»Karen« står midt i den brændende racedebat. De sorte frygter hende, de hvide griner ad hende

En nu verdensberømt episode, hvor en kvinde går amok på en sort mand i Central Park, fortæller en større historie. Hvide, midaldrende kvinder har fået en særlig plads i den racedebat, der lige nu atter martrer USA. Mød »Karen«.

Historien om, hvordan det danske navn Karen i denne uge blev et skældsord i den flammende, amerikanske racedebat, begynder i New York.

Her var en kvinde, der i virkeligheden hedder Amy Cooper, ude at gå med sin cockerspaniel i Central Park, hvor området »The Ramble« er et vildtvoksende mekka af ægte storbynatur. Amy Cooper render ind i Christian Cooper (det fælles efternavn er et tilfælde), som er ude med sin fuglekikkert for at dyrke sin mangeårige interesse for ornitologi.