Kunst blomstrer, når den udsættes for benspænd. Den visner, når den udsættes for forbud

Kulturkommentar: I forsøget på at sikre repræsentation af minoriteter i kunsten risikerer skuespillere og kunstnere at underminere kunstens sande natur, skriver Lasse Marker i denne kulturkommentar.

Lasse Marker er ceo hos virksomheden Why Consulting, hvor han især arbejder med strategisk kommunikation og politisk indflydelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nærværende avis kunne forleden beskrive, hvordan et nyt udtryk er blevet introduceret i debatten om repræsentation af minoriteter i tv og film. Ifølge komiker og skuespiller Sarah Silverman ville det være at jewface, hvis en ikkejødisk skuespiller spillede rollen som den afdøde jødiske skuespiller Joan Rivers.

Danmarks Radio har i disse dage premiere på dokumentaren »Oprør på Akademiet«, der følger og interviewer en række studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi i kølvandet på den så omtalte buste-sag. Vi møder blandt andet den unge kunstner Jo Hedegaard, der foruden anklager om racisme bliver konfronteret med, at han ikke kan klæde sig ud som drag i sine performances, da han jo ikke selv er drag.

Sagerne indskriver sig i de seneste års debatter om, hvem der må spille hvem i film, på tv og i teatret. I foråret mødte Silas Holst kritik for at spille rollen som Lola i Det Ny Teaters opsætning af »Kinky Boots«. Rollen var oprindeligt skrevet til en sort nonbinær person, og da Silas Holst hverken er sort eller nonbinær, burde han ikke spille rollen, lød kritikken. Tidligere på året blev skuespilleren Nikolaj Lie Kaas ligeledes kritiseret for at lægge stemme til den sorte karakter Joe i Pixars Animationsfilm »Soul«, fordi han er hvid.

Angreb på skuespillets væsen

Det er en vigtig dagsorden at sørge for, at rollefordelingen i film og tv-serier i højere grad afspejler befolkningens sammensætning og repræsenterer dem, der ikke tidligere fandt vej til rollelisterne. På samme vis er det en ædel mission at sikre, at minoriteter finder vej til den udøvende kunst.

Alligevel er der noget grundlæggende paradoksalt i, at man netop inden for skuespil, der i sin natur handler om at spille noget, man ikke er, kræver, at skuespillerens og rollens etnicitet og seksualitet skal være den samme. Det er i sidste ende et angreb på selve skuespillets væsen.

På samme vis er der en iboende selvmodsigelse i at opstille regler for den kunst, der i sin natur er fri. Kunst blomstrer, når den udsættes for benspænd, men den visner, når den udsættes for forbud.

Dokumentaren »Oprør på Akademiet« er i denne sammenhæng et forvarsel om kunstens mulighedsbetingelser, hvis den identitetspolitiske strømning får magt, som den har agt. Kunstneren Dina El Kaisy Friemuth udtaler eksempelvis i »Oprør på Akademiet«, at hun ikke »gider at beskæftige sig med hvide kunstnere«.

Det er slående, at ingen tager så meget argumentationsmæssigt udgangspunkt i etnicitet, køn og seksualitet som dem, der søger at forhindre, at den finder sted. Identitetspolitiske kunstnere og aktivister risikerer at underminere den frie kunst i deres ellers sympatiske kamp for bredere repræsentation.