Fremtiden efter Trump kan meget vel byde på mere Trump

Donald Trump Jr. er en af højrefløjens mest markante værdikrigere og ligner mere og mere en mand, der agter at føre trumpismen ind i fremtiden. I en ny bog går han igen til frontalangreb på den liberale ærkefjende.

Hvis Don Jr. får fodfæste på sin politiske vej, får Trump-støtterne formentlig en ny Trump at lette på MAGA-kasketten for. Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Alle troede, at alting ville komme til at handle om Ivanka. Da Donald Trump blev præsident i 2016, blev hans datter og favoritbarn fremhævet som den eneste, der kunne trænge igennem til ham; den moderate stemme, der med jævne mellemrum ville hviske i sin fars øre og forhindre, at hans præsidentskab endte i komplet, politisk kaos.

De erhvervsledere og berømtheder – blandt dem skuespiller og klimaaktivist Leonardo DiCaprio – der mødte op på Ivanka Trumps kontor i Det Hvide Hus for at påvirke slagets gang, kunne dog have sparet sig. Her fire år senere har hun indtaget en relativt tilbagetrukket rolle, mens fremtidens lyskegle retter sig mod en helt anden Trump-arving: Donald Trump Jr.