Ellen DeGeneres var hele verdens homoseksuelle helt. Nu er hun blevet afsløret som noget, der truer hendes karriere

Kulturanalyse: Den lesbiske komiker Ellen DeGeneres har i årtier været en superheltinde i det progressive USA. Nu er hun blevet prygelknabe. Hvorfor? Fordi hun er blevet afsløret som en Karen.

Ellen DeGeneres er en af de mest succesrige komikere i USAs historie. Nu er hun blevet kørt igennem cancel culture-kødhakkeren, og hendes karriere er truet. Valerie Macon

Indtil for nylig var Ellen DeGeneres det nærmeste, den amerikanske underholdningsindustri kom på en hvid Nelson Mandela. Hun var kvinden, der i 1997 tog én for holdet, da hun sprang ud som lesbisk i komedieserien »Ellen« og betalte med fordømmelse i rå mængder. Men belønningen kom senere.

Hendes udspring skubbede så meget til tidsånden, at homoseksualitet blev mainstream i populærkulturen, og Ellen DeGeneres fik senere både sit eget talkshow og monstrøs popularitet. Lige indtil denne sommer. Nu kæmper verdensstjernen en desperat kamp for at redde sin karriere, efter at Twitter har afsløret noget, som er langt farligere end homoseksualitet: Ellen er i virkeligheden en Karen.