Kan blomster udtrykke sex, undertrykkelse, vold, og ligefrem være queer? »Ja, da.«

AOK
Kunst

Arken har taget fløjlshandskerne af i deres behandling af blomsten i kunsten. Her er en rose ikke bare en rose, men et billede på massegrave, overgreb på kvinder og natur, queer-antydninger og SM-hengivelse. Det er stærke sager – ligesom liljens duft i næsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan blomster i kunsten udtrykke seksuelle spil, undertrykkelse, voldsfortællinger, feministisk aktivisme og koloniale forhold, ja ligefrem være queer?

»Ja, da,« synes Arken at plædere for i deres seneste temaskud på stammen »Blomsten i kunsten«, der også griber fat om de for længst vedtagne skildringer, der knytter sig til blomsterkunsten: vanitas-begrebet, den kærlige gestus, de helende kræfter, fejringen, den dunkende seksualitet og konkrete befrugtning.

Kunstneren Kapwani Kiwangas værk, »The Marias« fra 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marc Domage.

Det er heftige begreber at hæfte til noget så uskyldigt som en plante med en farverig top, der uden anstrengelser vokser fredsommeligt op ad jorden. Skal vi ikke blot lade den tale for sig selv i al sin skønhed? Male dens ynde frem og hylde den i kunsten, som vi gør i haven og i afskåren form i vasen på bordet.

Absolut ikke, synes kunstnerne altid at have bedyret – og nu også Arken, der med sin skarpe udvælgelse og bevidste sammenstilling af værker fra forskellige perioder, giver et bud på en ny læsning af begge perioders kunst. Det er lige præcis det, der gør udstilling til et fornyende og potent besøg.

Allerede i åbningssalen, hvor hvinende lyserødt blomstertapet klistrer sig til væggen. Her afbrydes idyllen i Paul Fischers maleri, »Grønttorvet« fra 1927, hvor borgerskabet er ude at købe blomster til stuerne, af et brag fra Ori Gershts videoværk »Big Bang« fra 2016.

En glasvase med en yndig buket er eksploderet! Lyden er så markant, at den trækkes med ind gennem store dele af udstillingen, så vi ser på alt fra Monets sarte åkander til Eva Kochs intenst røde valmuer igen og igen bliver mindet om de mere komplicerede betydningslag i blomsterkunsten.

Installationsfoto fra udstillingen »Blomsten i kunsten« på Arken. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Gensidig bestøvning

Arkens overordnede fokus er en sammenstilling af samtidskunstens skildringer af blomstermotivet med den romantiske billedkunst fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, hvor blomsten blev en industri. Her sættes de to perioders værker klods op ad hinanden for at se på deres gensidige »bestøvninger«.

Mest markant er Kristian Zahrtmanns nøgne »Adam i Paradiset« fra 1914 sat sammen med Wolfgang Tillmans’ slørede foto af en rød rose fra 1999.

Kunstneren Kristian Zahrtmanns værk, »Adam i paradiset«. Værket er fra 1913-14. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anna Danielsson – Nationalmuseet..

Zahrtmanns forførende Adam vakte i sin samtid stor forargelse. Homoseksualitet var forbudt, og i kunsten forbandt man traditionelt blomsten med feminine dyder, så når Zahrtmanns valgte at indhylle sin Adam i et potent blomsterhav og lade blomsterne i forgrunden stå strunkt, skulle man ikke have ret meget forstand på billedanalyse for at forstå budskabet. Det samme gælder Tillmans’ fotografi af en lettere abstrakt anus … eller jeg mener rosenknop.

I udstillingskataloget argumenterer Rasmus Kjærboe i sin artikel »En lille, skæv blomst« for, at der ligefrem er tale om forstadier til queer-aktion i Zahrtmanns værk.

Queer forstået som et begreb, vi kan bruge på tværs af tid til »at udpege forskellige handlinger, der overskrider og udfordrer kønsnormer; det er alt det skæve«, forklarer han. I »Adam i Paradiset« er det Zahrtmanns umage placering af Adam i blomsterhavet, der skulle pege i retningen af »alt det skæve« – altså at blomsterne her agerer queer. »Fair nok, den idé kan godt have gang på jord, men er nok en smule langhåret,« tænker jeg, foran værkerne.

En rundviser er på Arken med en flok pensionister samtidig med mig, og da holdet står foran de to værker, må jeg være med på en lytter. Rundviseren nøjes med at italesætte Zahrtmanns »homoseksuelle Adam« og grenen foran hans køn, og at Tillmans med modernismens vovemod, var rykket tættere på mennesket, ja nærmest ind i kroppen. De lyttende ler let og uforfærdet – og så er de videre.

Installationsfoto fra udstillingen »Blomsten i kunsten« på Arken. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Et rendyrket rædselskabinet

Det er jeg også, og med en opløftet fornemmelse af Zahrtmanns ønske om at male et håb om en fri kærlighed frem, for så at havne foran udstillingens mest brutale værk, og al lethed er manet i jorden. Her kan jeg snildt tilslutte mig Arkens tankegang om, at blomsterværker kan afbilde voldshandlinger.

Ismar Cirkinagics »Herbarium« fra 2006-2018 er på afstand æstetisk, velordnet og yndefuldt. Tæt på bliver det klart, at de pressede blomster er plukket fra massegrave i Bosnien-Hercegovina.

På hvert værk oplistes hvilke plantearter, der er blevet fundet, præcis hvor de er fundet, og hvad det er for familier, der er blevet begravet i jorden under planterne. Det er næsten ikke til at begribe.

Kunstneren J.L. Jensens værk, »Nature morte med blomster i antik vase på marmorbordplade«, fra 1834. Værket tilhører Thorvaldsens Museum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorvaldsens Museum.

Jeg står foran et rendyrket rædselskabinet og en omvendt vanitas, om man vil. For i barokkens stilleben-tableauer med frugt, blomster og timeglas gjorde man opmærksom på livets naturlige forgængelighed, som vi ser det i J.L. Jensens senere motiv »Nature morte med blomster i antik vase på marmorbordplade« fra 1934 andet steds i udstillingen. Hos Cirkinagic præsenteres vi for planter gravet op fra den absolutte død forårsaget af en systematisk massakre.

Rædslerne fortsætter rundt om hjørnet, hvor gule piedestaler bærer på storskrydende orange blomster. Her peger Kapwani Kiwanga på de slavegjorte kvinders brug af giftige frø fra Påfugleblomsten, som de foretog aborter med efter at være blevet voldtaget. To minimalistiske figurer om en stiltiende og kompleks modstandskamp fra de slavegjorte kvinder.

En anden feministisk modstandskamp finder jeg i et videoværk fra 2015 af Melanie Bonajo. Hun følger en gruppe sexaktivister, der fortæller deres historier om overgreb og skam, mens vi ser dem mødes i omsorgsfulde rum for at udfolde sig kropsligt.

Her kommer blomsten ind i billedet i nogle spirituelle seancer, hvor den bliver brugt som helende kraft. Det er ømt, men også muntert med nogle pudsige blomsterkonstruktioner påsat aktivisternes kroppe.

Død og forgængelighed

Værket af lavet af kunstneren Rune Bosse i 2020. Værket har ikke nogen titel. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Blomsten er aktuel i kunsten, mener Arken, fordi vi står i en klima- og biodiversitetskrise. Ser vi os om på Instagram og forhører os i havecentrene, så har vi aldrig anlagt så mange højbede og vilde haver før.

Det har vi haft tid til under coronakrisen, men det har vi også lyst til, fordi vi pludselig ser klimaværdi i at begrønne vores liv på ny – både i by og på land. Med det in mente, tænker jeg, at der vil være grobund for et stort besøgstal på Arken!

Fra det kritiske ståsted kradser Rune Bosse i overfladen med sin cirkulære platform, hvor meterstore glasflakoner med blomster er placeret. Men blomsterne er en kende blege. Bosse har omkring Arken været ude for at indsamle vilde arter, som han har nedsænket i klorin.

De vil opløse sig over tid, mens udstillingen forløber. Jeg tænker på de plantearter, som forsvinder i naturen. Ligesom i Bosses forsegling, taler kemikalierne sit eget tydelige sprog uanset, hvor underskønt det ser ud.

Og det gør det meste her på Arken, ja ligner nærmest et »Alice i Eventyrland«. Her er blomster på størrelse med parasoller, en stopmotion-video med barokke damer i en hed SM-omfavnelse på en blomsterbalkon og seks af Hilma af Klints sarte blomsterakvareller, blandt andet.

Med stor uforfærdethed og fare for at kamme over melder Arken sig med »Blomsten i kunsten« ind på samtidskunstscenen med ønsket om at bearbejde strukturel undertrykkelse i forhold til identitet og natur.

Jeg savner Georgia O’Keeffes hypersensuelle blomstermalerier fra slutningen af 1920erne, der var med til at cementere blomsterkunstens symbolske lag i en moderne kontekst.

Til gengæld fryder jeg mig over det væld af udenlandske og danske samtidskunstnere, der prikker til al blomsteræstetikken. »Blomsten i kunsten« er som mødet med en overdådig buket liljer, der lige først stimulerer øjet, men begynder at kradse i næsen, når jeg kommer tæt på og lugten af død og forgængelighed hænger i luften.