Mens vi forsøger at tøjle CO₂-udslippet med grøn energi og reformer af landbruget, minder jeg om en overset sandhed: At smukke bygninger er et af de vigtigste redskaber, overhovedet.

Lad os lige tage tallene: Bygninger, broer og veje står for 30 procent af Danmarks CO₂-udledning. Energiforbrug, byggeprocesser og materialer som for eksempel cement og beton.

Her kan og skal man reducere energiforbruget, indiskutabelt. Men – intet slår smukke bygninger af den simple grund, at smukke bygninger står længere, måske i århundreder.

Tænk på Københavns smukkeste huse, gamle og nye. De er bygget for at bestå. Kastellet, Rådhuset, Den sorte diamant, Skuespilhuset.

Og tænk så på al det livløse byggeri, der i disse år knaldes op i Ørestaden, på Amager Strand, Islands Brygge og dele af Nordhavn.

Det er huse uden liv, uden sans for andet end at blive solgt.

Forestiller nogen sig, at vi en dag om 100 år vil promenere ned ad de vindblæste gader i Ørestaden, beundre de billige betonelementer fra begyndelsen af det 21. århundrede, hilse på en gammel mand, hjælpe et barn med at rejse en cykel?

Selv cykler jeg hver morgen ind til kontoret gennem det nye Nordhavn ad Kalkbrænderihavnsgade, der skal rumme 40.000 mennesker. Men der er ikke ét eneste træ på hovedfærdselsåren, ingen ro, ingen liv.

Hvorfor? Fordi ingen forestiller sig, at noget som helst ligner sig selv om bare fem år.

Når skønheden er bæredygtig, er det fordi vi passer på smukke ting, og fordi det derfor giver langt, langt mindre forbrug af CO₂ at tænke tiden ind i byens udvikling.

Sagt enkelt: Byg dyrt, så bliver det billigt. Byg godt, så bliver det bæredygtigt.

Tankevækkende nok har forkvinden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, sagt det allerbedst, da hun sidste år lancerede en ny Bauhaus-bevægelse inden for byudvikling. Byer er bygget af og til mennesker, ikke maskiner.

Det, der er smukt, sagde hun, når vores hjerter på et sekund.

Hvad er skønhed?

Spørgsmål 1: Og hvad er så skønhed? Kan to mennesker blive enige om den?

Ja, det kan de. Romeren Vitruvius definerede allerede i århundredet før Kristi fødsel tre kriterier, der skal være opfyldt, for at man kan tale om god arkitektur: Brugbarhed, holdbarhed og skønhed.

Tingene er hinandens forudsætninger. Smag og behag er subjektive størrelser, men når vi accepterer, at godt byggeri i mange år skal være en kilde til glæde, ja så kan man godt hæve standarden.

Spørgsmål 2: Kan de så ikke bare tegne lidt pænere, arkitekterne?

Ja og nej. Arkitekter tegner, men de sidder næsten aldrig for bordenden. De store byers byggerier bestemmes primært af penge og politik, ikke æstetik.

Arkitekterne tegner kort sagt for developers og politikere, der hver især ofte har kortsigtede interesser, og sådan er dét.

Men barren kan godt hæves, når nu klimaet kræver det.

Det er simpelthen ikke godt nok, når spekulanter alene er fokuseret på salg – og derefter overlader betonlandskaberne til andre. Eller når politikere alene fokuserer på mængden af billige boliger.

Sådan ødelagde man Vestegnen i 1960erne og store dele af Nørrebro i 1980erne. Nu gentager det sig, i et drøn af beton.

Så ind med æstetikken, for klimaets skyld. Et hus skal holde mindst 100 år for at være bæredygtigt. Det haster med at skrue tempoet ned.