Der er intet, der tyder på, at hverken operaen eller performancekunsten er på vej ud. Det giver hypen om den bizarre strandinstallation »Sun & Sea (Marina)« et tydeligt praj om.
På Venedig Biennalen er der altid et par værker, der får biennale-gæsterne til at stille sig op i lange køer. I 2019 var det foran den litauiske pavillon. Her blev gæsterne vist ind i hold og op på en balkon, hvorfra de kunne se ned på en kunstig sandstrand, hvor badegæster i tangaer og leopardmønstrede badedragter brød ud i intet mindre end operasang. Om klimakatastrofer!
Siden har »Sun & Sea (Marina)« været på turné, og det er blandt andet lykkedes museumsgæster i Hannover, Zürich og Bergen at følge strandgæsternes hymner udi klima, mens den røg ud med coronabadevandet på Malmö Konsthal sidste forår.
Nu kommer strandoperaen snart til Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i samarbejde med CPH Stage. Fire dage er det blevet til, i slutningen af maj, og billetterne blev revet væk på mindre end 24 timer. Med de nye lempelser i forsamlingsforbuddet, er der nu mulighed for, at de kan lukke flere gæster ind i de fire daglige timeslots, og om ikke andet en mulighed for at forlænge spilleperioden med yderligere en åbningsdag. Vær beredt ved tasterne. Der er allerede en lang venteliste!
Hvorfor al den virak?
Hvordan i al verden kan det være, at en performance på en kunstig strand med højttravende opera har fået så massiv en gennemslagskraft?
Vi har set det før. I 2010 var det performancekunstneren Marina Abramović, der med sin »The artist is present«-performance, fik folk til at rejse den halve jord rundt for at se hende i øjnene med kun et træbords mellemrum på MoMA i New York. Siden snørklede køen sig op ad trapperne til de uafhentede billetter til tyske Anne Imhofs performanceværk »Sex« i Tate Moderns forhal i London. Her var hypen en performance installeret i tre rum, hvor lækre unge normcore mennesker vikler sig ud og ind af hinanden i fire timer. Nu er det altså det litauiske hold bestående af filminstruktøren Rugile Barzdžiukaitė, forfatteren Vaiva Grainyte og kunstneren og komponisten Lina Lapelytė, der skaber al virakken omkring en performance.
Set fra oven, for det er en del af performancens præmis, får vi vækket vores voyeuristiske trang til at smugkigge på de fremmede strandgæsters sysler og kroppe, præcis som vi på en almindelig strand har udsyn til bag solbrillerne. Her er uhæmmet beluring bare en del af præmissen.
»Sun & Sea (Marina)« er en stor opsat installation med operasangere og statister, der fra deres håndklæder ligger og swiper på mobiler, spiser takeaway, smører sig ind i sololie, sludrer og dasker dovent omkring – alt imens de hver især synger om deres bekymringer om klimaets tilstand. Det foregår alt sammen meget afdæmpet, ingen hysteriske arier her, mens indholdet har en helt anden alvor.
Og så ligner det en meget letgenkendelig strand, ja, faktisk en af dem, vi snart kan slippe vores kroppe fri på lige rundt om hjørnet på Helgoland eller Bellevue. Og de er der alle sammen, strandløven med de udbredte arme, der sørger for at blive brunet på alle dele af kroppen, de unge piger, der følger med i hinandens tekstbeskeder, sudoku-entusiasten, det udslukte ægtepar og de to mænd, der læner sig kælent op ad hinanden.
Set fra oven, for det er en del af performancens præmis, får vi vækket vores voyeuristiske trang til at smugkigge på de fremmede strandgæsters sysler og kroppe, præcis som vi på en almindelig strand har udsyn til bag solbrillerne. Her er uhæmmet beluring bare en del af præmissen. Og det ser jo pragtfuldt ud; på en æstetisk og farveafstemt facon med badetøj, håndklæder, badedyr og parasoller i mælkede pasteller. Lidt som er vi havnet i en Jaques Tati-film fra 1950erne, godt hjulpet på vej af et sæt tvillinger med fletninger og ens badedragter, og så lige ham den hyggelige fyr med stråhatten. Men så hører harmonien også op.
For selvom de synger uden nævneværdig følelsespåvirkning, er indholdet af deres bekymringer tiltagende foruroligende og bliver til korsang om mere omsiggribende katastrofer på vores klode. Blandt eskapisterne er kvinden med det leopardmønstrede håndklæde, der praler af sin 8-årige søn, som har svømmet i flere af verdenshavene. For familien rejser konstant. Ja, de har endda sippet piña coladas på Great Barrier Reef. Der er også et af strandparrene, der må pendle for at holde stævnemøder – med fly.
Netop en feriestrand, som i uberørt stand er noget af det smukkeste, naturen har foræret os, er et effektivt billede på menneskets indgriben i miljøet. For langs solkysterne valfarter turisterne til i flokke, ankommet med fly, naturligvis. Og når de litauiske kunstnere har valgt at lade deres strandgæster synge apatisk og ureflekterede om bekymringerne for verdens undergang, forekommer det hele pludselig surrealistisk.
Nu så det hele lige så skønt ud oppe fra balkonen, og sangen er jo smuk. Mange går nok halvforkvalmet derfra, for »Sun & Sea (Marina)« handler jo om os. Vi kan alle sammen godt finde en type eller to på den strand, der minder om selv. Og hvornår har vi ikke selv i hedonismens navn drømt om muligheden for at købe en flybillet, der kan fragte os til en palmebeklædt hvid sandstrand i en allerhelvedes fart. Der er med andre ord visuelle smæk for skillingen og et relevant tema at tygge på.
Anne Imhofs performance »Sex, 2021« har verdenspremiere i en ny version på Statens Museum for Kunst, der i deres x-rum viser en tre en halv timers lang videoversion fra den 21. april til 29. august.
Tjek billetter til »Sun & Sea (Marina)« på Copenhagen Contemporary og CPH STAGE’s Facebooksider.
Rugile Barzdžiukaitė, Vaiva Grainyte og Lina Lapelytė: »Sun & Sea (Marina)«
29. maj – 1. juni.
Copenhagen Contemporary
Refshalevej 182
1432 København K
