammen er vigtigt, men vi taler ikke altid nok om værdier.

For hvad nytter det, at mennesker bliver økonomisk integreret, hvis de på samme tid lever i et parallelsamfund, hvor homoseksualitet er indbegrebet af skam og fordømmelse, der ikke bør visses offentligt. Hvad nytter det, at vi bor i det samme land, hvis vi ikke er enige om, at alle mennesker har ret til at leve frit.

Jeg føler, at de danske værdier og regelsæt sættes sekundært fra den dominerende kultur, i visse dele af landet, og jeg føler, at jeg lever mere og mere i et parallelsamfund i parallelsamfundet.

Johan Otto Østervig Borchersen, gymnasieelev, Glostrup

Vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner

Kort før sommer kunne vi i Frihedsbrevet læse, at Ungezonen, et tilbud Københavns Kommune benytter sig af, har sendt penge til en forening, der har kanaliseret en del af sit overskud til Hamas.

Skattekroner, der skulle være gået til udsatte unge, blev sendt af sted til en terrororganisation i Helvedes forgård. Skattekroner, der skulle give unge mennesker muligheden for et bedre liv og den behandling, som de har krav på og brug for, blev brugt på krudt og kugler.

Det er ingen hemmelighed, at vi folkevalgte, der sidder i Socialudvalget på Københavns Rådhus, er blevet opdateret på sager om økonomisk kriminalitet på bosteder, herunder botilbudskoncernen Lata, som Københavns Kommune har betalt millioner til. Det er heller ingen hemmelighed, at buddet om bostedspladser er højt, at ventelisten skal ned, og at udsatte borgeres behov først og fremmest skal tilgodeses.

Vi var bundet på hænder og fødder og måtte vente på en ændring i lovgivningen, lød svaret fra Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) og forvaltningen.

Men Lata er blevet klaget over gennem længere tid, ligesom Frihedsbrevet også har afdækket hvad, der er foregået på bostederne. Men Københavns Kommune havde kort før sommerferien 37 borgere på bostederne, hvoraf en er nytilkommen i januar 2026.

Jeg har ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig hvordan, man – når man køber en ydelse og ikke får den service, man har indgået aftale om – ikke kan ophæve kontrakten og samtidigt være tvunget til at sende flere unge derhen.

På Kommunen.dk kunne vi så i sommer læse, at ministeren også var uenig i denne antagelse, og at vi i kommunerne netop gennem kontrakter kan sikre os mod denne form for misrøgt af unge og kommunens penge. En gennemgang af kontrakterne er derfor af yderste vigtighed, både i forhold til service, men også pris.

Forvaltningen skal være langt bedre til at kontraktforhandle og kunne trække sig ud af et samarbejde. Vi skal tage ansvar, så de brodne kar kan fjernes, og de private aktører, der gør deres job formidabelt, vælges.

Vi skal tage ansvar ellers står vi hurtigt i en situation, hvor midler kanaliseres til de forkerte fremfor til borgeren. Og det er trods alt borgeren, vi er til for.

Joanne Bywater, medlem af Borgerrepræsentationen, Liberal Alliance

Jamen altså

Jeg forstår ikke, hvad, der er sket med vort talesprog. Hver gang en dansker får stillet et spørgsmål, svarer vedkommende: »jamen« og nogle gange »jamen altså«.

Hvad menes der med dette? Hvorfor svarer man ikke direkte på det stillede spørgsmålet i stedet for at bruge disse overflødige ord?

I tvet hørte jeg for nylig et interview fra Nordjylland, hvor der blev stillet seks spørgsmål vedrørende turisme. Den interviewede indledte sine svar med »jamen« alle seks gange.

Lad os stoppe denne form for pleonasme og blot svare direkte på det stillede spørgsmål.

Christian Eugen-Olsen, Charlottenlund

Grønlands-Gruk

Kalaallit Nunaat

hedder landet langt mod nord

Det er langt fra Kattegat,

det er her Grønlands folk, de bor

Det er en del af kongeriget,

som før tænkte frihedstanker,

men ønsker man at blive »befriet«

af ham, der står derude og banker?

Skulle vi ikke hellere finde sammen

om en fremtid, som vi kan dele,

hvor dansk og grønlandsk bliver rammen,

og hvor sårene får lov til at hele?

David Munis Zepernick, Frederiksberg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk