Her i Berlingske er gymnasieelev Nana Barnebjerg bekymret for, at regeringens uddannelsesudspil vil dele de unge op og skabe A- og B-hold i gymnasiet. Men forslaget gør det modsatte: med epx’en åbner vi gymnasiet for markant flere unge. Og alle unge kommer fremover til at kunne vælge den ungdomsuddannelse, som de vil, uden at nogen døre lukkes for videre uddannelse bagefter.

Med den nye gymnasiale ungdomsuddannelse laver vi en kæmpe investering i de unges uddannelser.

Fordi vi mener, at alle unge – og ikke kun dem, der har de højeste karakterer og lyst til det boglige og teoretiske – skal have gode ungdomsår med uddannelse, der gør dem klogere på verden og sig selv, tæt på der, hvor de er vokset op og har gået i grundskole.

Bekymringen om A- og B-hold har en uheldig klang af, at nogle uddannelser er finere end andre. En del af det skyldes nok, at det har været betragtet som finere at læse på universitetet end at blive faglært eller professionsuddannet.

Dén opfattelse bør vi kaste på de utidssvarende ideers mødding. Men noget af det kan også skyldes, at det faktisk har været sådan, at hvis du ikke var en del af »A-holdet«, der kunne komme på gymnasiet, så havde du værsgo at vælge mellem mere end 100 erhvervsuddannelser allerede som 15-16-årig og fragte dig ganske meget længere end dine gamle klassekammerater på gymnasiet.

Og du kunne samtidig se døren lukke sig til et andet uddannelsesvalg, medmindre du ville tælle med i frafaldsstatistikkerne. Det, kan jeg godt forstå, at mange unge har tænkt, var mindre attraktivt, og at det har været med til at skabe oplevelsen af A- og B-hold.

Men netop de ting gør vi op med nu. For nu får alle unge adgang til gymnasiet. Og ingen døre lukkes efterfølgende, alene som følge af den vej du går efter grundskolen.

Det er alt andet end socialt skævt, som Nana Barnebjerg frygter, at det vil være. Tværtimod er det en kæmpe forbedring og en kæmpe investering i de unge.

Astrid Krag, børne- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet

Århundredets højeste lixtal?

Der var mange gode pointer i Tom Jensens kommentar om Donald Trump sidste lørdag. Selv er jeg vendt på en tallerken, fordi den golde afvisning ikke hjælper nogen eller noget. Men jeg beder alligevel om hjælp til forståelse af det afsnit i kommentaren, der indeholdt følgende 60 – også svære – ord:

»Dette angreb er blot kommet fra USAs venstrefløj, som med et identitetspolitisk afsæt i mange amerikaneres øjne har erstattet meritokrati og respekten for det enkelte menneskes ansvar og indsats med en tyrannisk besættelse af identitetsmarkører som drivende for en lige så illiberal politisk dagsorden som den højrepopulistiske i uddannelsessystemet, på arbejdspladser, i indvandringspolitikken, i kønspolitikken, i medierne – og andre steder.«

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg tror, at det indeholder århundredets højeste lixtal i Berlingske, som jeg endnu abonnerer på. Men læsernes første krav er læsbarhed. Kan jeg få en oversættelse?

Poul Smidt, Frederiksberg

Fokus på mænds sundhed

Den 19. november er Mændenes Internationale Dag – en dag dedikeret til at fremme opmærksomheden på mænds trivsel og sundhed. Som formand for Prostatakræftforeningen PROPA vil jeg gerne bruge denne anledning til at sætte fokus på en alvorlig og ofte overset udfordring: Prostatakræft og mænds generelle sundhed.

Prostatakræft er en af de hyppigste kræftformer blandt mænd i Danmark. Alligevel møder vi desværre alt for ofte mænd, som først får diagnosen, når sygdommen har udviklet sig. Dette skyldes blandt andet, at symptomerne i de tidlige stadier kan være få eller ukarakteristiske. Mange mænd har svært ved at tale om deres helbred og mange tøver med at gå til lægen – både af bekymring for diagnosen og frygten for at vise sårbarhed.

Vi ved fra forskningen, at mænd generelt går sjældnere til lægen end kvinder, og mange mangler viden om betydningen af at få tjekket deres prostata. Denne mangel på opmærksomhed kan føre til, at kræften opdages for sent, og det er et mønster, vi som samfund bør tage alvorligt. At oplyse om tidlig opsporing af prostatakræft er ikke alene vigtigt for den enkelte mand, men også for familier og det samlede sundhedssystem.

Derfor opfordrer vi i Prostatakræftforeningen PROPA til, at vi bruger Mændenes Internationale Dag som en anledning til at tale om mænds sundhed og opsøge viden om tidlig opsporing. At få mænd til at gå til deres læge og tale om deres helbred og evt. bekymring for prostatakræft kan i mange tilfælde være det første skridt mod en tidlig diagnose – og en tidlig diagnose giver bedre behandlingsmuligheder og større chancer for helbredelse.

Men ansvaret for at forbedre mænds sundhed bør ikke hvile på den enkelte mand alene. Vi har brug for et sundhedsvæsen, der aktivt støtter mænd i at tage deres helbred alvorligt. Der bør gøres mere for at oplyse om prostatakræft og tilbyde regelmæssige helbredstjek – særligt til mænd i risikogruppen. Dette kræver, at vi som samfund anerkender de særlige udfordringer, som mænd står overfor, og sikrer, at information og adgang til forebyggelse er lettilgængelig.

Mændenes Internationale Dag er en mulighed for at sætte mænds sundhed højere på dagsordenen. Lad os sammen arbejde for et sundhedssystem, der gør det lettere for mænd at få hjælp, og som støtter forebyggelse og tidlig opsporing af alvorlige sygdomme som prostatakræft.

Ved at tale åbent om mænds sundhed kan vi hjælpe flere mænd med at opdage kræften i tide – og skabe bedre livskvalitet for vores fædre, brødre, sønner og venner.

Poul Risom, landsformand, Prostatakræftforeningen PROPA

Europas fremtid

Europa har svært ved at konkurrere med autokratiske stater – og nu sandsynligvis med et USA, der vil isolere sig bag toldmure.

Men lad valget af Trump få os til at se på, hvad vi selv er skyld i. Sagsbehandlingstider i Europa er årelange med komplicerede ansøgninger og mange forskelligartede – ofte irrelevante – politiske holdninger til ethvert projekt. Det fjerner dynamikken og fordyrer projekter, hvor autokratierne kan reagere fra dag til dag.

Vi skal finde en løsning derimellem, hvor sikkerhed og miljø tilgodeses, men al unødigt bureaukrati fjernes.

John Jørgensen, Gilleleje

Ensomme ældre fortjener bedre

Mange ældre har gået hele deres arbejdsliv og bare ventet på at gå på pension for at nyde livet og hygge sig med børnebørnene. Dog viste virkeligheden sig at være en helt anden.

Mange ældre har levet et langt liv, fyldt med minder, historier og kærlighed. De har været med til at skabe det fundament, som vores samfund består af i dag, men nu sidder de tilbage, ensomme og glemte. Vi som samfund er blevet så optaget af vores eget liv og vores travle hverdag, at vi har glemt vores ældre.

Ensomhed er ikke bare en følelse, den kan være livstruende. Mellem 1.000 og 1.500 mennesker dør årligt, hvor man kan sige, at det er relateret til ensomhed. Det er et emne, der ikke bliver snakket nok om, nemlig, at mange ældre går bort ikke kun på grund af alderdom, men på grund af ren og skær mangel på menneskelig kontakt og støtte.

Det kræver ikke meget at gøre en forskel. Et enkelt besøg, en kop kaffe eller et venligt smil kan lyse op i deres hverdag og give dem noget at glæde sig over. Men desværre tager de færreste af os tid til det.

Skal vi virkelig lade dem i stikken på den måde? Som to 16-årige piger oplever vi selv på nært hold, hvad det gør ved vores elskede ældre at mangle den menneskelige kontakt. På samme måde oplever vi også, hvor nemt det er at vende det om igen. Det er ikke blomster, spil og kage, der gør forskellen. Det er dig. Dine kram, dine samtaler og din opmærksomhed.

Vi tror på, at løsningen er enkel. Vi er klar over, at vi unge ofte er optagede af vores eget liv, men vi har brug for noget så simpelt som nærvær og tid. Hver af os kan gøre en forskel, hvis vi blot åbner øjnene, ser vores ældre og viser, at vi stadig sætter pris på dem. Det handler om at besøge dem, invitere dem med til små arrangementer eller bare ringe for at høre, hvordan de har det.

Vi håber, at dette kan give jer et wakeupcall til at gå ud og give de ældre, som vi holder så meget af, en god og værdig alderdom. De ældre har brug for os, og vi har brug for dem.

Claramilla Hagemann Kirstan og Cecilie Bertelsen, elever på Ågård efterskole

Presser vi erfarne kolleger på pension?

Hvornår går vi danskere på pension?

Så snart vi kan? Når vi ikke gider mere? Vil noget andet? Med mere tid til familien. Haven. Hobbyen. Hunden.

Eller går vi i stigende grad faktisk fra, fordi vi oplever, at der ikke er brug for os?

Det er det helt store spørgsmål, efter Berlingske i mandags kunne vise, at danskere med flere end fem-seks runde fødselsdage i bagagen går ledige i månedsvis, når de mister deres job. Og det i en tid, hvor det går bragende godt med beskæftigelsen.

Tallene var leveret af Djøf. Og gælder for alle danskere. I alle fag. Og formand Sara Vergo kaldte det på sociale medier både »paradoksalt« og »patetisk«, når man samtidig lader pensionsalderen stige og stige med henvisning til, at der mangler arbejdskraft.

Det er jeg jo rungende enig i. Og som en videre udbygning af problematikken har jeg news for you: Der er nemlig ikke bare tale om, at erfarne kolleger i Danmark går ledige i lang tid. Hver fjerde lader sig faktisk, midt i lediggang, pensionere. Før. Tid.

Tallene fra Beskæftigelsesministeriet, som Akademikerne har set på, siger konkret, at hver fjerde person over 65 år, der går ledig, trækker sig før tid. Altså ikke fra arbejdet. Men fra ledigheden.

Det gælder knapt hver tiende over 65 år, der har et job.

Årsagerne kan selvfølgelig være mange. Og det samme kan spekulationerne. Presser vi erfarne kolleger på pension, når de i månedsvis har oplevet at blive frasorteret i ansøgningsbunkerne? Det ved vi ikke. Men jeg tror det.

Det er »ærgerligt for de virksomheder, der går glip af værdifulde kompetencer«, lød det fra arbejdsgiverne i forbindelse med Berlingskes forside.

Men kan vi ikke allesammen være enige om, at det er lidt mere end »ærgerligt«, hvis det reelt betyder, at lediggang for os, der har ladet flaget kippe rundt for os et par gange eller seks, reelt ikke betyder en periode »in between jobs«, som man udtaler det på LinkedIn'sk. Men reelt: »Tidlig tilbagetrækning«. Som det hedder på politisk.

Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk