Hun laver supermærkelige og besjælede værker, som bliver mest nærværende, når reelle menneskeliv er involveret

Hun har hang til masseproducerede genstande som persienner, tørrestativer, skorstenshætter og syntetiske strå, og har for vane at fordoble alt, hvad hun rører ved. Mød den koreansk-tyske kunstner Haegue Yang.

Oplev den koreansk-tyske kunstner Haegue Yangs udstilling »Double Soul« på Statens Museum for Kunst. I udstillingen har hun i de to åbningsskulpturer valgt en pardans med Sonja Ferlov Mancoba og grønlandsk-danske Pia Arke, hvis værker Yang så på Istanbul Biennalen i 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Søndergaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det myldrer med dobbeltheder, der spalter sig ud i gentagelser, fordoblinger, paralleller, halvdele og modsætningsforhold i Haegue Yangs kunst.

Hun har rødder i Sydkorea – landet, der for længst er splittet op med Nordkorea. Hun bor lige dele i Tyskland, hvor hun tog en del af sin kunstuddannelse, og i Sydkorea i dag. Med to værksteder, ét i hvert land – og et slæng af hjælpere hvert sted. Hendes søskende er tvillinger, og så arbejder hun på et nærmest fetichistisk niveau med at inkorporere en dualisme i al sin kunst – formentlig for at spejle sit eget dobbelte ståsted i livet som halvvejs immigrant.

Udstillingen »Double Soul« vises på Statens Museum for Kunsts (SMK) frem til 31. juli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Sune Berg.

Der er gerne et »mig« og et »den anden« indarbejdet i hendes værker med et ønske om at opnå en forbindelse til »den anden«. Det kan være et andet menneske, en sjæl, et dyr, naturen eller en af hendes kunstgenstande, som hun lystfuldt besjæler – selv tørrestativer og persienner.

Og så er der de konkrete »par« i Statens Museum for Kunsts (SMK) udstilling »Double Soul«. For eksempel to skulpturer, der råber mig ind i ansigtet, lige inden for døren. De er fuldkommen umulige at overse. Smukke vil nok være for meget at sige. Minimalistiske. Absolut nej! De er faktisk lidt for meget, supermærkelige og voldsomt kitschede. På den ene side så aparte, at jeg næsten ikke kan overskue dem og bare har lyst til at gå en stor bue udenom. På den anden side bliver jeg sanseligt tiltrukket. For hvad f… er det?

Materialerne er cheap og en del af Yangs signatur med hang til masseproducerede brugsgenstande. I det her tilfælde metalbjælder, kunstige strå, skorstenshætter og en håndfuld plastikblomster. Hun kalder sine værker for »halvvejs readymades« – og det anakronistiske i den fortælling er, at lige så billige materialerne til hendes værker i sig selv er, lige så absurd dyre er værkerne at få op under neglene.

For 51-årige Haegue Yang er blevet en sællert på det internationale kunstmarked, navnlig efter omverdenen lærte hende at kende på blandt andet The Museum of Modern Art i New York, Tate St. Ives i Storbritannien og Venedig Biennalen tilbage i 2009, hvor hun repræsenterede Sydkorea.

»De fleste af de værker, der knytter sig til hendes eget og andre virkelige menneskers liv, bliver sanseligt vedkommende for mig,« skriver kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Sune Berg.

Besjælet dialog

Der er noget svært fremmedgørende i de to skulpturelle monstrummer, men samtidig noget nærværende og generøst i fortællingen bag. Det er det, der får mig til at rykke et skridt længere ind i udstillingen.

I de seneste år har Yang besluttet sig for at gå i dialog med kunst fra kollegaer i det land, hun udstiller i. I 2020 gjaldt det nogle broderede puder, som ligger parat til de faste kirkegængere i en kirke i Cornwall. Det er blevet til et installationsværk med nogle komplicerede kirkebænke med broderier, der kredser om klimaforhold. Installationen bliver vist i SMKs passagerum mellem den nye og gamle bygning, som er Yang-udstillingsrum nummer to!

Til SMK-udstillingen har hun i de to åbningsskulpturer valgt en pardans med Sonja Ferlov Mancoba og grønlandsk-danske Pia Arke, hvis værker Yang så på Istanbul Biennalen i 2019.

Hvordan den dialog folder sig ud, må du selv tage til SMK og få hold på. Fælles for de to skulpturer er deres menneskelige fremtræden. Her er hænder, korpus, ben, fornemmer man, bag deres umage former og formentlig en kredsen om den shamanisme, som optager hende. Shamanisme optræder i mange kulturer og afskygninger, men med en fælle idé om, at mennesket og andre væsener kan overlappe hinanden – præcis som besjælingen gør sig gældende i Yangs installationer.

51-årige Haegue Yang er blevet en sællert på det internationale kunstmarked, navnlig efter omverdenen lærte hende at kende på blandt andet The Museum of Modern Art i New York, Tate St Ives i Storbritannien og Venedig Biennalen tilbage i 2009, hvor hun repræsenterede Sydkorea. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Sune Berg.

Måske hendes to glimtende halvkugler i henholdsvis sølv og guld i næste rum kan hjælpe os på vej. På afstand ligner de bekostelige kunstskatte eller en oversavet corona-virus. Tæt på afsløres det, at de er sat sammen af simple metalbjælder og dørgreb. Når en kustodes behandskede hånd sætter dem i omdrejning, som man ville gøre det med et lykkehjul i et tivoli, rasler bjælderne, som en dansende shamans bjælder ville gøre. Og så glimter de om kamp med de elpærer, der er fastgjort til nogle tøjstativer, der har noget hjerteligt og komisk over sig, alene fordi de prosaiske stativer ligner tændstiks-mennesker.

Men hvad skal vi med de roterende hjul? Er de livshjul, som vi kender fra buddhismen? Er det de to halvdele af et kløvet menneske, der tumler rundt og leder efter hinanden i Platons »Symposion«? Eller er det rent bling-bling, som er højest instagramvenligt?

Dødbringende kærlighed

Da Yang udstillede på Venedig Biennalen, var det med en henførende serie af persienner. På SMK finder du naturligvis to persienne-installationer, og i hver sit hjørne af udstillingen. Begge er monumentale værker, og det første, jeg møder, det mest dramatiske.

Da Yang begyndte at læse sig ind på tysk kulturhistorie, stødte hun på en tragedie fra 1990erne om et kærestepar med modstridende baggrunde. Den ene, Petra Kelly, var tysk aktivist, pacifist og med til at stifte det tyske miljøparti De Grønne. Den anden, Gert Bastian, var en tidligere general med en forhistorie som soldat i den tyske hær under Anden Verdenskrig. Kontrasten var åbenbart for krads, og i oktober 1992 fandt man parret dødt på gulvet i deres hjem i Bonn. Formentlig havde Bastian først skudt Kelly og derefter sig selv..

I Yangs installatoriske allegori »Lethal Love« er hendes persienner henlagt til et dunkelt lokale, hvor skarpe projektører belyser persiennerne i loops og danner skygger, der får tableauet til at virke drømmende cineastisk. Dertil har hun med hjælp fra nogle sensorer med duften af krudt og blomster skruet op for volumen.

Hollywoods film noir-persienners dobbeltheder og fordækte fortællinger er ikke til at komme udenom her, heller ikke de østtyske overvågningsmetaforer. Der skulle have været lidt mere knald på krudt- og blomsterduften, hvis de skulle have vækket mine sanser til live. Alligevel forbliver det et af udstillingens mest bevægende værker – rent æstetisk og menneskeligt.

Yangs »halvvejs readymade« er generelt arrangeret i installatoriske tableauer, der tilbyder små verdener at lade sig fordybe i. I et hvidt-i-hvidt rum, hvor surrealismen står på lur, besnæres jeg af en dialogtekst, hun har haft kørende med sin mor, da moderen var på besøg hos Yang i Berlin engang. Teksten får mig til at grine, men understreger samtidig alvoren i den immigrantfølelse, som den er båret af.

Haegue Yang – »Double Soul« på SMK. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Sune Berg.

Rundt omkring i udstillingen ligger iPads med en animerede version af Yang, der giver svar på spørgsmål til hendes kunst. Blandt andet om, hvorfor hun interesserer sig så indgående for forskellige kulturer. Svaret har igen at gøre med hendes immigrantstatus. Set i bakspejlet føltes det som en vild beslutning at rejse, fortæller hun, fordi hun havde så lidt livserfaring dengang og så meget at indhente i Europa for at kunne fungere socialt og som professionel kunstner.

Immigrantoplevelsen har formet hende og givet hende et sammenlignende perspektiv på tilværelsen, lyder det. Heri ligger nok kerneforklaringen på hendes dyrkelse af dobbeltheder, skyggesider og en søgen efter fællesskaber og identitet.

Samme søgen har gjort Yang interesseret i dansk kunst, og de to småumulige »halvvejs readymades«, som åbner udstillingen, er SMK blevet så begejstrede for, at de har erhvervet dem til deres samling. Jeg var nok gået efter hendes »Lethal Love«.

De fleste af de værker, der knytter sig til hendes eget og andre virkelige menneskers liv, bliver sanseligt vedkommende for mig. Hendes besjælede skulpturer uden nævneværdig historik bliver til gengæld lidt for »sjove« og fremmedgørende efter min smag. På den måde er jeg lige så dobbeltindstillet, som Yang selv.

Haegue Yang – »Double Soul«

Statens Museum for Kunst, København

Frem til 31. juli