Museer har brugt formuer på at beskytte uvurderlig kunst – nu viser det sig, at det ikke nytter

Siden Anden Verdenskrig har museer forsøgt at beskytte Rembrandt og andres kunstneres malerier mod tidens tand med kostbare ventilationsanlæg. Men det hjælper ikke, viser dansk forskning, for malerierne udtørrer og revner alligevel. Museer kan nu spare millioner på energiforbruget.

Både danske og udenlandske museer, her Statens Museum for Kunst, har i årtier brugt mange penge på sofistikerede klimaanlæg, som styrer temperatur og luftfugtighed. Nu dokumenterer ny forskning, at klimaanlæg ikke kan stoppe udtørringen af malingen. Dermed kan museerne roligt skrue ned for klimaanlæggene og spare penge på energi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix/Arkivfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I årtier har kunstmuseer over hele verden troet, at sofistikerede ventilationsanlæg, som nøje styrer rumtemperatur og luftfugtighed, var vejen til næsten evigt liv for samlingernes kostbare malerier.

Sådan er det ikke, viser ny forskning fra Det Kongelige Akademis afdeling for konservering.

Her har to forskere, lektor Cecil Krarup Andersen og lektor Mikkel Scharff, sammen med kolleger fra Polen, Spanien, Frankrig og USA fundet ud af, at de hundedyre ventilationsanlæg ikke virker meget bedre end de cremer, som lover evig ung hud.

»Vi har kunnet konstatere, at farver udtørres og krymper, og vi kan se, at udtørringen fortsætter over tid, og det er banebrydende ny viden. Vi troede, at ændringerne i egenskaber ville stoppe på et tidspunkt, men sådan er det ikke, og den proces sker, uanset om maleriet befinder sig i et rum, hvor man styrer temperatur og luftfugtighed,« forklarer Cecil Krarup Andersen.

Mikkel Scharff kalder udtørringen for en dynamisk proces.

»Den fortsætter i hvert fald i 100 år, efter at maleriet er skabt, sikkert også i 200 år, og det er overraskende. I begyndelsen er malingen fleksibel, men når den over tid tørrer ud, trækker det sig sammen, og så opstår der revner,« siger han.

De to forskere står i et laboratorium i kælderen under Det Kongelige Akademis afdeling for konservering, der ligger på Esplanaden i København. På bordet foran dem ligger rækker af kort med farveprøver i forskellige aldre, såkaldte opstrøg, som de har brugt i deres forskningsprojekt, og et par ældre oliemalerier, som viser den slags revner, der med tiden opstår, når malingen udtørrer.

Lektor Cecil Krarup Andersen peger på nogle af de farveprøver, som har været brugt i forskning i farvers nedbrydning over tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Dyre anlæg hindrer ikke revner

Cecil Krarup Andersen og Mikkel Scharff har mange års erfaring med konservering af malerier både herhjemme og i udlandet, men alligevel har det overrasket dem, at udtørringen af farver er en over tid fremadskridende og uafvendelig proces. De vidste, at maling udtørrer, men havde ikke regnet med, at forandringerne i malingen er så stor.

»Vores forventning var, at udtørringen i et stabilt klima ville stoppe efter 50 til 75 år, men det gør den ikke, og nu ved vi, at man ikke kan undgå den proces. Vi har selvfølgelig intuitivt vidst, at et tørt eller fugtigt klima vil kunne skabe revner i et maleris farver. Det overraskende er, at nedbrydningen også sker i et nulrisikoklima med stabil temperatur og luftfugtighed, som man finder på moderne museer med ventilationsanlæg,« siger Mikkel Scharff.

De to forskere og deres kolleger har nøje analyseret farver og farvelag og undersøgt, hvordan malerier påvirkes af klimaet. Der kan opstå spændinger i lærredet og i farvelaget, og så kommer der revner i maleriet.

»Her kan du se en af de ældste farveprøver, som vi har fra en kollega i USA, som allerede for mange år siden begyndte at forske i kunstnerfarvers nedbrydning,« siger Cecil Krarup Andersen og udpeger revnerne i malingen.

Der er millioner at spare

Den nye viden betyder ikke, at museerne, som de seneste årtier har brugt enorme beløb på både at installere og drive de elforbrugende klimaanlæg, nu fuldstændig skal droppe dem, siger de to forskere.

Klimatiseringen har en vis beskyttende effekt, men det er ikke nødvendigt at bruge så meget energi på styring af indeklimaet, som mange museer praktiserer det i øjeblikket.

»Ideen med disse anlæg er god nok, men nu ved vi, at vi ikke kan undgå nedbrydningen. Derfor bør museerne ændre strategi og ikke styre indeklimaet så stramt, som mange gør i øjeblikket. Det vil spare penge, være godt for klimaet, og man kan gøre det uden, at det er kritisk for malerierne,« siger Cecil Krarup Andersen.

Mikkel Scharff og Cecil Krarup Andersen fra Det Kongelige Akademis afdeling for konservering står sammen med forskerkolleger fra Polen, Spanien, Frankrig og USA bag banebrydende forskning i nedbrydningen af farverne på malerier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Smithsonian i USA, som er et af verdens førende museer, har allerede løsnet den stramme styring af indeklimaet for store dele af deres samlinger, og det har reduceret energiforbruget med 17 procent og medført store besparelser.

Beregninger viser, at  Amsterdam Museum kunne spare 15 procent på energiregningen ved at omlægge strategien for klimastyringen, og på Hermitage-museet i Amsterdam testede man i et år to strategier for klimastyringer og sparede henholdsvis 49 og 63 procent på energiforbruget.

Danske museer, blandt dem Statens Museum for Kunst, har også fokus på energiforbruget, og de nye forskningsresultater fra Det Kongelige Akademis afdeling for konservering vil understøtte den nye strategi på området.

»Vi har til en vis grad stadig brug for at styre klimaet, men lige som man kan skrue ned for varmen i sit hjem, uden at der sker nogen skade, kan man skrue ned for fugt- og temperaturstyringen på museerne,« siger Mikkel Scharff.

»Museerne vil kunne spare mange penge på forbruget, som man har set det på Smithsonian. Da museerne her ændrede strategi, sagde nogle museumsfolk, at de ikke ville gå samme vej, for de ville ikke gå på kompromis med bevarelsen af billederne. Nu ved vi, at man ikke kan undgå, at billederne nedbrydes og revner,« siger Cecil Krarup Andersen.