Megxit goes to Hollywood: Det er svært at forestille sig andet, end at det bliver kongeligt kedeligt

Kulturkommentar: Netflix har gjort sig selv til bistandskontor for magteliten, der får gigantiske millionbeløb og en global platform, hvor de kan polere deres eget, politisk korrekte selvbillede. Med Meghan og Harry på skærmen må vi forvente, at forudsigeligheden når kongelige højder.

»Netflix er i gang med at gøre sig selv til bistandskontor for afgående medlemmer af magteliten, der gerne vil pudse glorien i et globalt velgørenhedsshow,« skriver Birgitte Borup. Simon Dawson

Jeg er ret sikker på, at Meghan og Harry er nogle flinke mennesker. De er både klimavenlige, antiracistiske og gode til at tale med de almindelige mennesker, de indtil for nylig tjente som medlemmer af det britiske kongehus.

Men har parret, der tidligere på året forlod deres kongelige tilværelse for at slå sig ned i Californien, en underholdningsværdi på over 100 millioner dollar? Det spørgsmål får verdens Netflix-abonnenter snart besvaret, efter det berømte par har lavet en historisk lukrativ aftale med streamingtjenesten. Mit gæt er et rungende nej.