»Jeg mærker en ny interesse for mine ting, især fra den unge generation, som er passioneret omkring mit virke og mine materialer. Det er ikke min egen generation, der viser mig interesse. Absolut ikke,« siger billedkunstner Gun Gordillo på sit djærve skånske, skønt hun er lidt af en verdensdame.

78-årige Gun Gordillo er en skandinavisk pioner inden for arbejdet med neon. Hendes kunstneriske sprog, der læner sig op ad det konstruktivistiske, langt væk fra det figurative og fortællende, har sat lysende spor, som unge kunstnere i dag stikker snuden i.