I 1980erne var København en rodet, beskidt og skramlet by. Silken var slidt, som man siger, men det gjorde ikke noget i 1980erne. Tværtimod. Vi, der var unge dengang, elskede den sønderskudte banegård lige så meget, som vi elskede den Tom Kristensen, der digtede om den i 1920.
»Tilegnet alt, der har stået for længe i regnen«, hedder det i et tidligt 1990er-digt af Søren Ulrik Thomsen – og sådan var det: Vi elskede alt det rustne, alt det halvvejs forvitrede, alle minderne og alle drømmene om en anden tid.
Del:
