I Anna Stahns verden er kunstmarkedet omdøbt til det rene cowboyland

AOK
Kunst
Anmeldelse

Anna Stahn har ombygget tredjesalen på Gl. Strand til et gesamtkunstwerk befolket af rejekællinger og hattedamer. Det handler om klasseskel og markedskræfter i kunstverdenen, som kunstneren selv er fuldkommet indrulleret i, men alligevel vover at spidde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der ligger bunker af kuverter på gulvet med Anna Stahn som afsender. Det er kærestebreve, kan jeg forstå, og en vigtig detalje i hendes udstilling.

På introduktionsteksten står kun antydet, at brevet er til os publikummer. Jeg sætter mig ned på en »Rejekælling med muslingehat«, som er en skulptur af en polstret kvinde nede på alle fire, men også en museumsbænk, og går ombord i hendes kærestebrev, som er et essay.

Det handler om rejekællinger, hattedamer, glædespiger, klasseskel og markedskræfter i kunstverdenen, som i brudstykker giver ekkoer i hendes fysiske værker i keramik, tekstil og i blyant- og kul på papir.

»Walking Debt«. 2022. Brændt stentøj med begitning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Kure.

Brevet er nøglen til udstillingen, og hvis du ikke er blandt dem, der får sprættet kuverten op og læst det fire sider lange essay, læser Anna Stahn heldigvis dele af sit essay højt på en videoskærm.

Hattedamerne og rejekællingerne, der her er udformede som skulpturelle bænke, har Anna Stahn hentet fra datidens Gl Strand. Rejekællingerne var de rå og rapkæftede damer, der stod og solgte fisk – hattedamerne en ironisk betegnelse for rige kvinder, der omkring 1900-tallet engagerede sig i socialt arbejde med udsatte kvinder og børn – iført ekstravagant hovedbeklædning for at markere deres klassetilhørsforhold. Og så købte de fisk af rejekællingerne. Tilsammen repræsenterede de det klasseskel, der dengang udspillede sig uden for kunsthallens dør, og som Anna Stahn oplever, hun kan spejle sig i. Hun mener ligefrem, at hun har en rem af begge klassers hud.

For Anna Stahn er underlagt andre menneskers penge; de velhavende kunstsamleres og fondenes, blandt andet. Det er på deres nåde, hun kan betale sin mad, sin husleje og sine nye sko, og sammen med hendes rå facon får det hende til at føle sig som en af rejekællingerne. Samtidig er hun en veluddannet feminist, uddannet på det fine Charlottenborg, der placerer hende højt i samfundets hierarki – ja, som lidt af en hattedamefeminist.

Og kunstmarkedet kalder hun for et »cowboyland«, fordi hun ser det som et af de eneste lovlige uregulerede markeder, vi har tilbage. Et marked hvor ligeløn, fagforeninger, arbejdsrettigheder, logiske prissætninger er en saga blot.

Vovemod

»Morgen i en mørk lejlighed«. 2022. Blyant og kul på postkort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elisabeth Julie Kier Alice Folker Gallery.

28-årige Anna Stahn kan godt leve af sin kunst, lader hun os vide – men på købernes og fondenes nåde. Det her er hendes første institutionelle soloudstilling, og i det regi skal der mod til at kritisere den hånd, hun spiser af.

Jeg kommer til at tænke på Jens Haaning, der med sit værk »Take the Money and Run« også har fat i de ulige markedskræfter i kunstverdenen. Anna Stahn går mere transparent til værks i sit essay:

»For at lave denne heldige, forgyldte, soloudstilling på kunstforeningen Gl. Strand skal jeg blandt andet kaste mig ud i en satsning på, at tingene senere vil sælges, jeg skal søge fonde, og min løn er ikke sikret. Jeg modtager 25.800 kroner i honorar, mens min værkproduktion overstiger de 50.000 kroner, hvilket den også forventes at gøre fra institutionens side – min gallerist tager 50 procent af udbyttet, minus udlæg, og sælger jeg ikke mine værker, kommer jeg i gæld, og hvis jeg sælger dem, bliver jeg rig,« skriver hun.

Hun lader Københavns Indre By kredse om sin udstilling. Det er her, hun har gået i skole, haft barjobs, og siden brugt sine penge til snot og godt for at fremstå tilstrækkelig cool til at blende ind i kunstverdenens ferniseringer. Indre By er til gengæld ikke et sted, hun nogensinde har haft råd til at bo – præcis som rejekællingerne.

Fisk, penge og kærlighed

»Fruentimmer overdænget med skaldyrsbuffet«. 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elisabeth Julie Kier_Alice Folker Gallery.

Efter at have læst Anna Stahns essay synker hendes surrealistiske kunstværker lettere ind. Men er det Anna Stahn selv, der kravler rundt dér på alle fire med sin gæld tyngende på sin ryg – iscenesat som en rejekælling og hattedame, med hver sin komiske hat? Og hvad laver de på alle fire? Mimer de de prostituerede, der også hang ud på datidens Gl. Strand?

Næppe, for tæt på sprutter hendes feministiske opråb og styrke ud ad alle sprækker i hendes surrealistiske streger med kvinder, der lufter skildpadder, er en skaldyrsbuffet eller en vandrende dollarseddel.

Hun overfører stregen fra papiret til nogle nedridsninger i en keramisk »fliseboulevard«, hvor hver rektangulær flise får mig til at stoppe op, fordi de er smukke og fulde af liv. De skal illudere en strøggade gennem hendes »indre bybillede«. Her kan jeg slå mig ned på hendes bænke og betragte de forbipasserende kvindeskikkelser i hendes blyantstreger – eller gå ombord i hendes kærestebrev, som måske er et kærligt wakeupcall til den kunstverden, hun har viet sig til!

»Walking Debt.« 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Kure.

Det fysiske brev er i al fald et sanseligt materiale at have mellem hænderne. Det gælder også de keramiske fliser, som jeg gerne må gå på og bænkene i det groftvævet tekstil, jeg kan side på, mens jeg glor på småsyrede højhælede sko med fisk i. Man sagde i det gamle København, at fisk var lugten af penge.

Her er pengenes magt også afsættet for alt, hvad Anna Stahn ønsker at puffe til. Og det er alle pengene værd.