Snart skal et af Storbritanniens mest kendte landemærker dækkes i blod.
Den russiske kunstner Andrei Molodkin siger, at han en af de kommende dage vil projektere sin skulptur, som består af menneskeblod, op på Sankt Pauls Katedralen i London. Det skriver Sky News.
Udstillingen er en reaktion på, at prins Harry tidligere på året skrev i sin selvbiografi, at han har dræbt 25 Taleban-krigere, da han var udstationeret som soldat i Afghanistan.
Skulpturen hedder »Royal Blood«. Planen er, at den røde og blodige skulptur skal projekteres op på katedralen sammen med et billede af prins Harry.
Kunstneren fortæller til Sky News, at prinsens udtalelser gjorde ham »meget, meget vred«, og at projektet skal »gennembløde Sankt Pauls Katedralen i blodet fra afghanske mennesker«.
Han fortæller også, at han i alt skal bruge 1.250 ml blod til skulpturen, som tappes med hjælp fra en sygeplejerske, opbevares i køleskab og derefter »pumpes« ud i skulpturen, som på fronten har det engelske rigsvåben trykt på.
»Hold kæft, Harry«
Det er ikke første gang, at prins Harry bliver kritiseret for sine udmeldinger i sin selvbiografi.
Her i Berlingske skrev vi tidligere på året om nogle af de reaktioner, der kom i kølvandet på bogens afsløringer. Det fik blandt andet hashtagget #ShutUpHarry til at florere på de sociale medier, som gik ud på, at prinsen burde have holdt munden lukket om sin tid som soldat i Afghanistan.
Prinsen insisterede på at fortælle sandheden, men en tidligere officer udtrykte sin nervøsitet for konsekvenserne af selvbiografien og fortalte, at udtalelserne satte både prinsen selv og de britiske tropper i fare for eventuelle hævnangreb:
»Han får det til at fremstå, som om den britiske hær træner soldater – inklusive ham selv – til ikke at se fjenden som mennesker, hvilket er meget langt fra sandheden,« forklarede den tidligere officer, Richard Kemp til The Sun tilbage i januar.
