Charlottenborg byder velkommen til Jeremy Dellers britiske shitshow

Med messende stemme og blikket rettet mod horisonten læser en russisk inkarneret Depeche Mode-fan op af sin egen russisk-oversatte sangtekst af det britiske 80er-rockbands hit »Higher Love« i en dokumentarfilm installeret i Charlottenborgs soloudstilling med den britiske kunstner Jeremy Deller.

Hun sidder i et køkken langt væk fra England – foran nysselige potteplanter og et tapet med fortrykte kaminure – og fortæller om sin lidenskab for Depeche Modes lyrik, som hun mener, russere bedst kan forstå essensen af. De om nogen ved noget om afviste og udviste profeter, siger hun. I ramme alvor.

Scenen er ganske enkelt vidunderlig, ligesom dén med et tysk ægtepar, der lever for at klæde sig selv og deres fireårige søn ud i outfits fra Depeche Mode-musikvideoer. Eller de russiske slyngveninder, der danser længslerne ud til et Depeche-nummer i en skov et sted.

Jeg faldt også pladask for det rumænske par, der er taget til koncert og ikke har haft råd til en sort neglelak a la Depeche Mode, og en engelsk fyr, der alene overlevede en hjemløs-periode under en bro, fordi han havde Depeche Mode i ørerne.

Dokumentaren »Our Hobby is Depeche Mode« varer lidt over en time. Selvom den er en del af et kunstudstillingsformat, hvor man næppe forestiller sig, at publikum bliver hængende til vejs ende ved hvert enkelt værk, er den her film så sjov, rørende og inderlig, at jeg sidder klistret til mit sæde.

Man kan undre sig over, hvad en fan-dokumentar har at gøre i en kunstudstilling. Men Jeremy Deller interesserer sig for identitet og fællesskaber i politiske, (pop) kulturelle og historiske kontekster. Forhold, han folder ud i videoværker, fotoserier, quiltede vægtæpper (med musikcitater på) og grafiske værker, for at undersøge den syntese og energi, der opstår, når grupper af mennesker forenes i passion.

Ligegyldigt hvor crazy, personerne i hans fællesskaber fremstår, bevarer han et vedholdende lunt og nysgerrigt blik. Også på de mest rabiate Brexit-tilhængere, han i en værktekst kalder for idiotiske.

I sit »Putin’s Happy«-videoværk spørger han interesseret ind til deres holdninger i forsøget på at forstå, hvad der ligger bag deres holdninger, da de sammen med deres lige så opkørte modstandere står i silende regn og hvæser ad hinanden med hjemmegjorte plakater foran parlamentet – én iklædt en Mozart-paryk en anden med nazihilsner op ad halsen og en tredje i et nydeligt Downing Street-jakkesæt.

På væggen overfor hænger et maleri af den engelske drengekostskole Eton College – i brand. I en billedtekst skriver Jeremy Deller, at skolen har været arnested for de mest højreorienterede politiske kræfter, deriblandt Boris Johnsson, og insinuerer, at det er den slags fællesskaber, der var grobund for Brexit.

Nice guy

56-årige Jeremy Deller, der repræsenterede England på Venedig Biennale i 2013 og tilbage i 2004 fik tildelt den prestigefyldte engelske Turner Prize, træder i karakter som en venlig mand – alt imens han spidder det britiske klassesamfund (i eksistentiel krise) i sin udstilling.

»Welcome to the Shitshow!« kalder han sin retrospektive udstilling for, som han har skrevet oven på en dørmåtte med det britiske flag, vi alle sammen tramper indover ved indgangen – et fædreland hvis værdier, man fornemmer, at Deller lige dele holder af og foragter.

Venligheden udmærker sig allerede i første sal, der er plastret til med hans on-going-kunstprojekt i form af grafiske værker og gratis plakater, som han har for vane at klæbe op i det offentlige rum, som en slags demokratisk aula. Her i salen har han nemlig sat små grønne, lyserøde og gule håndskrevne post-it-sedler op ved de mest komplekse eller indforståede værker, for at give sit publikum en chance for at følge med.

Med sin svungne, løse håndskrift træder han personligt og tilstedeværende igennem for at kommunikere direkte til sit publikum med sine små én-til-enmeddelelser – frem for gennem en mere klassisk billedtekst skrevet af en kurator.

For eksempel forklarer han, at han med sin plakat, hvor »I voted« står skrevet med Stonehenge-lignende bogstavtyper, opfordrer befolkningen til at gøre sin stemme gældende. Ved giga-plakaten med teksten »Cronyism is English for Corruption«, som fylder en hel væg, skriver han: »I Storbritannien bruger vi sjældent ordet korruption til at beskrive os selv. Korruption er for udlændinge. Crony-isme er et blødere ord, mere lig nepotisme«. Qua plakatens enorme størrelse, må der være en del af hente her i forståelsen af Jeremy Dellers blik på sine landsmænds identitet, som han tydeligvis mener har et lidt for mildt selvbillede!

»Thank God for Immigrants« står der på en ukommenteret plakat et andet sted, ligesom en manual til, hvordan man forlader Facebook også gør selvstændigt væsen af sig. Til gengæld har han ved en gruppe unge koncertdeltager skrevet: »Keep your electric eyes on me babe« – en detalje fra et meget ungt publikum til en David Bowie Ziggy Stardust koncert cirka 1973«

Salens værker kan opfattes som et slags katalog over hele hans praksis, hvorfra der er temaer og elementer, han siden folder ud i selvstændige sale. Stærke britiske rockbands som Depeche Mode og David Bowie er åbenbart et af hans interessefelter, hvorfor han længere inde i udstillingen har ladet en fotoserie af Ziggy Stardusts afskedsturné fra 1972-73 krydsklippe med reportagefotos fra nyhedsartikler i samme periode, hvor IRAs angreb i Storbritannien eskalerede.

Det gælder også det præhistoriske monument Stonehenge. Her er det ikke dets oprindelige funktion, der fascinerer ham, men den identitetsfølelse, stenkredsen siden har skabt i briterne, der blandt andet plastrer merchandise til med Stonehenge-ikoniseringer. På en sten på en væg træder en video frem, hvor en kvinde vandrende mod Stonehenge forsøger at forbinde sig til sin fortid – noget, der slet ikke kan lade sig gøre i en by, forklarer hun med sin dametaske over skulderen.

Sammenhængskraft

I »Welcome to the Shitshow!«s sal to er der sat bænke op foran det »English Magic«-videoværk, som Jeremy Deller viste på Venedig Biennalen i 2013. Det er udstillingens mest abstrakte værk, hvor han har gjort brug af musikvideoens æstetik.

Rammen er et orkester i Abbey Road-studierne i London, der sætter musikken til fire scenarier, der glider ind over hinanden. Først følger vi rovfugle i slowmotion og nærbilleder, der mimer heroiske popstjerne-portrætteringer. I flotte billeder bliver fuglene næsten overmenneskelige, omend de blot flyver rundt i deres vante fjerdragt. Derpå er vi med en stor kran ude at kvase Range Rovere med samme billedæstetik, for så at glide over i frihop for alle aldre på en Stonehenge-hoppeborg. Til slut kommer vi med til den årlige parade, hvor militær, fortidige frimurere og finansfagfolk hylder Londons finansdistrikt. Overgangene og de figurer, han stiller skarpt på undervejs, afslører hans funnybones. Den klo, både rovfugl og kran rager ud med, hænger øjensynligt sammen med det greb, Jeremy Deller mener, at finanslivet og briternes historiske selvopfattelse, har i det britiske klassesamfund i dag.

»English Magic« er det mest sammenkogte værk fra Jeremy Dellers praksis, vi stifter bekendtskab med her. Det kan nok også forklare, hvorfor kunstneren med det lidenskabelige fokus på sammenhængskraft, havde netop dét værk med sig til Venedig Biennalen.

I et udvalg af værker fra de seneste 20 år, er det tydeligt, at Jeremy Deller giver finansverdenen og militæret de største lammere på skulderen i sin forståelse af det engelske klassesamfund, men det er hans lune, der rammer alt, hvad han rører ved, mest rent ind og får ham til at fremstå knuselskelig.

Hvad: Jeremy Deller – Welcome to the Shitshow!
Hvor: Charlottenborg.
Hvornår: Frem til 6. august, 2023.