Afghanistan-veteran: Vi skal stoppe med at tro, at Trump kan tales til fornuft
Nej, Trump kan ikke tales til fornuft
Jeg er dansk veteran og var udsendt til Irak i 2006–2007. Under min udsendelse mistede Danmark soldater, og flere blev såret. Det skete under amerikansk ledelse. Det nævner jeg, fordi det er vigtigt at huske, at Danmark har stået skulder ved skulder med USA – også når det kostede liv.
Derfor bliver jeg også træt, når debatten i dag reduceres til, at Europa eller Danmark ikke bakker op, eller at vi bare kan tale os til rette med den nuværende amerikanske præsident.
Vi er nødt til at forstå én ting: Donald Trump kan ikke kommunikeres med på almindelig vis.
Man kan ikke argumentere rationelt med ham, som man ville gøre med en traditionel politisk leder. Han opererer ikke ud fra fakta, diplomati eller klassiske alliancer. Han fyrer udmeldinger af ofte uden sammenhæng, viden eller ansvar for konsekvenserne.
Samtidig gør vi os selv en bjørnetjeneste, hver gang vi ryger helt op i det røde felt over hans udtalelser. Det er præcis den reaktion, han lever af. Jo mere vi reagerer følelsesmæssigt, jo mere fylder han.
Det betyder ikke, at vi skal acceptere det, han siger. Tværtimod. Men vi skal reagere koldt, strategisk og samlet – ikke forarget og fragmenteret. Verden er blevet farligere, ikke mere forudsigelig, og det kræver, at vi som europæere – og som danskere – handler derefter.
Som veteran ved jeg, hvad det betyder, når politiske beslutninger får konsekvenser i virkeligheden. Når ord bliver til handling. Netop derfor skylder vi både vores soldater og vores allierede at tage situationen alvorligt og stoppe med at bilde os ind, at det her bare er almindelig støj.
Jimmi Schoubo Povlsen, veteran, udsendt til Irak 2006–2007. Formand for Veterankortet.dk, overkonstabel af 1. grad ved JDR, panserinfanteri
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Jeg er træt af, at alle skal være så perfekte på sociale medier
De fleste unge bruger flere timer på at scrolle på de sociale medier. For eksempel TikTok og Instagram. Her møder man glat hud og »ideelle kroppe«, der altid er megatynde og ikke særlig sunde.
Der har for eksempel været en trend, hvor piger skulle have en talje tyndere end et lodret A4-papir. Flere videoer handler også om »sunde retter« bestående af salat og blendet spinat.
Jeg er også flere gange stødt på videoer, der handler om, hvad piger skal have på, for at en dreng kan lide dem, og drenge der fortæller, hvordan en piges krop burde se ud.
Når man så endelig støder på en video med en person med en normal krop, er der virkelig grove kommentarer fra folk, der kalder personen tyk og grim. Det er trist, at verden er blevet til et sted, hvor folk sulter sig selv ihjel bare for at passe ind.
Man skal huske, at mange kroppe på internettet er redigerede. Alle er smukke, som de er, lige meget hvordan de ser ud. Prøv selv at slukke mobilen, når du er ude i offentligheden, og vær i virkeligheden. Bemærk hvordan alle er forskellige, men stadig smukke.
Frida Blume Schackinger, 7.-klasseselev på Ingrid Jespersens Gymnasieskole
ICE er snarere Hipo end Gestapo
På grund af sin brutale fremfærd bliver den amerikanske immigrationsmyndighed ICE ofte sammenlignet med Gestapo. Faktisk er det den del af ICE, der hedder ERO (Enforcement and Removal Operations), der står for de voldshandlinger og drab, som medierne gengiver.
Den 24. januar så vi, hvordan en demonstrant af et antal ICE-agenter blev lagt ned på maven og presset mod fortovet. På videoer ser det ud til, at han i liggende stilling blev tildelt en række slag mod hovedet eller skuldrene.
Samtidig eller staks efter blev der afgivet cirka ti skud, antageligt mod hans ryg, hvorefter han afgik ved døden. Det var anden gang i januar måned, at ICE skød og dræbte en amerikansk statsborger. Renée Nicole Good blev skudt 7. januar.
Den beskrevne episode svarer næsten eksakt til de billeder og optagelser, vi kender fra Besættelsen, og som viser Hipo-korpsets bevidst brutale fremfærd over for civilbefolkningen. Selve udøvelsen af den primitive »rendestensvold« overlod Gestapo til danske medløbere i for eksempel Hipo, som blev oprettet efter opløsningen af det danske politi i september 1944.
Gestapo opererede på det mere overordnede plan og uddelegerede det beskidte arbejde til underafdelinger som Petergruppen/Brøndumbanden og lignende med både tyskere og danske håndlangere.
Det drejede sig om tortur af fanger, likvideringer (blandt andet Kaj Munk), bombeattentater mod tog og bygninger. Selvom man bestemt ikke kan sige noget positivt om Gestapo, er det derfor alligevel mere på sin plads at sammenligne ICE med Hipo end med Gestapo.
Der er adskillige lighedspunkter mellem ICE og Hipo: Aktiviteten var/er rettet mod egne landsmænd. Lavt fagprofessionelt niveau. Anvendelse af unødvendig brutalitet. Forhadt af egne landsmænd og må beskytte sig imod dem. Har oppositionsundertrykkelse som et væsentligt formål.
Steen Gimsing, Esbjerg
Rugbrød
Mennesker har ingen kråse. Derfor undrer det mig, at smørrebrødsrestauranterne ikke leverer deres ellers lækre produkter på almindeligt rugbrød, gerne bagt af fuldkorn?
Det, at de lægger pålæg med videre på brød, som er så overfyldt med kerner, at det skiller, når man skærer i det, kan vel aldrig skyldes, at de er i den vildfarelse, at brød med hele kerner er fuldkornsbrød og derfor sundt?
Så bør de hurtigst muligt slå op i Den Danske Ordbog, der skriver: Fuldkorn = groft mel hvor kornenes kim og skaldele ikke er sigtet fra.
De gør det sikkert af en god mening, men hele kerner kan give tarmproblemer som forstoppelse, mavekneb og luft, fordi kernerne ofte passerer ufordøjede gennem systemet, hvor de kan samle sig og især belaste en irritabel tyktarm.
Johannes Lundstrøm, Glostrup
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk



