5 stjerner: Aldrig har jeg set et landbrugsredskab tage sig så smukt ud

AOK
Kunst
Anmeldelse

Med ålegræs, høvendere og en vindeltrappe cementerer ti samtidskunstnere, at der er en frugtbar arv efter billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens virke at gå i lag med.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dengang, der var elefanter i cirkus på Bellahøj i København, kommunikerede de med deres artsfæller i Zoologisk Have, forlyder det. Med fem kilometer imellem sig havde de åbenbart noget at sige og et fintfølende sanseapparat, der gjorde det muligt for dem at fornemme hinandens lavfrekvente meddelelser.

Et lignende fænomen er på færde i relationen mellem Glyptoteket og Den Frie for tiden. Begge steder kalder udstillinger på hinanden via nogle fintfølende frekvenser, og begge steder har de en hunelefant som omdrejningspunktet.

At bestige Nina Beiers trappe besnærer. Som Anne Marie Carl-Nielsens rytter til hest, må der være et helt andet udsyn heroppe fra. Nina Beier: »Nest«, 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Det drejer sig om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863 til 1945), som Glyptoteket har slået en anerkendende streg under i en soloudstilling med hendes skulpturer. Det har Den Frie fulgt til dørs ved at bede ti samtidskunstnere om at forholde sig til kvinden bag Rytterstatuen foran Christiansborg, den gispende »Havfrue« ved Den Sorte Diamant og hendes øvrige sprudlende arv.

De har suget til sig af hendes personlige historie, processer og endelige udtryk, der taler ind i deres spor og praksis og viser deres værker netop her, hvor Anne Marie Carl-Nielsen tilhørte kredsen af stiftere af Den Frie Udstillings kunstnersammenslutning og var medlem frem til sin død.

I generationer har kunstnere kigget på forgængeres tankegange og metoder med næsegrus beundring og en indædt vilje til at føre arven videre. På Den Frie ønsker de sig lidt mere, nemlig at øvelsen skal ende op som et generationsoverskridende princip, der går begge veje. Forstået på den måde, at der også er noget at hente for Glyptoteket blandt Den Fries inviterede kunstnere, der kaster lys på og giver en ny forståelse af, hvordan Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede. Det kan give lyst til at tage på Glyptoteket og se hendes skulpturer – måske én gang til – og omvendt.

Stalddøre, ålegræs og havfruer

I første rum er jeg tryllebundet af nogle irrede, rustne tiltede høvendere, der spejler sig i de sortblanke trægulve. Aldrig har jeg set et landbrugsredskab tage sig så smukt ud. Hjulene med river ligner parasolskelletter eller lykkehjul fra et for længst forlist omrejsende landevejstivoli og bliver i arrangementet til monumentale skulpturer. Jeg får lyst til at angribe høvenderne fra flere vinkler, røre ved dem.

Nanna Bell holder af det taktile, og man har en fornemmelse af, at Anne Marie Carl-Nielsen i sit arbejde med sine skulpturer, hvor man kan se hendes fingeraftryk alle vegne, gjorde det samme. Og så sender høvenderne en hilsen til hendes opvækst på en proprietærgård i Jylland, hvor hun kastede sig skrupsulten over markens dyr, som hun modellerede sine første skulpturer efter.

Nanna Bell arbejder generelt med fundne objekter, readymades, hvor opstillingen og relationen til de andre objekter og selve rummet er afgørende.

Rasmus Myrup er gået amok i ålegræs for at skabe nogle kvindelige mastodonter. De er vokset vildt ud af nogle små fedtsmører- og terpentinmodeller, som han har set i Anne Marie Carl-Nielsens arkiver. Rasmus Myrup: »You’re being such a bridge right now … (Lillebælt, Storebælt, Øresund og Femern Bælt)« 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Jeg kommer forbi Jytte Rex' slørede skikkelser og aner en havfrue her og dronning Dagmar der, som Anne Marie Carl-Nielsen engang gav liv i sine hænder, og frydes over Jytte Rex' versioner i sine fotos aflejret på træ, aluminium og plexiglas. Overfor hænger nogle revledøre, der i Hannah Heilmanns bearbejdning er blevet til relieffer med bemalinger og fastgjort tøj. De ligner stalddøre og sender endnu en hilsen til Anne Marie Carl-Nielsens bondeliv, inden hun rejste til Paris og blev en internationalt anerkendt kunstner.

Tal R leder i Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer efter hendes blik på sine skulpturer, der kan give ham nye måder at arbejde med sine egne værker. Det er der kommet nogle meget Tal R’ske skulpturer ud af – blandt andet én med en reference til hendes »Stående dreng betragter sin hæl« – nu i gips.

Sif Itona Westerberg: Anne Marie Carl-Nielsen årvågne »Havfrue« har inspireret flere af udstillings kunstnere, blandt andre Sif Itona Westerberg, der har fat i en poetisk version i brudstykker i sine gasbetonrelieffer. Sif Itona Westerberg: »Lethe«, 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Længere inde i udstillingen er en vindeltrappe, der hvirvler op mod loftet. På trappetrin er æg i marmor og sten, der får mig til at tænke på kaglende høns. Nina Beier er også en liflig bruger af readymades, og det gælder åbenbart også pynteæg og yoniæg, der får trappen til at fornemmes som en sensuel, ja æggende, opstigning. Jeg får lyst til at komme op på toppen og se, hvordan verden tager sig ud derfra – måske jeg vil føle mig som en rytter på en sokkel. Hvis jeg tør! For her er ikke noget gelænder.

På en væg hænger Sif Itona Westerbergs betonrelieffer. Hun bearbejder noget så ædelt som klassisk mytologi i det billige byggemateriale og strejfer her Anne Marie Carl-Nielsens årvågne »Havfrue« i sine poetiske brudstykker. Rasmus Myrup er gået amok i ålegræs for at skabe nogle kvindelige mastodonter. De er vokset vildt ud af nogle små fedtsmører- og terpentinmodeller, som han har set i Anne Marie Carl-Nielsens arkiver.

Rørende samtaler

Der er noget aldeles rørende over den samtale, de ti kunstnere har med Anne Marie Carl-Nielsen, som efter den retrospektive udstilling Den Frie tildelte hende året efter hendes død, gik så godt som i glemmebogen. Hvorfor blev hun ikke en af de kunstnere, som fremtidens billedhuggere har skelet til lige siden?

Nu har hun fået en passende piedestal og et vidnesbyrd om, at hendes arv kan skabe betydelige aftryk i eftertidens skulpturelle udtryk. Det har de ti kunstnere, som også tæller Sophia Kalkau, Marie Lund og Torben Ribe, cementeret i hvert deres værk, som er tro mod deres kunstneriske signatur og derfor snildt kan stå selv – helt uden pardansen med Anne Marie Carl-Nielsen.

Det er endnu en god grund til at tage til Den Frie, hvor du kan se nye værker af en flok af samtidskunstscenes vægtige navne.

Mellem de to udstillinger er i øvrigt en podcast, du kan proppe i ørerne og lade dig glide gennem Københavns gader i spor efter Anne Marie Carl-Nielsen. Sådan en rejse kan elefanterne ikke foretage. På det punkt er vi tobenede mere frit svævende – ligesom Anne Marie Carl-Nielsens arv endelig er gået hen og er blevet.