Så har jeg hørt det med. En katolsk nonne, der slår sig på pop art! Vi er selvfølgelig i USA, nærmere betegnet i 1960erne Los Angeles, og nonnen hedder Sister Corita. Hun har gang i et aktivistisk samfundsengagement med en tro på kunstens kraft til at forløse budskaber om fattigdom, racisme og krig – helt i samtidens ånd, hvor Vietnam-krigen og raceopgør deler USA. For Sister Corita er en moderne dame – og kunstner.

Den er god nok, og den danske billedkunstner Danh Vo har en betydelig samling af nonnens silketryk, som gennem 1960erne var hendes foretrukne medie på grund af dets reproducerbarhed, der passede med hendes demokratiske overbevisning. De skulle ud til folket, og det kom de på markeder, hvor hun solgte dem fra bagsmækken af sin bil. Til fem dollar stykket!