Efter små tre år genåbner Dansk Jødisk Museum med en helt ny udstilling og et nyt indgangsparti.
Museets indgang er i Det kongelige Biblioteks Have og museet er placeret i Det kongelige Biblioteks gamle bygning fra 1906. Museets indre arkitektur og den nye entre er formgivet af den verdensberømte jødiske arkitekt Daniel Libeskind, der blandt sine værker har Det Jødiske Museum i Berlin og det nye World Trade Center på Manhattan.
Daniel Libeskinds arkitektur sætter snævre rammer for et museums udstillinger. Hans arkitektoniske grundidé er, at arkitekturen skal fortælle historien, og at der egentlig kun behøves et minimum af udstillingsgenstande. I Dansk Jødisk Museum giver det sig udtryk i en særdeles spændende og unik indre formgivning med skæve gulve (søgang) og lyse træpaneler (svenske birketræer) på museets vægge og hvælvede lofter. De skæve gulve og formgivningen skal give mindelser om flugten i oktober 1943, hvor jøder blev reddet til Sverige. Men der er kun få og små montrer, hvor man kan udstille genstande.
Med nyåbningen har Dansk Jødisk Museum forsøgt at forny sin udstilling og kompensere for de begrænsninger, Daniel Libeskinds arkitektur giver. Man starter med en virtual reality-film, hvor man kan sætte sig i en robåd og få virtual reality-briller på, så man selv er med i båden over Øresund en mørk oktobernat i 1943. Jeg så kun en lille del af filmen, der varer i en time, men filmen – »Nattens ende« – virkede overbevisende og bevægende.
Man går derefter gennem en af gangene, hvor museet i de 6-7 montrer, der er i dén afdeling, har fokuseret på nazitiden og på antisemitisme i det 20. århundrede. Museet har forsøgt at kompensere for de spartanske udstillingsmuligheder ved at lade en tegner illustrere temaerne ved siden af selve montrerne, der er bygget ind i de lyse vægpaneler. Hvor man i den tidligere udstilling havde valgt at lade en masse genstande fylde de få montrer, så de forekom noget overlæssede, er man nu gået i den anden retning og har hovedsagelig kun en enkelt genstand i en montre.
Flugten i oktober 1943 illustreres i en af montrerne af en autentisk redningsvest, der blev båret af en syvårig pige dengang i 1943. En jødisk landbrugselev, der var i Danmark i 1940erne, havde taget sit bedesjal (tallit) med fra Berlin. Bedesjalet er udstillet, og tegneren har tegnet den unge landbrugsstuderende, Martin L., med en tekst om hans skæbne. Hvor montrerne tidligere som sagt var noget overlæssede, er de nu meget spartanske.
Museet viser historien efter krigen, hvor nogle danske jøder besluttede sig for at deltage i Israels uafhængighedskamp i 1940erne for at forsvare den jødiske stat, og man når helt op til nutiden og terroren mod Synagogen i 2015, hvor den jødiske vagt Dan Uzan blev myrdet.
Som noget nyt forsøger museet at visualisere den jødiske historie. Man har kastet lysshow op på det hvælvede kryptagtige loft, der viser scener fra jødisk liv med skuespillere. Og i en afdeling om jødisk liv i 1700-tallet har man levendegjort historien med små film i et lille hus, hvor man ser silhuetbilleder af jøder i 1700-tallet. Det er ganske raffineret gjort og er et nødvendigt forsøg på at overkomme de snævre udstillingsmuligheder.
Museets leder, Janus Møller Jensen, understreger, at man med denne udstilling har taget første skridt til en helt ny udstilling, som vil blive en realitet i 2024, og at man i erkendelse af museets lille areal og arkitektoniske udfordringer vil satse på udstillinger også uden for museet.
På et væsentlig område mener jeg, at museet begår en alvorlig fejl. Efter Holocaust ligger det alle nationer på sinde at identificere nazismens ofre. Det er en afgørende opgave at genskabe de liv, nazisterne udslettede. Men ikke i Danmark og ikke på dette museum, hvor alle jøder er gjort anonyme.
Pigen, der bar redningsvesten, kaldes blot en 7-årig pige. Den jødiske landbrugsstuderende kaldes blot Martin L. Og Dan Uzan bliver kaldt Dan U. Museet kan muligvis henvise til restriktive danske arkivregler med krav om anonymisering eller familiers ønske om anonymitet, men den går ikke. De restriktive arkivregler skyldtes nok i højere grad et ønske om at beskytte de embedsmænd, der i 1930erne og 1940erne udviste fremmede jøder til det nazibesatte Europa, end at beskytte de jøder, der jo ofte blev myrdet. Og jeg tvivler på, at familierne til de jødiske skæbner ikke skulle ønske at have disses navne med på udstillingen. Det er desværre et dansk fænomen at anonymisere, og det viser, at Danmark stadig er meget fjernt fra nazismens dæmoni og ikke synes at forstå, at ondskaben ikke skal sejre ved at udslette menneskets identitet.
Den dansk jødisk historie er netop i år 400 år gammel og jøderne var, indtil tyrkiske arbejdere kom hertil i 1960erne, den eneste minoritet, der adskilte sig fra majoritetsbefolkningen gennem religion, kultur, sprog og udseende. Også af denne grund af dansk jødisk historie vigtig, men den lille minoritet ydede desuden op gennem 1800-tallet sit til, at den danske nation udviklede sig i positiv retning gennem sit bidrag inden for kultur, videnskab og handel – og så selvfølgelig, fordi flugten i 1943 er en af de vigtigste begivenheder i dansk historie og stadig er et moralsk omdrejningspunkt. Så der er al mulig grund til at besøge museet, hvor de mange sider af jødisk liv er skildret, og hvor museet trods begrænsede muligheder har forsøgt at levendegøre den jødiske historie.
Dansk Jødisk Museum
Det Kongelige Biblioteks Have
Proviantpassagen 6, 1218 København
