Verdensberømt maleri fik en ordentlig tur med saksen: Nu har eksperter genskabt det

For 300 år siden blev Rembrandts enorme maleri »Nattevagten« beskåret på alle fire sider, så det kunne passe ind mellem to vinduer. Nu har specialister på Rijksmuseum i Amsterdam genskabt maleriet.

Den rekonstruerede udgave af Rembrandts »Nattevagten« fra 1642 kan i de kommende måneder ses på Rijksmuseum i Amsterdam. De rekonstruerede dele af maleriet kan ses i begge sider af billedet, som et tåget bånd fra bund til top. REMKO DE WAAL

Millioner af mennesker er i årevis strømmet til Rijksmuseum i Amsterdam for at se Rembrandts dramatiske maleri »Nattevagten«, der viser det øjeblik, hvor kaptajn Frans Banning Cocq og hans mænd får marchordre.

Det enorme billede er med sin vekselvirkning mellem lys og skygge og dramatisk indhold utroligt fascinerende. Det vejer 337 kilo, og personerne på det er næsten i naturlig størrelse.