I 1966 mente Kinas daværende »store rorgænger«, formand Mao, at det var tid til at rydde op i Kinas Kommunistiske Partis »borgerlige« tendenser. Kina var ved at størkne i antirevolutionære normer, mente Den Store Leder.

Kuren mod den påståede borgerlighed var en pjaltehær af rødgardister, der bestod af helt unge idealister, primært soldater og studerende. Gardisterne skulle sikre, »at den rette revolutionære ånd indfandt sig på alle niveauer af samfundet«.